Multireligiøs jul!

Den 25. december bød på en meget alternativ og multireligiøs oplevelse af julen. I mangel af familie, vi kunne besøg til julefrokost, var vi hjemme hos JP og Penita. Her bestod julemaden af lamme-briyani. Retten er kommet til Indien via mogulerne, som var muslimske erobrere fra Mellemøsten. Med sit indtog i Indien fik retten nyt navn og en del nye krydderier. Men skal man have lavet en rigtig god briyani, så skal man stadig bede muslimer om at lave den. Derfor havde JP og Penita fået en muslimsk kok til at komme i deres køkken og lave lamme-briyani til mindst 200 mennesker. I julen kommer nemlig ikke alene familien på besøg. Man giver også mad ud til alle i ens netværk, som trænger til det. Og i stedet for at give hinanden gaver, så giver man fattige mennesker gaver. På det første billede kan man se, hvordan den muslimske kok i samarbejde med deres hinduistiske hushjælp og Penita får serveret den færdiglavede mad. På det andet billede sidder vi sammen med den indiske afdeling af spejderne og får serveret maden ude foran deres hjem. Det tredje billede viser JP og Penitas søn Johnny sammen med Rakel.

Om aftenen samme dag var vi til et stort arrangement på Quo Vadis. De gik igang dagen før, men pludselig skete der ting og sager, og få minutter inde i arrangementet var det meste klar... Konceptet lød på julesange, både britiske og indiske, afbrudt af sharing, hvor man talte med sin makker om sit forhold til jul, endnu flere sange, for så at slutte af med en kort refleksion over julen af mig, der mundede ud i en meditation. Til sidst sang vi "silent night" med levende lys i hånden. Mørket havde da lagt sig og stemningen var meget intens. Da det hele var forbi, troede vi, brød det løs med meget meget engageret musik, og de ca. 100 deltagere begyndte at danse. Mange af deltagerne var stamgæster på Quo Vadis. De færreste af dem er kristne, sådan i traditionel forstand. De er nok nærmere hinduer, buddhister, spirituelle, eller hvad de vil kalde sig. Men når julen sænker sig, så bliver der vakt noget til live, som dette arrangement fangede på smukkeste vis. Samtidig så var det et fantastisk møde mellem indisk og vestlig kultur. Koret bestod af indere, der sang overraskende rent efter normal standard her, men på vanlig vis med alt for høj lyd ud af højttalerne. Sangene var en blanding af britiske og indiske julesalmer. Jeg var på som en vesterlænding. Deltagerne var en blanding af indere og vesterlændinge. Det var et bevægende og aldeles fantastisk arrangement, hvor Quo Vadis for alvor viste sit sande ansigt som et kristent mødested for mennesker med alle mulige religiøse og kulturelle udgangspunkter.

Så blev det jul alligevel! Selvom det godt nok holdt hårdt at få fanget en julestemning her i de meget anderledes omgivelser. Og selvom det nok er en julestemning, som vi aldrig kommer til at opleve igen - sammen med mennesker fra så mange lande og med så mange former for tro. Men julen kan altså noget!
(Der er lagt billeder ind i det sidste blog-indlæg fra selve juleaften)

Julestemning og besøg

Nu er mine forældre ankommet til vores alles store lettelse lige bortset fra Rakel, der havde et udtryk i ansigtet, der sagde noget i stil med ”Hvad er der nu så særligt ved dem”, da hun så sin brors store begejstring. Det er hyggeligt at have dem her, børnene nyder det og det gør vi andre også. Det er dejligt at være flere hænder til de små. Det har vi virkelig glædet os til – og så er det ikke mindst dejligt at opleve Indien sammen med mine forældre, der de sidste 8 år har lagt øre til stort og småt om dette land. Som min mor sagde, så kommer Indien ikke rigtig bag på hende – lige med undtagelse af lugten – den rakte hendes fantasi dog ikke til. Det sjove ved at få besøg er, at vi pludselig selv begynder at lægge mærke til skidt, lugte, larm og alt det andet generende, når vi tænker på at give andre en god start på 3 uger i Indien.

