Billeder fra tur til Pondy

Så besøger vi endelig et gammelt slot på vejen mellem Tiru og Pondy. Gåturen til toppen var mere udfordrende end vi regnede med. Mine forældre blev nede, da de ikke er så vilde med højder, men vi nåede næsten toppen. Da der pludselig kom omkring 30 aber  og stjal vores vand, havde jeg nu også lyst til at komme ned. 

 Så er familien på sight seeing i Pondy med Lars som guide kører vi rundt og ser på antikviteter. Vi er naturligvis alle sammen i en auto og det er, som I kan se, en hyggelig med lidt "klemt" oplevelse.

 Markedet i Pondy. Skønt, kaotisk og pludselig for meget. Det er Indien i komprimeret form.

 Han er da bare for sød;-) Der var en chai-mand lige udenfor vores hotelværelse, som vi måtte besøge en del gange, da Isak elsker chai.

 Så sover englebasserne til middag. Selv når de sover, vil de gerne have selskab.

 Svømmestund fra Mahabalipuram. Isak havde dagen før fået Thomas Tog i en bade-udgave og Rakel havde fået det grønne tog Percy, som Lars selvfølgelig ikke vidste, hvad hed og derfor døbte Thomassine.

Sneen daler

Sneen daler udenfor, vi har alle noget uldent på og vi har fyret rigtig godt op for varmen. Ja – nu er vi hjemme på Svalevej igen – så langt fra Tiruvannamalai og alligevel med tilværelsen derfra så tæt på. Vi har pakket ud, snart vasket alt tøjet og alt legetøjet er kommet i brug. Nu har rastløsheden og nok i virkeligheden også trætheden meldt sig og jeg forsøger igen og igen at fortrænge savnet af Indien og ikke mindst alle vores venner dernede.

Den sidste tid…

Var intens og smuk. Vi fik besøg af flere gode venner fra Danmark, som også af den ene eller anden grund var tilknyttet Quo Vadis. Det var dejligt at få trådene i vores liv forenet på denne måde og vide, vi jo på mange måder har små ”Indiens-heller” i Danmark, hvor vi kan dele passionen for Quo Vadis, masala dosa og alt det andet. På mange måder var det også en eller anden form for forberedelse på, at vi skulle hjem.

Venner vi vil savne

Mange af vores venskaber i Tiru har været intense og spændende. Vi har venner fra mange lande og ikke mindst fra forskellige lag i det indiske samfund – og dette er ikke uden komplikationer. Det har ind imellem men i høj grad de sidste uger været svært at navigere i, da vores venskaber på forunderlig vis er blevet vævet godt sammen og samtidig er begyndt at støde ind i hinanden. Vi troede, vi havde inviteret til en rigtig hyggelig aften, da vi pludselig bliver gjort opmærksom på problemerne i, at en kasteløs og en brahmin (høj-kaste) skulle være i stue sammen. Det ene par trak sig fra invitationen og vi stod pludselig i et dilemma – hvad betød det, hvis vi sad sammen med højkaste-vennen, og vores kasteløse-ven samtidig vidste, at vi sad og hyggede os sammen? Vi snakkede lidt med andre venner om udfordringerne og kunne pludselig mærke, at vi ikke kunne acceptere, at invitere et menneske ind, som ikke ville give hånd til et andet menneske. Så vi aflyste. Og ja – det satte så gang i flere dybe samtaler med både den ene og den anden, at vores højkasteven mere eller mindre lukkede sig inde og at vi pludselig stod midt i det indiske samfunds dybe, dybe uretfærdigheder. Det er en lang historie, men vi var glade for vores beslutning. Pludselig oplevede jeg at stå midt i den kritik, som vi tit snakker om i IKON – det, at man i dialog skal være kritisk overfor det, der undertrykker og i en eller anden grad er ondt mod andre mennesker. Virkeligheden i vores danske kontekst er blot, at vi meget sjældent står i sådan en situation. Vi har alle gode og rimelige rettigheder og vi har en grundlæggende respekt for andre mennesker. Det eneste eksempel, som jeg kom til at tænke på, som mindede mig lidt om det er præster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster. Men den store forskel er altså bare, at de gerne vil give hånd, når kvinden ikke står i præstekjolen – og det er en ret fundamental forskel. De respekterer den pågældende kvinde som et ligeværdigt menneske. Dette er langt fra tilfældet i kastesystemet. Ja – der blev vi involveret i et af det indiske samfunds mange bagsider.

