Jeg er lidt træt i dag. Nogle gange, er det et fint udgangspunk for meditation - følelsen af, ikke at være helt vågen, men alligevel ikke rigtig træt. Jeg vil til darshan ved Sri Shiva Shakti igen - den stille kvinde. Måske bliver jeg overrasket i dag. Jeg vil gerne prøve at være mere åben. Prøve at lade mig flyde med. Jeg er opsat på at meditere. Rummet er allerede næsten fyldt. Jeg finder en plads i siden, sætter mig til rette og føler hurtigt et fokus. Jeg lukker øjnene. Jeg mærker, lytter...jeg kan ikke mærke noget nærvær. Sjældent lytter jeg til denne følelse af gudsfravær - jeg mærker efter igen, lytter...der sker ingenting. Jeg mærker en form for tomhed. Ikke den tomhed, som jeg tror, budhisterne taler om - men en form for intetsigende-hed. Jeg bliver bekymret - er Gud her ikke? Min tro hviler på, at Gud er alle steder - altid nærværende, vi mærker og hører det bare ikke altid. Jeg bliver faktisk lidt bange. Skal jeg gå? Hvorfor kan jeg ikke høre og mærke Gud?
Vi har lige været en tur i Ramanas ashram. Jeg holder meget af det sted. Jeg gik nogle gange rundt om Ramanas grav og mærkede et stærkt gudsnærvær. Jeg kan ikke forklare det, men det oplever jeg tit. 45 minutter senere sidder jeg i dette rum med mange andre mennesker og mediterer - og jeg mærker gudsfravær. Jeg vender fokus indad - jeg tror jo også, at Gud har et rum i mit hjertet - måske skal jeg søge der. Jeg bliver rolig. Gud er ikke væk. Jeg nyder nærværet, roen og den intense stemning fra de andre menneskers meditation. Jeg kigger enkelte gange op på Shiva Shakti - føler ingenting. Jeg tror virkelig ikke, der er noget helligt over hende. Jeg kigger rundt. Der er så mange mennesker, der sidder i en dyb tilbedelse. Hvad tilbeder de? Det må jo være hende, men jeg forstår det slet ikke. Hvad ser de i hende?
Jeg kigger grundigt - er her nogle, som jeg kender? Men nej - desværre. Ville ellers gerne høre, hvad de oplever. Da hun er færdig, sender jeg hende en tak for, at jeg kan være i rummet og meditere. Mange af de andre sender en anden tak. Jeg føler mig lidt som en snylter...
Vi har lige været en tur i Ramanas ashram. Jeg holder meget af det sted. Jeg gik nogle gange rundt om Ramanas grav og mærkede et stærkt gudsnærvær. Jeg kan ikke forklare det, men det oplever jeg tit. 45 minutter senere sidder jeg i dette rum med mange andre mennesker og mediterer - og jeg mærker gudsfravær. Jeg vender fokus indad - jeg tror jo også, at Gud har et rum i mit hjertet - måske skal jeg søge der. Jeg bliver rolig. Gud er ikke væk. Jeg nyder nærværet, roen og den intense stemning fra de andre menneskers meditation. Jeg kigger enkelte gange op på Shiva Shakti - føler ingenting. Jeg tror virkelig ikke, der er noget helligt over hende. Jeg kigger rundt. Der er så mange mennesker, der sidder i en dyb tilbedelse. Hvad tilbeder de? Det må jo være hende, men jeg forstår det slet ikke. Hvad ser de i hende?
Jeg kigger grundigt - er her nogle, som jeg kender? Men nej - desværre. Ville ellers gerne høre, hvad de oplever. Da hun er færdig, sender jeg hende en tak for, at jeg kan være i rummet og meditere. Mange af de andre sender en anden tak. Jeg føler mig lidt som en snylter...
Det er et godt dilemma som man ofte støder på i dialogen, for enige vi end kan være om, at vi har det til fælles, at vi er mennesker, så er det også sådan, at vi ikke altid vælger den samme vej til det hellige. Men snylter vi ved det? Jeg ved det ikke, men kender følelsen af at udnytte andres hellighedsfornemmelse. Jeg trøster med mig, at der kun er en virkelighed for mig, og det er Gud, og ligegyldigt hvilken ved vi tager til Gud, så er det Gud, der sidder for enden af det hele, og sender sin kærlighed ned til os. Også dem, der ser et lys i en kvinde til en satsang.
SvarSlet