Et sted, hvor vi kan lytte til Gud sammen...

Godt 100 mennesker sidder stille, nogle med lukkede øjne og formodentlig i dyb meditation, andre men få med åbne øjne flakkende rundt eller fokuseret fremad. Alle sidder med ansigtet vendt mod Sri Shiva Shakti, en kvinde i 40’erne, som mange anser for at være hellig. En guru, der viser sig dagligt mellem kl. 10 og 10.15. Hendes ansigt er mildt. Inden klokken slå ti sidder hun roligt i en kurvestol, der er alt for stor til den lille kvinde. Hun er klædt i orange sari, som også er viklet op omkring hovedet. Hun rejser sig. Nogle begynder at rykke lidt på sig – måske af begejstring, måske af forventning. Hun går stille rundt, kigger på hver enkelt med et smilende og mildt ansigt. Nogle åbner øjnene, når hun kigger på dem, andre forbliver i meditation med lukkede øjne. En kvinder sidder og rokker – virker til, hendes krop siger ”Ja, ja, ja” i takt med kroppen. Sri Shiva Shakti kommer til hende. Hun bliver stille, hun fælder en tåre eller to. Sri Shiva Shakti kommer til mig – hun kigger måske på mig, men jeg kan ikke se det i modlyset. Tænker på, hvordan uvisheden giver en spænding. Kigger hun på mig? Vil hun overse mig? Får jeg det ”guddommelige” blik? Jeg mærker ikke det store ud over spændingen og intensiteten fra menneskerne omkring.

Jeg besluttede i går at gå til dhashan, som det hedder, når en guru viser sig. Jeg ved, hun er meget populær og har været forbi et par gange, men uden at gå ind, fordi vi havde børnene med. Jeg har hørt Vestens Unge volontørers beretninger om disse dhashans. Jeg husker især ens beretning, uden helt at huske indholdet.  Jeg kommer lidt sent af sted og må haste derhen i småregnen. Jeg bliver vist en plads i det næsten helt fyldte rum. Jeg sætter mig. Har ikke lyst til at meditere. Jeg overvejer, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg er ikke forberedt. Jeg kan mærke den intense stemning af så mange mennesker, der mediterer samtidigt. Jeg bliver draget af at følge med flowet og lade følelserne guide mig. Beslutter alligevel for at have et tilbageholdende hjerte. Hvis der er noget helligt på spil her, så skal det kunne ramme andet end følelser. Det vil jeg prøve af. Jeg bliver trist. Hvorfor er vi ikke samlet omkring Kristus. Tænk, hvis jeg sad sammen med kristne og et ikon eller endda Jesus selv. Tænk hvis jeg kunne opleve at sidde og meditere sammen med 100 andre kristne – sidde i stilhed og nyde Guds nærvær. Tænk, hvis kirken inviterer os til det. Den sidste uge har jeg været lidt trist over min egen kirke. Når jeg er her, bliver jeg gang på gang bekræftet i min kristne tro. Kristus er det sand og levende for mig. Men jeg mærker en stærk åndelig længsel. Jeg mangler et rum sammen med andre kristne. Rum for stilhed, rum for refleksion, rum for meditation, rum for bøn. Højmesserne holder jeg meget af, men de giver mig ikke meget åndelig føde. Der er alt for mange ord – ord, som selv for en teolog opvokset med højmessen, ikke kan finde mening i. ord, som virker til at blive sagt, fordi de skal siges. Ord der ikke virker til at betyde noget for nogen. Jeg længes efter ord, der betyder noget, ord sagt i tro, anfægtelse og tvivl. Jeg savner fællesskab, der kan være stille – et sted, hvor vi kan lytte til Gud sammen. Og her sidder jeg – i Indien, med undtagelse af en enkelt forkølet inder sammen med vesterlændinge i stilhed – i et rum for bøn, rum hvor der tages imod. Jeg kigger på Sri Shiva Shakti. Der er noget ved hende, jeg ikke bryder mig om. Jeg føler, der er noget dæmonisk, om end jeg ikke tror på dæmoner. Jeg bryder mig ikke om det her. Bryder mig ikke om at se en voksen mand sidde og se nyforelsket ud i et menneske – uden der er tale om en kærlighedsrelation mellem to mennesker. Jeg bryder mig ikke om, hun bliver anset for at være hellig. Det virker blasfemisk – føler de mennesker her, bliver vildledt. Anfægtelsen stiger, da jeg kommer i tanke om, Jesus var et menneske – sandt menneske, sand Gud. Hm…en grundanfægtelse i mange dialoger. Jeg tror jo selv på noget meget lignende og alligevel tænker jeg, det her er langt ude. Jeg synes selv, jeg har fat i den lange ende, men må jo indrømme, jeg ikke ved, om jeg har ret. Men jeg tror, jeg selv er på rette spor. Jeg vil tilbage hertil. Jeg vil prøve at komme jævnligt og se, hvad der sker. Hvad drager de her mennesker?