Bortset fra denne lidt voldsomme oplevelse skete der det, at vores venskaber på forunderlige vis blev fordybet. Vi skulle selvfølgelig mødes med alle inden vi rejste og i stort set alle tilfælde skete der det, at vi delte noget mere med hinanden og kom lidt tættere på hinanden. Jeg tænkte, om det skyldtes, det på en eller anden måde er uforpligtende, når vi skiltes efter nogle dage. Men på den anden side tænker jeg også, at det skyldes, der faktisk var meget mere vi havde lyst til at dele og derfor blev den sidste tid mere intens. Og ja – vi kommer til at savne alle vores søde, skæve og vildt skønne venner fra Tiruvannamalai! Kan næsten ikke bære at tænke på dem og sidde heroppe i det kolde nord.

”Jeg vil gerne hjem igen”

Børnene har stortrives den sidste tid i Indien. Isak var faldet rigtig godt til, legede selv med indiske børn, gravede i jorden og begyndte så småt at eksperimentere med det engelske sprog. Når han legede med sin ven Narayan, lavede de også deres egne ord, der hverken gav mening på dansk eller engelsk, men de hyggede sig og gentog, hvad den anden sagde. Sammen med Far sang and ”guitar-sange”, som Lars plejede at spille guitar til hjemme i Danmark – Van Morrison og Neil Young-sange, som Isak faktisk er flasket op med og derfor kender ”by heart”. Nu kan han så synge med på den ene af disse guitarsange med en rimelig flot udtale – men uden at forstå et eneste ord.

Vi begyndte den sidste uge at snakke med Isak om, at vi skulle hjem til Danmark og vores brune hus. Han lyttede, tænkte og blev stille. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at begynde at snakke med ham om det allerede eller om vi skulle have ventet til nogle dage før. Men på den anden side plejer han at fungere bedst ved at være forberedt på nye situationer. Måske er der bare ingen vej udenom, at det er svært. Ind imellem lagde han sig ind på vores seng og kiggede. Jeg spurgte ham af og til, hvad han lavede og han sagde ”Jeg tænker”. Ok, det kan man jo ikke forbyde nogle og der understregede ligesom vores billede af ham som en tænksom lille fyr.

Vi skulle køre i lufthavnen om aftenen. De fleste af vores nære venner på Quo Vadis skulle de bønnemøde 3 timer fra Tiruvannamalai om formiddagen, så vi vidste, de ikke ville være hjemme denne dag. Så vi stornød dem op til;-) Vi regnede med at skulle køres til lufthavnen af Sam – Quo Vadis’ gode chauffør. Men tingene udviklede sig og pludselig sad vi i en minibus med alle vores gode venner fra Quo Vadis. Vi – eller nok rettere børnene - skulle sendes af sted med god maner. Sikke en gave. Børnene har åbnet mange hjerter og er blevet en helt integreret del af Quo Vadis. De er allerede savnet dernede. Puha – det er altså hårdt at tage afsked med alle de mennesker.

Vi ankommer til lufthavnen. Isak er spændt – han genkender den og siger ”Så kommer Bedstemor og Bedstefar om lidt”. Øh – nej, ikke rigtigt. Vi kommer ud og Isak vil ”gerne hjem igen” (til Tiruvannamalai). Hm…det kan blive en lang tur. Børnene klarer trods denne hjemve turen ufatteligt godt. De er virkelig nogle imponerende rejsefæller. Vi havde dog en udfordring med at holde Rakel på sædet på sidste flyvetur, da hun langt hellere ville kravle rundt på gulvet. Men det gik. I lufthavnen mødte vi Merete fra IKON, da vi ventede på baggage. Dejligt med et kendt ansigt, men ellers var der ikke ligefrem jubel indeni i mig. Da ville jeg nu også helst bare ”hjem igen”. Men Farfar ventede udenfor. Rakel gik i chok, da hun mærkede kulden, skreg og skreg, da hun skulle spændes fast i en autostol og lignede også en i chok, da vi spiste på Burger King på vej hjem. Det var langt fra den tamilske kultur og ikke mindst den kontakt hun har formået at få med stort set alle tamilere, hun har mødt. Isak var først glad og nød at løbe rundt. Han kunne selvfølgelig huske autostolen, men efter noget køretid, da trætheden endelig meldte sig, ville han gerne over til mig. Jeg brugte mine bedste evner og forsøgte at forklare ham, at man skal sidde i sådan en i Danmark. Men han var ulykkelig. Han plejer jo at kunne sidde ved en af os, når han vil uanset hvor vi er. Flere gange sagde han ”Jeg vil hjem igen”. Men vi fik ham da ud af bilen, da vi ankom til Svalevej og synet af legetøjet, de store flader man kan løbe på ændrede fokus. Han legede og legede indtil øjnene nærmest faldt i. Rakel var stadig lidt chokeret, men tøede op med tiden og især næste dag.

Vi kom hjem til et varmt hus, mine forældre havde sat mad i køleskabet, Knud og Mona (genboerne) havde sat boller, kage og blomster og kom over til en kop kaffe, inden Farfar skulle videre. Det var en dejlig velkomst. Vi har mange at komme hjem til. Nu kunne jeg også begynde at mærke glæden ved hjemkomsten. Stilheden var nærmest larmende – kunne ikke huske en sådan stilhed. Renheden var overraskende og som vi gik rundt i huset og ordnede ting, slog det os, at alting er nemt her. Funktionaliteten er helt i top, tingene er nemme at holde rene og børnene virkede til at trives. Det er intet mindre end luksus! Vidste ikke, jeg bor i en luksus-villa. Hvor er vi dog bare privilegeret i vores del af verden.  Vi har alt, hvad vi skal bruge, og vi har så fantastiske rammer, at vi har overskud til at gøre en masse andre ting end at få dagen til at fungere. Det er gået et døgns tid siden jeg sidst skrev. I dag har vi været inden og købe vinterstøvler til Isak i Århus og hvor er det bare også nemt at tage en tur til byen. Gadelivet er slet ikke påtrængende – nærmest tilbageholdende. Intet forstyrrer ens færden, køerne bliver fulgt så der ikke pludselig kommer 4 personer, der bliver betjent før mig. Det er så slående anderledes.

Isaks bedste ven, Narayan, holder fødselsdag

 Morten og Priya var på besøg

 Farvel til VDS-bungalow efter to gode måneder her

 Rao, Rakels største beundrer

 Det daglige brød...

 Lica's dreng, Kenzo, fylder et år

 Sonja kommer på besøg med to andre på studietur, hvor vores gode venner Steen og Ele er ledere.

 Father Sebastian (tv) og Michael Highburger (th) i den lille katolske kirke, som vi har deltaget i

 En af vores yndlingscaféer, Shanti, sammen med Daphne og Dev

 Bedste venner

 Kenzo og Lica

 Kort besøg af Louises amerikanske ven, Crystal, der lige nåede et ½ døgn i Tiru.

Gud er altid større

Hver måned under fuldmåne vandrer ½ million hinduer de 14 kilometer rundt om det hellige bjerg, Arunachala. Endelig fik jeg muligheden for at være med til denne religiøse folkefest.

Jeg tager afsted uden kamera. Denne gang vil jeg være deltager, ikke så meget beskuer, selvom jeg aldrig helt bliver en del af det. Jeg træder ind i floden af mennesker, omkring ½ million pilgrimme, på en 14 km. lang strækning rundt om det hellige bjerg, Arunachala. Det er blevet aften, fuldmånen lyser op, og bjerget er det stabile centrum hele vejen rundt. Jeg følger strømmen, ind i mellem går jeg stærkere, ind i mellem langsommere. Ind i mellem krydser jeg ind til siden for at gå ind i et tempel, eller tage mig en pause med en kop chai. Til at begynde med er jeg nærmest helt elektrisk. Jeg har ikke haft fri til bare at være mig selv i tre måneder, og det er skønt at kunne gå i mit eget tempo ud fra mine egne indskydelser. Atmosfæren er så intens. Der sker så meget omkring mig hele tiden, og jeg vil se det hele, prøve at mærke, hvad der sker på denne særlige dag.

Tiggere, hellige mænd og religiøst kitsch

Der er mennesker med halve lemmer, der ligger midt på gaden og skriger efter hjælp, tusinder af hellige mænd som tigger efter penge, folk der snakker mens de går, folk der nærmest halter igennem vandringen, folk der går med deres børn på armen – ofte grædende, højttalere der larmer med lovende budskaber om helse, mad og frelse. En hel masse bevægelse og larm, og samtidig en stærk følelse af ro.

Hundreder af offersteder og templer ligger langs vejen, hvor man stopper op og hilser på guden, nogle steder går man ind i det allerhelligste og ofrer. Nogle steder er det brahmin-præster, der står ved guddommen og forestår velsignelsen af de forbipasserende mængder, andre steder er det hellige mænd med langt hår og vilde udtryk, der tydeligt viser, at de ikke er af denne verden.

Tusinder af boder med drikke, mad, snack, offerlys, lamper, blomster, helseprodukter, smykker, religiøst kitsch møder dig på din vej. Der er håndlæsere og astrologer på fortovene ved små levende lys, guruer der udgyder deres visdom, hellige mænd der giver deres velsignelse, brahminpræster som foretager tempelceremonier. Og så alle os, der vandrer på vejen.

Tre steder undervejs var der områder, hvor man byggede små huler af sten, tændte lys inde i de små huler og så satte sig og mediterede foran dem. Det var så smukt og mindede mig om en stjernehimmel. Et af stederne så jeg en kvinde sidde på knæ ved Nandi, koen som står foran alle shiva-helligedomme. Hun holdt den ene hånd for dens ene øre, mens hun indtrængende hviskede ind i det andet. Hun sad der længe, og jeg tænkte over, hvilke hemmeligheder hun mon betroede eller hvilke ønske hun bad om. Under hele vandringen var der den ene efter den anden af sådanne små glimt ind i hinduernes religiøsitet.

Er jeg havnet i Middelalderen?

Jeg spørger mig selv, om jeg mon er havnet i Middelalderen. Var det sådan noget, Luther gjorde op med? ”Når mønten i kisten klinger, sjælen ud af skærsilden springer”. Sådanne budskaber er der mange af denne aften. Der er en intens fromhed, som er dybt bevægende. Men det er også lidt af et kræmmermarked, hvor alt koster penge. Jeg tænker, at det var godt at vi fik gjort op med det, men hvad mon vi har smidt ud med badevandet? Al den ydre fromhed, jeg ser denne aften er åben for mange ting, både godt og skidt. Men det som slår mig, er at den er åben for, at jeg bare kan gå ind i den, uden af den grund at føle mig som en hindu. Det er bevægelser, som jeg umiddelbart kan forbinde med noget, uden at forstå deres sprog eller kende betydningen af deres guder. Den folkelige religiøsitet er folkelig, fordi den taler til noget dybt alment menneskeligt. Det er bevægelser, som handler om hengivelse, at give sig over til den kraft, der er større end en selv og som fører en ind i hjertet af ens eget selv.

Jeg tænker, at den folkelige religiøsitet, jeg møder her, åbner mig for at ser, hvordan Gud er allestedsnærværende. At livet er et mysterium. At man ikke kan tænke sig til alt, men nogle gange bare skal gøre det, skal hengive sig. Vi har i den lutherske tradition gjort op med meget af den ydre fromhed, fordi den også kan være forbundet med overtro og religiøs underkastelse, og vi har samtidig gjort op med den magt, som kirken engang havde over menneskers liv, men vi har måske også gjort kål på noget stort og mystisk, vores adgang til det transcendente? For inderne virker det meget naturligt. Det guddommelige er overalt, i træer, planter, dyr, sten, osv. De bliver inddraget i ritualerne fra de er helt små. De ved, hvad de skal gøre på den 14 km. lange vandring. Der er ingen tøven, ingen forlegenhed.

Vesterlændinge med indre processer

Undervejs stødte jeg på en del vesterlændinge. De er så nemme at få øje på. For ud over højden og hudfarven, så var der også tydelig, at de går og føler, tænker og grubler. Et undrende smil. Et saligt smil. Et funderende udtryk. Et overraskende udtryk.  De er i proces med deres store indre personlige jeg. Inderne de går bare afsted. Det er meget konkret for dem. Ikke noget med indre processer. Man søger Gud om konkret hjælp. Gad vide, hvordan jeg selv så ud midt i det hele?

Af med sandalerne

Jeg fik lyst til at smide sandalerne, sådan som alle inderne gør det. De går jo på hellig grund og signalerer det ved at gå uden sko  – og jeg gjorde det et stykke af vejen, så længe mine stakkels fodsåler kunne tåle det. Det gav på en måde kontakt. Dels gjorde jeg som alle andre. Dels var der fysisk kontakt med underlaget, så man på en måde blev sårbar. Endnu et konkret ritual med stor symbolsk betydning, fordi man kan mærke det på sin egen krop.

Jeg fik lyst til at gå ind i templerne og gøre de samme bevægelser som dem. Tænde lys, tage lyset ind i ansigtet. Hilse på guden. Det var underordnet, hvilken gud det var. Jeg har alligevel ikke noget forhold til dem – ud over, at jeg fascineret af deres æstetik. Men bare den hengivelse, som inderne viste, smittede af. Jeg kunne fint være en del af det – og alligevel ville det aldrig helt blive mig. Men det var meget inklusivt, fordi bevægelserne i sig selv sagde mere end min forstand vil kunne sige. Jeg var på vandring. Jeg gav mig over. Lod mine fødder føre mig.

Efterhånden blev jeg tempel-træt, træt af ydre indtryk. Gik bare i min egen verden, stille og roligt. Trætheden satte ind. De sidste kilometer var hårde. Nu skulle jeg bare nå frem. Udmattet og måske lidt speedet over alle de mange indtryk kunne jeg sætte mig på verandaen derhjemme og tage et fodbad – klokken var blevet halv et om natten. Det havde taget 3½ time. Hvilket cirkus! Sikke en oplevelse. Et indblik i en meget anderledes verden, som jeg næppe helt kan sætte mig ind i, men som jeg alligevel på min egen måde kunne være en del af. Hvor var jeg glad for at jeg kom afsted.

En opdatering fra Tiru;-)

Stilheden har sænket sig over VDS-Bungalow. Børnene sover, mine forældre rejste i går hjem efter 3 skønne uger og de to tamilske familier på compounden er taget til Pongal-fejring hos deres familier i landsbyerne omkring Tiru. Udenfor på vejene er der pyntet op med flotte og farverige kolams og folk færdes på gaderne i deres flotte festtøj. På et hotel tæt på Quo Vadis ligger den 4 danskere og sover ud efter en længere rejse herned. Det er den lille Pilgrimsrejse, som vi er med til at stå for sammen med Agnete, Ele og Steen. Vi skal mødes med dem lidt senere, når de alle vågner.

Den sidste uge begyndte jeg at glæde mig til at komme hjem. Mine forældre pakkede deres ting og nogle af alle vores ting, som de tog med. Vi har haft mange gode oplevelser med dem, nydt deres selskab og set Indien igennem deres øjne – og det var faktisk lidt overraskende. Jeg havde helt ærligt helt glemt hvor primitivt et liv vi fører os her, hvor meget der larmer, hvor meget skidt der er på gaderne – og så også alle de små finurlige og livgivende indtryk, når man kører rundt i auto og kigger ud eller er på besøg hos gode venner. Indien er frustrerende og fascinerende. Jeg ved det, men glemmer det åbenbart ind imellem. Det har også være helt fantastisk at være sammen som familie – ungerne nød selskab, leg og nærvær; vi blev alle udfordret, som man jo gør her i Indien og kunne på skift hjælpe hinanden. Og så tog vi såmen alle en tur til Homøopat – mest bare for at prøve det og det fik vi både gode snakke og en masse sjov ud af. Vi oplevelede en masse andet. Der kommer nok en billede reportage på et tidspunkt.

Nu sidder jeg så her i VDS (som dette hus kaldes) og er både spændt og lidt sørgmodig. Tiruvannamalai, livet her og ikke mindst vores nye venner er blevet en del af os. Det bliver svært at forlade de venskaber og dette spændende liv. Det bliver nok svært helt at sætte ord på, hvad denne orlov har gjort ved os alle – men jeg kan helt klart fornemme, at tiden har sat store aftryk også større end jeg havde forventet. På en mærkelig måde havde jeg ikke forventet at få en ny oplevelse for livet her, da jeg jo allerede har været her før. Men der er både sket meget med mig og omgivelserne siden dengang, så set i bakspejlet, kan jeg jo godt forstå, det er en oplevelse vi sent vil glemme. Én ting jeg håbede på var, at vi med dette ophold kunne sætte et endeligt punktum for Isaks sygdom og vores forløb i den sammenhæng. Det er jeg ret sikker på, vi har fået. Det har fyldt meget lidt og er ved at finde sin rette plads i vores familie – som en del af vores liv, vi ind imellem skal kigge på og forholde os til, men som ikke er en del af hverdagen. Tiden hernede med børnene har været helt ubeskrivelig. Vi har stort set været sammen alle fire hele tiden. Jeg undrer mig over og er samtidig dybt taknemmelig for, det ikke har ført flere konflikter med sig. Det er gået rigtig godt, selvom vi selvfølgelig har været udfordret mange gange, men jeg synes, vi har håndteret udfordringerne godt sammen. Børnenes behov har langt hen af vejen sat dagsordenen, men også efterladt noget tid og overskud til, at vi hver især har fået nye input og gode samtaler. Det er en gave, der vil give os liv, ro og nærvær i vores kommende hverdag hjemme i Skanderborg. Det er jeg ret sikker på.

