Den 25. december bød på en meget alternativ og multireligiøs oplevelse af julen. I mangel af familie, vi kunne besøg til julefrokost, var vi hjemme hos JP og Penita. Her bestod julemaden af lamme-briyani. Retten er kommet til Indien via mogulerne, som var muslimske erobrere fra Mellemøsten. Med sit indtog i Indien fik retten nyt navn og en del nye krydderier. Men skal man have lavet en rigtig god briyani, så skal man stadig bede muslimer om at lave den. Derfor havde JP og Penita fået en muslimsk kok til at komme i deres køkken og lave lamme-briyani til mindst 200 mennesker. I julen kommer nemlig ikke alene familien på besøg. Man giver også mad ud til alle i ens netværk, som trænger til det. Og i stedet for at give hinanden gaver, så giver man fattige mennesker gaver. På det første billede kan man se, hvordan den muslimske kok i samarbejde med deres hinduistiske hushjælp og Penita får serveret den færdiglavede mad. På det andet billede sidder vi sammen med den indiske afdeling af spejderne og får serveret maden ude foran deres hjem. Det tredje billede viser JP og Penitas søn Johnny sammen med Rakel.
Om aftenen samme dag var vi til et stort arrangement på Quo Vadis. De gik igang dagen før, men pludselig skete der ting og sager, og få minutter inde i arrangementet var det meste klar... Konceptet lød på julesange, både britiske og indiske, afbrudt af sharing, hvor man talte med sin makker om sit forhold til jul, endnu flere sange, for så at slutte af med en kort refleksion over julen af mig, der mundede ud i en meditation. Til sidst sang vi "silent night" med levende lys i hånden. Mørket havde da lagt sig og stemningen var meget intens. Da det hele var forbi, troede vi, brød det løs med meget meget engageret musik, og de ca. 100 deltagere begyndte at danse. Mange af deltagerne var stamgæster på Quo Vadis. De færreste af dem er kristne, sådan i traditionel forstand. De er nok nærmere hinduer, buddhister, spirituelle, eller hvad de vil kalde sig. Men når julen sænker sig, så bliver der vakt noget til live, som dette arrangement fangede på smukkeste vis. Samtidig så var det et fantastisk møde mellem indisk og vestlig kultur. Koret bestod af indere, der sang overraskende rent efter normal standard her, men på vanlig vis med alt for høj lyd ud af højttalerne. Sangene var en blanding af britiske og indiske julesalmer. Jeg var på som en vesterlænding. Deltagerne var en blanding af indere og vesterlændinge. Det var et bevægende og aldeles fantastisk arrangement, hvor Quo Vadis for alvor viste sit sande ansigt som et kristent mødested for mennesker med alle mulige religiøse og kulturelle udgangspunkter.
Så blev det jul alligevel! Selvom det godt nok holdt hårdt at få fanget en julestemning her i de meget anderledes omgivelser. Og selvom det nok er en julestemning, som vi aldrig kommer til at opleve igen - sammen med mennesker fra så mange lande og med så mange former for tro. Men julen kan altså noget!
(Der er lagt billeder ind i det sidste blog-indlæg fra selve juleaften)
Om aftenen samme dag var vi til et stort arrangement på Quo Vadis. De gik igang dagen før, men pludselig skete der ting og sager, og få minutter inde i arrangementet var det meste klar... Konceptet lød på julesange, både britiske og indiske, afbrudt af sharing, hvor man talte med sin makker om sit forhold til jul, endnu flere sange, for så at slutte af med en kort refleksion over julen af mig, der mundede ud i en meditation. Til sidst sang vi "silent night" med levende lys i hånden. Mørket havde da lagt sig og stemningen var meget intens. Da det hele var forbi, troede vi, brød det løs med meget meget engageret musik, og de ca. 100 deltagere begyndte at danse. Mange af deltagerne var stamgæster på Quo Vadis. De færreste af dem er kristne, sådan i traditionel forstand. De er nok nærmere hinduer, buddhister, spirituelle, eller hvad de vil kalde sig. Men når julen sænker sig, så bliver der vakt noget til live, som dette arrangement fangede på smukkeste vis. Samtidig så var det et fantastisk møde mellem indisk og vestlig kultur. Koret bestod af indere, der sang overraskende rent efter normal standard her, men på vanlig vis med alt for høj lyd ud af højttalerne. Sangene var en blanding af britiske og indiske julesalmer. Jeg var på som en vesterlænding. Deltagerne var en blanding af indere og vesterlændinge. Det var et bevægende og aldeles fantastisk arrangement, hvor Quo Vadis for alvor viste sit sande ansigt som et kristent mødested for mennesker med alle mulige religiøse og kulturelle udgangspunkter.
Så blev det jul alligevel! Selvom det godt nok holdt hårdt at få fanget en julestemning her i de meget anderledes omgivelser. Og selvom det nok er en julestemning, som vi aldrig kommer til at opleve igen - sammen med mennesker fra så mange lande og med så mange former for tro. Men julen kan altså noget!
(Der er lagt billeder ind i det sidste blog-indlæg fra selve juleaften)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar