Stilheden har sænket sig over VDS-Bungalow. Børnene sover,
mine forældre rejste i går hjem efter 3 skønne uger og de to tamilske familier
på compounden er taget til Pongal-fejring hos deres familier i landsbyerne
omkring Tiru. Udenfor på vejene er der pyntet op med flotte og farverige kolams
og folk færdes på gaderne i deres flotte festtøj. På et hotel tæt på Quo Vadis
ligger den 4 danskere og sover ud efter en længere rejse herned. Det er den
lille Pilgrimsrejse, som vi er med til at stå for sammen med Agnete, Ele og
Steen. Vi skal mødes med dem lidt senere, når de alle vågner.
Den sidste uge begyndte jeg at glæde mig til at komme hjem.
Mine forældre pakkede deres ting og nogle af alle vores ting, som de tog med.
Vi har haft mange gode oplevelser med dem, nydt deres selskab og set Indien
igennem deres øjne – og det var faktisk lidt overraskende. Jeg havde helt
ærligt helt glemt hvor primitivt et liv vi fører os her, hvor meget der larmer,
hvor meget skidt der er på gaderne – og så også alle de små finurlige og
livgivende indtryk, når man kører rundt i auto og kigger ud eller er på besøg
hos gode venner. Indien er frustrerende og fascinerende. Jeg ved det, men
glemmer det åbenbart ind imellem. Det har også være helt fantastisk at være
sammen som familie – ungerne nød selskab, leg og nærvær; vi blev alle
udfordret, som man jo gør her i Indien og kunne på skift hjælpe hinanden. Og så
tog vi såmen alle en tur til Homøopat – mest bare for at prøve det og det fik
vi både gode snakke og en masse sjov ud af. Vi oplevelede en masse andet. Der
kommer nok en billede reportage på et tidspunkt.
Nu sidder jeg så her i VDS (som dette hus kaldes) og er både
spændt og lidt sørgmodig. Tiruvannamalai, livet her og ikke mindst vores nye
venner er blevet en del af os. Det bliver svært at forlade de venskaber og
dette spændende liv. Det bliver nok svært helt at sætte ord på, hvad denne
orlov har gjort ved os alle – men jeg kan helt klart fornemme, at tiden har sat
store aftryk også større end jeg havde forventet. På en mærkelig måde havde jeg
ikke forventet at få en ny oplevelse for livet her, da jeg jo allerede har
været her før. Men der er både sket meget med mig og omgivelserne siden dengang,
så set i bakspejlet, kan jeg jo godt forstå, det er en oplevelse vi sent vil
glemme. Én ting jeg håbede på var, at vi med dette ophold kunne sætte et
endeligt punktum for Isaks sygdom og vores forløb i den sammenhæng. Det er jeg
ret sikker på, vi har fået. Det har fyldt meget lidt og er ved at finde sin
rette plads i vores familie – som en del af vores liv, vi ind imellem skal
kigge på og forholde os til, men som ikke er en del af hverdagen. Tiden hernede
med børnene har været helt ubeskrivelig. Vi har stort set været sammen alle fire
hele tiden. Jeg undrer mig over og er samtidig dybt taknemmelig for, det ikke
har ført flere konflikter med sig. Det er gået rigtig godt, selvom vi
selvfølgelig har været udfordret mange gange, men jeg synes, vi har håndteret
udfordringerne godt sammen. Børnenes behov har langt hen af vejen sat
dagsordenen, men også efterladt noget tid og overskud til, at vi hver især har
fået nye input og gode samtaler. Det er en gave, der vil give os liv, ro og
nærvær i vores kommende hverdag hjemme i Skanderborg. Det er jeg ret sikker på.
En sammenbundet
familie
Den største gave på denne rejse har uden tvivl været at
blive godt og grundigt bundet sammen som familie. Vi er blevet vant til at tage
meget hensyn til hinanden, kender hinandens reaktioner i trætte og pressede
stunder og er nok også blevet bedre til at undgå disse. Det må virkelig være en
spidskompetence for inderne at undgå pressede situationer, for de bliver da
konstant udsat for det. Selv Isak har overskud til at tage hensyn og jeg må
sige, at begge børn har været forbavsende nemme at have med rundt. På hver
deres måde har de tilpasset sig, råbt op om nye behov og nydt tilværelsen. Isak
sygdom sammentømrede også Isak, Lars og mig, men i en underskudssituation – i en
tilstand af krise. Nu er vi alle fire blevet bundet sammen på kryds og tværs i
en situation, hvor vi grundlæggende havde overskud – og det er helt anderledes.
Det har frigivet en masse nyt overskud, ny energi og større kærlighed. Jeg
husker ikke, at jeg før har været så tilfreds, afslappet og lykkelig som nu.
Håber, jeg kan bevare noget af denne tilstand i hverdagen hjemme.