Vi er flyttet i et større hus med møbler og andet inventar fra en børnefamilie. Vi syntes, det var ren luksus, da vi kom fra det lille grønne hus og samtidig er vejret de sidste 3 uger blevet meget mere behageligt. Ingen særlig fugt og en varme, der bare er ganske behagelig. Her er også mere plads og meget bedre legefaciliteter til Isak udenfor, så vi nyder det her. Men det er måske ikke helt luksus, når man lige kommer fra Danmark. Min mor sagde, de helt sikkert var rejst videre, hvis toilet- og badefaciliteterne var på en campingplads;-) Ja – Indien er bare basic –men også helt fantastisk.

Vi havde en stille og rolig Jul. Den 23. bagte vi julekager til den helt store guldmedalje, til et arrangement på Quo Vadis d. 25. Det var ret hyggeligt og det duftede af Jul.  Den 24. startede med pandekager, rengøring og småindkøb til julemiddagen, som endte med at blive kylling, pomme frites og bearnaise sauce. Danseriet omkring juletræet trak ifølge Isak lidt ud. Han havde set en stor pakke med grønt papir, som selvfølgelig var til ham. Når folk spurgte, hvad han havde fået i julegave, svarede han ”En stor grøn pakke” – men der var nu også godt lego indeni (købt i Indien). Rakel syntes, gavepapieret var mest spændende. Det både skinnede og glitrede. Ellers var hun meget glad for sine nye biler og et par rasleæg. Vi andre havde pakket en tilfældig bog fra reolen ind samt en lampe vi havde købt bare for at Isak ikke skulle tro, det kun var ham og Rakel, der fik. Vi nød sådan en rolig dag for os selv uden alle de mange forventninger, som vi har opdaget, tager temmelig meget energi. Ind imellem powercut, forberedelser og juletræs-dansning skypede vi også med hele familien. Kusinerne og deres forældre i Cairo fik vi dog først snakket med d. 25.

Lars skriver lidt senere om d. 25, som også var en meget dejlig dag.

I dag har vi været en tur i templet, ved skrædderen, der er sat til at lave skjorter, bukser og bluser samt spist frokost på Quo Vadis. Nu soves der til middag. Rakel er ikke faldet i søvn endnu og er mildest talt ikke tilfreds med, at hun skal puttes af Far. To nye flotte tænder er lige brudt frem i overmunden i nat – så vi havde en lidt urolig nat, men nu har hun det fint igen med undtagelse af ”putte-selskabet”. Det bliver en kold tyrker for hende at komme hjem til kolde Danmark, hvor hun primært skal være alene sammen med Far om dagen. Håber hun rimeligt hurtigt vænner sig til det. 

Billederne kommer også lidt senere;-)

En glad fotograf - på motorcykel

Endelig fik jeg muligheden for at komme lidt rundt på en motorcykel. JP's søn, der også kan lide at tage billeder, tilbød at tage mig rundt på en tur. Og jeg fik endda lov til at køre på motorcyklen selv. Det føltes meget naturligt og var bare skønt!!

Jeg er og bliver dybt fascineret af  indernes og især hinduernes æstetik. Så de fleste billeder blev af hindu-offersteder. Men jeg fik også oplevet lidt natur og lidt landsbyliv. Især landsbylivet håber jeg på at få oplevet lidt mere. 

En olielampe i den røde hytte på Qvo Vadis, der har sagt farvel til den stil, som missionærerne bragte med sig, og grebet tilbage til rødderne af deres egen gamle kultur. 

En grov sten (i baggrunden) ser ud til at være midtpunktet for dette offersted, og omkring det er der så bygget et tempel med flere offersteder.

Hovedet på en slange. Slanger optræder hyppigt i hindu-mytologi. Slangen er alt andet end et kunstværk, men alligevel er der noget rørende smukt over det den måde, blomsten lægges på dens hoved.

Groft forarbejdede gudefigurer med tøj på og dekoreret med blomster. Og så har du pludselig noget simpelt men smukt.

Friske blomster - hver dag. Mon konerne er ligeså heldige? Næppe! Til gengæld sætter de fleste kvinder i Sydindien friske blomster i håret - hver dag! 

Indgangen til templet, hvor man stikker fingeren ned i den røde farve og smører som en prik på panden, mens den grå aske smøres i streger hen over panden. 

Tid til en chai. En fantastisk drik.

Lime indgår i mange religiøse ritualer i hinduismen. På hver sin side af en port havde man lagt en overskåren lime dyppet i den røde hellige aske. 

Pause fra skolen. Pludselig var jeg omringet af børn, der gerne ville fotograferes.

Min chauffør, der venter tålmodigt, mens jeg tager billeder - uden at vide det af ham selv...

Og så var der lige et tempel mere - igen med slanger, denne gang en hel gruppe, der danner et tag over guden. 

Guden sidder på slangerne, som man kan se i baggrunden af stenen, en shiva-lingam. Lingam'en er den mest udbredte gudefigur.

Hvis øjne kunne slå ihjel....

Selv chipsen er farverig i Indien.

Billeder fra Roots Cafe

Bodil, julearrangement, pakkekalender og løbeture

Bodil rejsete hjem i torsdags. Lars fik lidt hjemve og Isak ville også gerne flyve hjem til Danmark. Det gik dog hurtigt over. Bodil har boet på Quo Vadis i den tid, vi har været her - hun har været en del af miljøet og vi er alle sammen faldet for hende. Isak har været meget tryg i hendes selskab og han sagde den sidste dag "Måske Bodil er en Bedstemor". Og ja - hun skal hjem til sine reserve-børnebørn og holde Jul. Tak for nogle dejlige stunder, Bodil.

Bodil fik en olielampe til minde om Quo Vadis. Byen og også Quo Vadis er kendt for det tændte lys.

 Isak og Narajan på Roots Cafe. Det er blevet en god vane, at Narajan kommer hjem til os, når hans mor underviser i yoga på Quo Vadis. Drengene er glade for hinandens selskab og det går bedre og bedre med at lege sammen. De har fået en tradition med at bytte biler til dagen efter. Bilerne er deres samlingspunkt.

 Pakke-kalender og kalenderlys er det, der minder mest om Jul hernede. Pædagogerne i familien har sørget for, at Isak ikke mister pakkekalenderen - så der er kommet to af slagsen. Rakels blev vi dog enige om måtte vente til næste år. Tit siger han, når han åbner "Åh, tusinde tak". Det er ikke helt til at stå for. Dagens gave var en Rasmus Klump bog og en sej bil (sej - er et ord, Nicolajært Isak - og det har Isak virkelig taget til sig).

 Julearrangement på Saron Bording School. Vi tog afsted, fordi tre af måske de mest dedikerede frivillige på Quo Vadis er lærer på denne skole og har stået for en del af programmet. Vi havde ikke de store forventninger, men blev godt overrasket. Vi er sikre på, vores tre venner har sat deres skønne aftryk på arrangementet. Der var både flot sang med rene toner, traditionelle danse, hip hop og naturligvis de kap så spændende taler fra alle de vigtige mænd og en enkelt kvinde.

 Lydia leder koret. Lydia synger ofte for, når der er sang på Quo Vadis.

 Isaks løbeture er stadig et stort hit. Farten stiger og stiger. Dette er vores nuværende vej - en rigtig god vej at løbe på.

Sri Shiva Shakti

Jeg er lidt træt i dag. Nogle gange, er det et fint udgangspunk for meditation - følelsen af, ikke at være helt vågen, men alligevel ikke rigtig træt. Jeg vil til darshan ved Sri Shiva Shakti igen - den stille kvinde. Måske bliver jeg overrasket i dag. Jeg vil gerne prøve at være mere åben. Prøve at lade mig flyde med. Jeg er opsat på at meditere. Rummet er allerede næsten fyldt. Jeg finder en plads i siden, sætter mig til rette og føler hurtigt et fokus. Jeg lukker øjnene. Jeg mærker, lytter...jeg kan ikke mærke noget nærvær. Sjældent lytter jeg til denne følelse af gudsfravær - jeg mærker efter igen, lytter...der sker ingenting. Jeg mærker en form for tomhed. Ikke den tomhed, som jeg tror, budhisterne taler om - men en form for intetsigende-hed. Jeg bliver bekymret - er Gud her ikke? Min tro hviler på, at Gud er alle steder - altid nærværende, vi mærker og hører det bare ikke altid. Jeg bliver faktisk lidt bange. Skal jeg gå? Hvorfor kan jeg ikke høre og mærke Gud?
Vi har lige været en tur i Ramanas ashram. Jeg holder meget af det sted. Jeg gik nogle gange rundt om Ramanas grav og mærkede et stærkt gudsnærvær. Jeg kan ikke forklare det, men det oplever jeg tit. 45 minutter senere sidder jeg i dette rum med mange andre mennesker og mediterer - og jeg mærker gudsfravær. Jeg vender fokus indad - jeg tror jo også, at Gud har et rum i mit hjertet - måske skal jeg søge der. Jeg bliver rolig. Gud er ikke væk. Jeg nyder nærværet, roen og den intense stemning fra de andre menneskers meditation. Jeg kigger enkelte gange op på Shiva Shakti - føler ingenting. Jeg tror virkelig ikke, der er noget helligt over hende. Jeg kigger rundt. Der er så mange mennesker, der sidder i en dyb tilbedelse. Hvad tilbeder de? Det må jo være hende, men jeg forstår det slet ikke. Hvad ser de i hende?
Jeg kigger grundigt - er her nogle, som jeg kender? Men nej - desværre. Ville ellers gerne høre, hvad de oplever. Da hun er færdig, sender jeg hende en tak for, at jeg kan være i rummet og meditere. Mange af de andre sender en anden tak. Jeg føler mig lidt som en snylter...

Dr. Saleem – vores bror

Jeg havde lige tænkt, det var ret godt klaret, vi ikke havde været ved lægen endnu. Og ja – et halvt døgn efter, beslutter vi at tage til lægen med Rakel. Hun har lidt feber, er forkølet og har en grim hoste og vores læge derhjemme anbefaler, vi får tjekket hendes lunger. Vi venter til om aftenen kl. 19, hvor vi kan komme til Sam – lægen, der bliver brugt af alle kirkens venner fra vesten og som har et rigtig godt ry. Vi er trygge ved situationen og desuden er Rakel ikke vildt dårlig. Vi tager af sted i auto med Vishu – en superfrivillig på Qou Vadis – kørende på sin røde motorcykel foran. Vi kommer frem i den travle hovedgade, men døren er låst. Vishu ringer til JP, som forsøger at få fat i Sam over telefonen men uden held. Vi kører til hans hus i håbet om, han er hjemme – en længere køretur efter finder vi ud af, han ikke er hjemme. Vi overvejer at vente til dagen efter, men beslutter at finde en anden læge. Vishu og kirken kender en anden god læge ved siden af Lebanon. Jeg bliver lidt utryg. Kan vi stole på den læge? Det er i forvejen ikke fedt at være i Indien med et sygt barn om end hun ikke er meget syg. Det er nok denne utryghed, der får de fleste til at opgive at være hernede med små børn.

Når man går til lægen hernede, har man en klar forventning om, at man skal komme ud med en recept og helst få en indsprøjtning eller to. Derhjemme går jeg altid til læge i håbet om, at jeg ikke skal have nogen behandling, men her er det modsat. Hvis lægen ikke giver noget, er det ikke en god læge. Til gengæld stiller de heller ingen spørgsmålstegn ved, hvad der bliver ordineret eller hvad lægen mener, de fejler. De ved det måske ikke selv. Det er svært for os at forstå. Vi kender til faren for multiresistente bakterier ved overforbrug af antibiotika. Desuden har vi et stort behov for at vide, hvad der er galt med os, vi stiller os kritiske overfor læger, spørger ind til tingene og har måske mange forklaringer på, hvad vi fejler inden vi kommer til lægen. Det er også muligt indere har det, men de kunne aldrig drømme om at sige dem til lægen. Jeg kommer til at tænke på mit speciale, hvor jeg skrev om sociologen Anthony Giddens, som hævder, vi i vores tid (i Vesten vel og mærke) sker et opbrud i autoriteterne, så man ikke længere har autoritet, hvis man er læge eller præst, men kun hvis den enkelte person tillægger vedkommende autoritet. Det er så tydeligt, at der her er en helt anden autoritetsforståelser (også overfor præster – og mænd;-) Den feministiske tolkning skal I nok slippe for i denne omgang).

Vishu forsikrer os om, at det er en god læge, som kirken bruger af og til. Han fortæller, han er muslim. Mærkeligt nok, gør det mig tryg. Jeg føler, jeg på en eller anden måde er i familie med ham, fordi han er muslim. Vi er beslægtet og er forpligtet overfor hinanden. Helt ærligt, ville jeg ikke have denne forventning, hvis det var en hindu. Han ville ikke være forpligtet på samme måde. Måske er det Indiens mange udtryk for en helt anden opfattelse af social bevidsthed i hinduistiske miljøer, der skaber denne utryghed ved en hindu. Jeg reflekterer lidt over det på vejen derhen og mens, jeg sidder og venter med Rakel på armen og i dagene efter. Venterummene gør mig utryg, men jeg holder fast i, vi skal ind til en muslimsk læge. Vi sidder tæt pakket i et varmt og lille rum. Langt de fleste er syge, nogle meget syge. Sygeplejesker går rundt og tjekker temperaturen på alle – med samme termometer, som skødesløst bliver tørret af, tilsyneladende uden sprit. De tager temperaturen i munden. Denne praksis, varmen og det lille rum med fanen i loftet bliver nærmest ulideligt at være i. Jeg ser bakterier flyve rundt og tænker på, hvor beskyttet Isak var for enhver bakterie, da han var i isolation under kemo-tiden. Det her er jo forrygt. Jeg bedre sygeplejeskerne om at lade være med at nive Rakel i kinderne. Siger, hun ikke kan lide det – virkeligheden er, at jeg ikke kan – tænk alle de bakterier. Vi kommer til – efter ret kort tid, hvor mange allerede har været igennem. De fleste siger kort, hvad de fejler, får en recept, henter en indsprøjtning, som sygeplejeskerne giver og så går de igen. Vi er tre inde ved lægen på en gang. Han virker troværdig. Da det bliver vores tur kommer Lars og Isak ind. Vi fortæller, hvad der er galt, han lytter på Rakel og virker rigtig dygtig. Han siger flere gange, vi bare skal spørge, hvis vi er i tvivl om noget. Han er helt sikkert vant til vesterlændingen. Rakel har en ”meget-begyndende lungebetændelse” – det, de her kalder en lungeinfektion. Hun får antibiotika. Vi ringer til den danske vagtlæge, da vi kommer hjem og bliver enige om, det er smart at give hende medicinen. Hun er godt nok ved at få det bedre, men klimaet og bakterie-flowet taget i betragtning, er det nok en god ide.  Medicinen hjælper – vi undlader dog det feberdæmpende og hostesaften efter vagtlægens anbefaling. Hosten bliver bedre, energien stiger og selv hendes afføring virker til, at have godt af en gang antibiotika. Hurra for det. Og tak, til den muslimske læge – vores bror.

Et sted, hvor vi kan lytte til Gud sammen...

Godt 100 mennesker sidder stille, nogle med lukkede øjne og formodentlig i dyb meditation, andre men få med åbne øjne flakkende rundt eller fokuseret fremad. Alle sidder med ansigtet vendt mod Sri Shiva Shakti, en kvinde i 40’erne, som mange anser for at være hellig. En guru, der viser sig dagligt mellem kl. 10 og 10.15. Hendes ansigt er mildt. Inden klokken slå ti sidder hun roligt i en kurvestol, der er alt for stor til den lille kvinde. Hun er klædt i orange sari, som også er viklet op omkring hovedet. Hun rejser sig. Nogle begynder at rykke lidt på sig – måske af begejstring, måske af forventning. Hun går stille rundt, kigger på hver enkelt med et smilende og mildt ansigt. Nogle åbner øjnene, når hun kigger på dem, andre forbliver i meditation med lukkede øjne. En kvinder sidder og rokker – virker til, hendes krop siger ”Ja, ja, ja” i takt med kroppen. Sri Shiva Shakti kommer til hende. Hun bliver stille, hun fælder en tåre eller to. Sri Shiva Shakti kommer til mig – hun kigger måske på mig, men jeg kan ikke se det i modlyset. Tænker på, hvordan uvisheden giver en spænding. Kigger hun på mig? Vil hun overse mig? Får jeg det ”guddommelige” blik? Jeg mærker ikke det store ud over spændingen og intensiteten fra menneskerne omkring.

Jeg besluttede i går at gå til dhashan, som det hedder, når en guru viser sig. Jeg ved, hun er meget populær og har været forbi et par gange, men uden at gå ind, fordi vi havde børnene med. Jeg har hørt Vestens Unge volontørers beretninger om disse dhashans. Jeg husker især ens beretning, uden helt at huske indholdet.  Jeg kommer lidt sent af sted og må haste derhen i småregnen. Jeg bliver vist en plads i det næsten helt fyldte rum. Jeg sætter mig. Har ikke lyst til at meditere. Jeg overvejer, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg er ikke forberedt. Jeg kan mærke den intense stemning af så mange mennesker, der mediterer samtidigt. Jeg bliver draget af at følge med flowet og lade følelserne guide mig. Beslutter alligevel for at have et tilbageholdende hjerte. Hvis der er noget helligt på spil her, så skal det kunne ramme andet end følelser. Det vil jeg prøve af. Jeg bliver trist. Hvorfor er vi ikke samlet omkring Kristus. Tænk, hvis jeg sad sammen med kristne og et ikon eller endda Jesus selv. Tænk hvis jeg kunne opleve at sidde og meditere sammen med 100 andre kristne – sidde i stilhed og nyde Guds nærvær. Tænk, hvis kirken inviterer os til det. Den sidste uge har jeg været lidt trist over min egen kirke. Når jeg er her, bliver jeg gang på gang bekræftet i min kristne tro. Kristus er det sand og levende for mig. Men jeg mærker en stærk åndelig længsel. Jeg mangler et rum sammen med andre kristne. Rum for stilhed, rum for refleksion, rum for meditation, rum for bøn. Højmesserne holder jeg meget af, men de giver mig ikke meget åndelig føde. Der er alt for mange ord – ord, som selv for en teolog opvokset med højmessen, ikke kan finde mening i. ord, som virker til at blive sagt, fordi de skal siges. Ord der ikke virker til at betyde noget for nogen. Jeg længes efter ord, der betyder noget, ord sagt i tro, anfægtelse og tvivl. Jeg savner fællesskab, der kan være stille – et sted, hvor vi kan lytte til Gud sammen. Og her sidder jeg – i Indien, med undtagelse af en enkelt forkølet inder sammen med vesterlændinge i stilhed – i et rum for bøn, rum hvor der tages imod. Jeg kigger på Sri Shiva Shakti. Der er noget ved hende, jeg ikke bryder mig om. Jeg føler, der er noget dæmonisk, om end jeg ikke tror på dæmoner. Jeg bryder mig ikke om det her. Bryder mig ikke om at se en voksen mand sidde og se nyforelsket ud i et menneske – uden der er tale om en kærlighedsrelation mellem to mennesker. Jeg bryder mig ikke om, hun bliver anset for at være hellig. Det virker blasfemisk – føler de mennesker her, bliver vildledt. Anfægtelsen stiger, da jeg kommer i tanke om, Jesus var et menneske – sandt menneske, sand Gud. Hm…en grundanfægtelse i mange dialoger. Jeg tror jo selv på noget meget lignende og alligevel tænker jeg, det her er langt ude. Jeg synes selv, jeg har fat i den lange ende, men må jo indrømme, jeg ikke ved, om jeg har ret. Men jeg tror, jeg selv er på rette spor. Jeg vil tilbage hertil. Jeg vil prøve at komme jævnligt og se, hvad der sker. Hvad drager de her mennesker?

Vi har brug for kritikken

Vi nyder dialogerne og dialogoplevelserne her. Noget, jeg har snakket en del med to kvinder om på det seneste er deres oplevelse af, at her kan man komme direkte til den spirituelle kerne og der er ikke en masse ting, man behøver at gøre ligesom i kirken eller i jødedommen (en af dem er jøder). Jeg kan godt se, hvad de mener med, at budskabet i kirken er svært tilgængeligt (og sikkert også i jødedommen), men det behøver altså ikke at være sådan. Især ikke i en luthersk sammenhæng, hvor Luther jo gjorde alt for at skrælle alt andet end ordet væk i en sådan grad, at vi i dag kritiserer de lutherske kirker for at have glemt sanserne – glemt kroppen. Ja – jeg kan jo på mange måder forstå deres kritik af religionerne, som i nogle afskygninger ikke har fulgt med tiden og folket. Jeg har selv en lignende kritik. Det der anfægter mig er bare, at jeg synes, de spirituelle miljøer har samme faldgruber og at kirken/religioner jo også er meget andet end deres billede af den. Men – vi har brug for denne kritik i kirken, så vi kan komme videre. Vi har brug for at lytte til, hvorfor så mange mennesker finder inspiration og liv andre steder. Vi har brug for at gen-vitalisere flere elementer i kirken. Det bliver gjort mange steder – men det skal gøres mange flere steder. Spørgsmålet er bare hvordan.

”Måske hedder jeg Poul”

Vi møder mange mennesker. Isak går tit rundt og spørger folk – primært vesterlændinge – hvad de hedder. Tit kan de jo ikke svare, men en dag mødte han Mette, som svarede på dansk. Det var sjovt. Mette og ham fik en leg, hvor de sagde, de hed andre navne. Isak fangede nok ikke hele legen i første omgang, men efter nogle dages øvelse, leger han selv med. De sidste dage har han flere gange sagt ”Måske hedder jeg Poul. Du hedder Mira” Det er navne fra Postmand Per-universet og det er blevet til, at Rakel måske hedder Mira, for hun er en pige, Lars hedder Per og jeg hedder Sonja (Pers kone og Pouls mor). Ind imellem siger han til Lars ”Du hedder Skæg (fra Rasmus Klump). Du sover bare hele tiden.”

”Vil I med ud og løbe en tur lidt?” Isak elsker løbe-ture af de stille gader, hvor han kan få løbetid ind imellem de enkelte motorcykler og autoer. Nogle gange svarer han selv på spørgsmålet ”Ja, det må vi godt.” På turene er han begyndt at løbe stærkt og siger ”Jeg løber lige så stærkt som Poul.” Det er for det meste ret hyggeligt. Lars er dog den bedste løbe-kammerat med en lidt længere snor. Jeg siger alt for tit stop og vi kommer op og diskutere lidt. Vi er bedre til at lave andre ting sammen end løbe på indiske bagveje;-)

”Bøh” – det lød ganske som Rakel sagde det. I hvert fald i de stolte forældres ører. Borte-bøh-legen elsker hun og storgrinder. Hendes grin er fantastisk og får os alle i godt humør. Hun snakker med legetøjet og hvad hun ellers kan finde. Hun smiler til sine omgivelser og hun elsker at lege vildt og holde øje med Isak og os andre. Det er så sjovt, når Isak og en af os løber rundt og gemmer os. Og ja – Isaks legetøj er også i høj kurs, men indmellem synes Isak ikke om det og han siger ”Nej, Rakel, det dur ikke”. Når han er i det mere kærlige hjørne og når Rakel er ked af det siger han ”Åh Rakel, lille ven, er du ked af det? Hvad så lille ven?” og dette siges i et meget overbærende tonefald.

Narajan kommer på besøg ind imellem. Det er drengen med den indiske far og amerikanske mor, som underviser i yoga på Quo Vadis. Han er en sød lille fyr og de to drenge har godt af hinandens selskab. De leger ok sammen, men det kan være ret udfordrende - også i den alder - at de ikke taler det samme sprog. Men det giver alligevel noget godt til dem begge. Samtidig kan vi voksne også lære hinanden og hinandens livsstil bedre at kende. Det er mærkeligt hvordan man gennem børnene ser andre sider af hinanden, end vi ellers ville have gjort. Den anden dag lånte vi et soppe-bassin hos nogle venner. Det var et stort hit omend det var lidt koldt og det kostede nogle myggestik.

Deepam – ilden på bjerget

Vi venter. Står alle på hustage rundt omkring i byen med blikket og bevidsthende rettet mod Arunachala. Små olielamper står klar i enhver vindueskarm og på alle tage – klar til at blive tændt. Enkelte knald fra fyrværkeri lyder spredt. Millioner af pilgrimme træder deres bare fødder på veje og stier omkring bjerget. Kulminationen nærmer sig. Solen forsvinder bag hustagene, myggene overmander os, spændingen stiger – nu sker det. Vi ser lyset på bjergets top. Menneskemængder jubler, lyset på templet tændes og kavalkader af fyrværkeri bliver fyret af. En stemning af lettelse og jubel spreder sig. Det er Deepam – den årlige helligdag, hvor et bål tændes på bjerget Arunachala under fuldmånen i december til ihukommelse af Shiva, der manifesterede sig som ild, der sidenhen forstenede sig til det hellige bjerg. Den begivenhed, der har fået så ubeskriveligt mange pilgrimme til Tiruvannamalai – både indere og vesterlændinge. Den begivenhed, der har givet bjerget den energi, som mange vesterlændinge valfarter hertil for at mærke. Den begivenhed, der får flere hundrede tusinde til at vandre den 14 km lange tur rundt om bjerget hver fuldmåne. Den begivenhed, der dybest set har skabt muligheden for at dialogcenteret Quo Vadis er opstået og i dag er en skønt sted for dialog.  

Jeg er overrasket. Vi er samlet på Lebanon, hvor meget af Quo Vadis’ engagementet stammer og hvor jeg i sin tid har boet i kortere tid som volontør eller besøgende. Vi er en stor gruppe danskere, volontører og så os på barsel, en enkelt tysker og Quo Vadis-frivillige og ansatte. Stemningen er høj og der var da lagt i ovnen til noget stort. Men ærligt talt, havde jeg ikke haft overskud til at tænke meget længere end at forberede og håbe på en god aften med de to små i denne sammenhæng. Isak kiggede på bjerget med en af volontørerne, Lars tog billeder og jeg stod med Rakel, der efter mange ture rundt i gruppen var blevet lidt mor-syg. Jeg blev overvældet. Overvældet over højtideligheden og det utroligt stærke symbol. Ilden på toppen af bjerget med himlen som baggrund. At tænde ild og mange tusinder af mennesker venter på, det bliver tændt, er stærkt. Min følelse af opstemthed er nem at forveksle med en religiøs oplevelse. Tanken strejfer mig – kan jeg mærke noget særligt ved dette bjerg? Det føles et øjeblik sådan. Jeg kan godt forstå alle dem, der kan, hvis de har oplevet Deepam. Måske er der noget om den energi. Men straks går min hjerne i gang med at rationalisere – samlingen af så mange menneskers opmærksomhed og fokus skaber selvfølgelig en energi, som omkranser bjerget. Dagene op til, har byen været på den anden ende, kokagerne er blevet fjernet med det samme, pilgrimmene er overalt og alle taler om det. Hvad er hvad her?

Dagen derpå virker jeg ret overbevist om, at energien fra aftenens begivenhed må være samlingen af mennesker og fokus. Men jeg kan jo faktisk ikke vide det. Jeg tror i hvert fald ikke som udgangspunkt på, at Shiva har været på spil - i hvert fald ikke, når jeg sidder inden døre - men går jeg ud, ser de mange tændte lys i mørket, ser de valfartende, som stadig strømmer hertil og mærker stmeningen - ja, så bliver jeg altså en smule i tvivl. Det her er stort. Det er højtideligt - det har muligvis intet med min tro at gøre, men jeg bliver ærbødig overfor de mange mennesker, der helt sikkert oplever noget stærkt her - og fascineret. Min forståelse overfor alle dem, der valfarter hertil, er blevet større. Det er fascinerende med det bjerg og alt det ståhej omkring det.