En sammenbundet familie

Den største gave på denne rejse har uden tvivl været at blive godt og grundigt bundet sammen som familie. Vi er blevet vant til at tage meget hensyn til hinanden, kender hinandens reaktioner i trætte og pressede stunder og er nok også blevet bedre til at undgå disse. Det må virkelig være en spidskompetence for inderne at undgå pressede situationer, for de bliver da konstant udsat for det. Selv Isak har overskud til at tage hensyn og jeg må sige, at begge børn har været forbavsende nemme at have med rundt. På hver deres måde har de tilpasset sig, råbt op om nye behov og nydt tilværelsen. Isak sygdom sammentømrede også Isak, Lars og mig, men i en underskudssituation – i en tilstand af krise. Nu er vi alle fire blevet bundet sammen på kryds og tværs i en situation, hvor vi grundlæggende havde overskud – og det er helt anderledes. Det har frigivet en masse nyt overskud, ny energi og større kærlighed. Jeg husker ikke, at jeg før har været så tilfreds, afslappet og lykkelig som nu. Håber, jeg kan bevare noget af denne tilstand i hverdagen hjemme.

Hjem til JP, Penita, Egg Dosa og Anker-Eskes hus…

Isak har taget hverdagen her til sig. Vi har været i Pondicherry og Mahabalipuram med mine forældre og Isak har gerne ville hjem til vores eget Anker-Eskes hus og vil allerhelst på Roots Cafe og have egg dosai. Det er vist helt naturligt for en dreng i den alder, at være en ”hjemmeføding”. De elsker rutiner og nok i endnu højere grad, når man har så få rutiner, som vi har haft de sidste 3 måneder.

Jeg kan ikke rigtig huske, som vi egentlig har fået det skrevet, men vi blev i december ”opgraderet”. Nicolaj og Anna, som var hernede med deres drenge Anker og Eske skulle pludselig hjem til Danmark og vi blev spurgt, om vi ville bo i deres hus. Det har vi så gjort med stor ydmyghed og passet på de ting, vi forhåbentligt meget snart får sendt hjem til Danmark til dem. Men sådan noget kan jo tage tid hernede;-) Isak forbinder huset med Anker og Eske, som han så meget op til og han elsker at lege med deres efterladte legetøj. Huset hedder derfor i hans termologi vores ”Anker-Eske hus”. 

Narajan har fødselsdag i dag. Det er Isaks legekammerat – en af de meget få, så han fylder meget i Isaks liv. Vi fejrede Narajan i formiddags. Vi havde købt en motorcykel til ham. Han elsker Isaks motorcykler, så vi var sådan set ikke i tvivl om, hvad han skulle have. Isak har sovet med motorcyklet (i æsken, der var næste intakt) de sidste tre nætter og har glæder sig rigtig meget til at komme til Narajans fødselsdag. Det bliver nok også et savn for Isak. De to drenge har haft deres konflikter, mest pga. manglende fælles sprog om end begge drenge forsøger at tale dens andens sprog ind imellem, men jo ikke helt vellykket. Det var så dejligt at se deres leg i dag. De nyder hinandens selskab. Savnet af legekammerater har helt sikkert været det helt store minus ved denne tur. Men vi håber, Isak hurtigt vænner sig til livet i børnehaven igen. Han starter i børnehave, når han kommer hjem – men med samme gruppe børn og med samme pædagoger, som i vuggestuen. Rakel starter nogle måneder efter i vuggestue-delen af denne gruppe. Vi snakker ind imellem om børnene hjemme – han husker dem alle enten fordi de ”ser mærkelige ud”, ”skal have tørret næse”, ”eller leger med en af de andre” – og så er der lige Tobias og Liam som vist er i en særlig kategori i Isaks hjerte.

Isak glæder sig måske også til at komme hjem. I hvert fald glæder han sig til at komme hjem til det brune hus og den røde Pers bil, som vi selvfølgelig burde have haft med.