Hjem til JP, Penita,
Egg Dosa og Anker-Eskes hus…
Isak har taget hverdagen her til sig. Vi har været i
Pondicherry og Mahabalipuram med mine forældre og Isak har gerne ville hjem til
vores eget Anker-Eskes hus og vil allerhelst på Roots Cafe og have egg dosai.
Det er vist helt naturligt for en dreng i den alder, at være en ”hjemmeføding”.
De elsker rutiner og nok i endnu højere grad, når man har så få rutiner, som vi
har haft de sidste 3 måneder.
Jeg kan ikke rigtig huske, som vi egentlig har fået det
skrevet, men vi blev i december ”opgraderet”. Nicolaj og Anna, som var hernede
med deres drenge Anker og Eske skulle pludselig hjem til Danmark og vi blev
spurgt, om vi ville bo i deres hus. Det har vi så gjort med stor ydmyghed og
passet på de ting, vi forhåbentligt meget snart får sendt hjem til Danmark til
dem. Men sådan noget kan jo tage tid hernede;-) Isak forbinder huset med Anker
og Eske, som han så meget op til og han elsker at lege med deres efterladte
legetøj. Huset hedder derfor i hans termologi vores ”Anker-Eske hus”.
Narajan har fødselsdag i dag. Det er Isaks legekammerat – en
af de meget få, så han fylder meget i Isaks liv. Vi fejrede Narajan i
formiddags. Vi havde købt en motorcykel til ham. Han elsker Isaks motorcykler,
så vi var sådan set ikke i tvivl om, hvad han skulle have. Isak har sovet med
motorcyklet (i æsken, der var næste intakt) de sidste tre nætter og har glæder
sig rigtig meget til at komme til Narajans fødselsdag. Det bliver nok også et
savn for Isak. De to drenge har haft deres konflikter, mest pga. manglende
fælles sprog om end begge drenge forsøger at tale dens andens sprog ind
imellem, men jo ikke helt vellykket. Det var så dejligt at se deres leg i dag.
De nyder hinandens selskab. Savnet af legekammerater har helt sikkert været det
helt store minus ved denne tur. Men vi håber, Isak hurtigt vænner sig til livet
i børnehaven igen. Han starter i børnehave, når han kommer hjem – men med samme
gruppe børn og med samme pædagoger, som i vuggestuen. Rakel starter nogle
måneder efter i vuggestue-delen af denne gruppe. Vi snakker ind imellem om
børnene hjemme – han husker dem alle enten fordi de ”ser mærkelige ud”, ”skal
have tørret næse”, ”eller leger med en af de andre” – og så er der lige Tobias
og Liam som vist er i en særlig kategori i Isaks hjerte.
Isak glæder sig måske også til at komme hjem. I hvert fald
glæder han sig til at komme hjem til det brune hus og den røde Pers bil, som vi
selvfølgelig burde have haft med.
Rakel – nu rundt
omkring, med mindst 7 tænder og stor kærlighed til tamilere
Hun bliver mere og mere herlig. Storgriner, laver små shows
hvor hun kan komme til det, elsker storebrors løjer og er i det hele taget en
livsnyder med en sød tand. Vi har ikke ligefrem forsøgt at fremme hendes
motoriske udvikling her, da kravleri er lidt besværligt i det beskidte Indien.
Men nu kan hun ikke holde sig på måtten længere. Og det går især stærkt, hvis
der er noget hun meget gerne vil have. Hun kravler – lærte at kravle rigtigt på
Crystals fødselsdag og med hjælp fra Crystal i dagene før (Crystal – vores ven
fra Texas, som har været og besøge os hernede – nogle helt fantastiske dage).
Hun har måske udviklet en lidt særegen stil – måske kan vi bare ikke få børn,
der kravler normalt.
Rakel elsker tamiler og tamilsk. Hun sætter i et stort smil
med hele kroppen, når hun møder en af sine mange tamilske venner og elsker
deres store nærvær, ekspressive og kærlige udtryk og sproget. Det bliver uden
tvivl et savn for hende at komme til Danmark. Men vi trøster os ved, at vi har
tamilske naboer, så når hun er alt for utilfreds, kan hun vel komme derover. Vi
kan ikke helt forstå hendes reaktioner – men hendes mange gode stunder med
Penita, Johnny, Sam, JP, Dobly, Jaya og alle de andre har nok sat sig dybt i
hende. Hun vil stadig gerne gå fra arm til arm – primært når det er tamilere og
hun følger godt med i alt det ståhej, der altid er i denne kultur. Det bliver
stille hjemme på Svalevej alene med far dagen lang;-) Hun er blevet vant til
temmelig mange indtryk og virker til at stortrives i det.
Og så tænderne – de er nærmest sprunget ud på stribe den
sidste måned. Omkostningen har været noget natteroderri og en lidt trættere mor.
Men efter en til to nætter er Rakel tilbage ved sit gode humør og med et
forandret smil, der viser en ny tand-top.
Beklager, men billederne må I vente med. De skal nok komme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar