”Måske hedder jeg Poul”

Vi møder mange mennesker. Isak går tit rundt og spørger folk – primært vesterlændinge – hvad de hedder. Tit kan de jo ikke svare, men en dag mødte han Mette, som svarede på dansk. Det var sjovt. Mette og ham fik en leg, hvor de sagde, de hed andre navne. Isak fangede nok ikke hele legen i første omgang, men efter nogle dages øvelse, leger han selv med. De sidste dage har han flere gange sagt ”Måske hedder jeg Poul. Du hedder Mira” Det er navne fra Postmand Per-universet og det er blevet til, at Rakel måske hedder Mira, for hun er en pige, Lars hedder Per og jeg hedder Sonja (Pers kone og Pouls mor). Ind imellem siger han til Lars ”Du hedder Skæg (fra Rasmus Klump). Du sover bare hele tiden.”

”Vil I med ud og løbe en tur lidt?” Isak elsker løbe-ture af de stille gader, hvor han kan få løbetid ind imellem de enkelte motorcykler og autoer. Nogle gange svarer han selv på spørgsmålet ”Ja, det må vi godt.” På turene er han begyndt at løbe stærkt og siger ”Jeg løber lige så stærkt som Poul.” Det er for det meste ret hyggeligt. Lars er dog den bedste løbe-kammerat med en lidt længere snor. Jeg siger alt for tit stop og vi kommer op og diskutere lidt. Vi er bedre til at lave andre ting sammen end løbe på indiske bagveje;-)

”Bøh” – det lød ganske som Rakel sagde det. I hvert fald i de stolte forældres ører. Borte-bøh-legen elsker hun og storgrinder. Hendes grin er fantastisk og får os alle i godt humør. Hun snakker med legetøjet og hvad hun ellers kan finde. Hun smiler til sine omgivelser og hun elsker at lege vildt og holde øje med Isak og os andre. Det er så sjovt, når Isak og en af os løber rundt og gemmer os. Og ja – Isaks legetøj er også i høj kurs, men indmellem synes Isak ikke om det og han siger ”Nej, Rakel, det dur ikke”. Når han er i det mere kærlige hjørne og når Rakel er ked af det siger han ”Åh Rakel, lille ven, er du ked af det? Hvad så lille ven?” og dette siges i et meget overbærende tonefald.

Narajan kommer på besøg ind imellem. Det er drengen med den indiske far og amerikanske mor, som underviser i yoga på Quo Vadis. Han er en sød lille fyr og de to drenge har godt af hinandens selskab. De leger ok sammen, men det kan være ret udfordrende - også i den alder - at de ikke taler det samme sprog. Men det giver alligevel noget godt til dem begge. Samtidig kan vi voksne også lære hinanden og hinandens livsstil bedre at kende. Det er mærkeligt hvordan man gennem børnene ser andre sider af hinanden, end vi ellers ville have gjort. Den anden dag lånte vi et soppe-bassin hos nogle venner. Det var et stort hit omend det var lidt koldt og det kostede nogle myggestik.