Deepam – ilden på bjerget

Vi venter. Står alle på hustage rundt omkring i byen med blikket og bevidsthende rettet mod Arunachala. Små olielamper står klar i enhver vindueskarm og på alle tage – klar til at blive tændt. Enkelte knald fra fyrværkeri lyder spredt. Millioner af pilgrimme træder deres bare fødder på veje og stier omkring bjerget. Kulminationen nærmer sig. Solen forsvinder bag hustagene, myggene overmander os, spændingen stiger – nu sker det. Vi ser lyset på bjergets top. Menneskemængder jubler, lyset på templet tændes og kavalkader af fyrværkeri bliver fyret af. En stemning af lettelse og jubel spreder sig. Det er Deepam – den årlige helligdag, hvor et bål tændes på bjerget Arunachala under fuldmånen i december til ihukommelse af Shiva, der manifesterede sig som ild, der sidenhen forstenede sig til det hellige bjerg. Den begivenhed, der har fået så ubeskriveligt mange pilgrimme til Tiruvannamalai – både indere og vesterlændinge. Den begivenhed, der har givet bjerget den energi, som mange vesterlændinge valfarter hertil for at mærke. Den begivenhed, der får flere hundrede tusinde til at vandre den 14 km lange tur rundt om bjerget hver fuldmåne. Den begivenhed, der dybest set har skabt muligheden for at dialogcenteret Quo Vadis er opstået og i dag er en skønt sted for dialog.  

Jeg er overrasket. Vi er samlet på Lebanon, hvor meget af Quo Vadis’ engagementet stammer og hvor jeg i sin tid har boet i kortere tid som volontør eller besøgende. Vi er en stor gruppe danskere, volontører og så os på barsel, en enkelt tysker og Quo Vadis-frivillige og ansatte. Stemningen er høj og der var da lagt i ovnen til noget stort. Men ærligt talt, havde jeg ikke haft overskud til at tænke meget længere end at forberede og håbe på en god aften med de to små i denne sammenhæng. Isak kiggede på bjerget med en af volontørerne, Lars tog billeder og jeg stod med Rakel, der efter mange ture rundt i gruppen var blevet lidt mor-syg. Jeg blev overvældet. Overvældet over højtideligheden og det utroligt stærke symbol. Ilden på toppen af bjerget med himlen som baggrund. At tænde ild og mange tusinder af mennesker venter på, det bliver tændt, er stærkt. Min følelse af opstemthed er nem at forveksle med en religiøs oplevelse. Tanken strejfer mig – kan jeg mærke noget særligt ved dette bjerg? Det føles et øjeblik sådan. Jeg kan godt forstå alle dem, der kan, hvis de har oplevet Deepam. Måske er der noget om den energi. Men straks går min hjerne i gang med at rationalisere – samlingen af så mange menneskers opmærksomhed og fokus skaber selvfølgelig en energi, som omkranser bjerget. Dagene op til, har byen været på den anden ende, kokagerne er blevet fjernet med det samme, pilgrimmene er overalt og alle taler om det. Hvad er hvad her?

Dagen derpå virker jeg ret overbevist om, at energien fra aftenens begivenhed må være samlingen af mennesker og fokus. Men jeg kan jo faktisk ikke vide det. Jeg tror i hvert fald ikke som udgangspunkt på, at Shiva har været på spil - i hvert fald ikke, når jeg sidder inden døre - men går jeg ud, ser de mange tændte lys i mørket, ser de valfartende, som stadig strømmer hertil og mærker stmeningen - ja, så bliver jeg altså en smule i tvivl. Det her er stort. Det er højtideligt - det har muligvis intet med min tro at gøre, men jeg bliver ærbødig overfor de mange mennesker, der helt sikkert oplever noget stærkt her - og fascineret. Min forståelse overfor alle dem, der valfarter hertil, er blevet større. Det er fascinerende med det bjerg og alt det ståhej omkring det.