Rakel – nu rundt omkring, med mindst 7 tænder og stor kærlighed til tamilere

Hun bliver mere og mere herlig. Storgriner, laver små shows hvor hun kan komme til det, elsker storebrors løjer og er i det hele taget en livsnyder med en sød tand. Vi har ikke ligefrem forsøgt at fremme hendes motoriske udvikling her, da kravleri er lidt besværligt i det beskidte Indien. Men nu kan hun ikke holde sig på måtten længere. Og det går især stærkt, hvis der er noget hun meget gerne vil have. Hun kravler – lærte at kravle rigtigt på Crystals fødselsdag og med hjælp fra Crystal i dagene før (Crystal – vores ven fra Texas, som har været og besøge os hernede – nogle helt fantastiske dage). Hun har måske udviklet en lidt særegen stil – måske kan vi bare ikke få børn, der kravler normalt.

Rakel elsker tamiler og tamilsk. Hun sætter i et stort smil med hele kroppen, når hun møder en af sine mange tamilske venner og elsker deres store nærvær, ekspressive og kærlige udtryk og sproget. Det bliver uden tvivl et savn for hende at komme til Danmark. Men vi trøster os ved, at vi har tamilske naboer, så når hun er alt for utilfreds, kan hun vel komme derover. Vi kan ikke helt forstå hendes reaktioner – men hendes mange gode stunder med Penita, Johnny, Sam, JP, Dobly, Jaya og alle de andre har nok sat sig dybt i hende. Hun vil stadig gerne gå fra arm til arm – primært når det er tamilere og hun følger godt med i alt det ståhej, der altid er i denne kultur. Det bliver stille hjemme på Svalevej alene med far dagen lang;-) Hun er blevet vant til temmelig mange indtryk og virker til at stortrives i det.

Og så tænderne – de er nærmest sprunget ud på stribe den sidste måned. Omkostningen har været noget natteroderri og en lidt trættere mor. Men efter en til to nætter er Rakel tilbage ved sit gode humør og med et forandret smil, der viser en ny tand-top.

Beklager, men billederne må I vente med. De skal nok komme.

Multireligiøs jul!

Den 25. december bød på en meget alternativ og multireligiøs oplevelse af julen. I mangel af familie, vi kunne besøg til julefrokost, var vi hjemme hos JP og Penita. Her bestod julemaden af lamme-briyani. Retten er kommet til Indien via mogulerne, som var muslimske erobrere fra Mellemøsten. Med sit indtog i Indien fik retten nyt navn og en del nye krydderier. Men skal man have lavet en rigtig god briyani, så skal man stadig bede muslimer om at lave den. Derfor havde JP og Penita fået en muslimsk kok til at komme i deres køkken og lave lamme-briyani til mindst 200 mennesker. I julen kommer nemlig ikke alene familien på besøg. Man giver også mad ud til alle i ens netværk, som trænger til det. Og i stedet for at give hinanden gaver, så giver man fattige mennesker gaver. På det første billede kan man se, hvordan den muslimske kok i samarbejde med deres hinduistiske hushjælp og Penita får serveret den færdiglavede mad. På det andet billede sidder vi sammen med den indiske afdeling af spejderne og får serveret maden ude foran deres hjem. Det tredje billede viser JP og Penitas søn Johnny sammen med Rakel.

Om aftenen samme dag var vi til et stort arrangement på Quo Vadis. De gik igang dagen før, men pludselig skete der ting og sager, og få minutter inde i arrangementet var det meste klar... Konceptet lød på julesange, både britiske og indiske, afbrudt af sharing, hvor man talte med sin makker om sit forhold til jul, endnu flere sange, for så at slutte af med en kort refleksion over julen af mig, der mundede ud i en meditation. Til sidst sang vi "silent night" med levende lys i hånden. Mørket havde da lagt sig og stemningen var meget intens. Da det hele var forbi, troede vi, brød det løs med meget meget engageret musik, og de ca. 100 deltagere begyndte at danse. Mange af deltagerne var stamgæster på Quo Vadis. De færreste af dem er kristne, sådan i traditionel forstand. De er nok nærmere hinduer, buddhister, spirituelle, eller hvad de vil kalde sig. Men når julen sænker sig, så bliver der vakt noget til live, som dette arrangement fangede på smukkeste vis. Samtidig så var det et fantastisk møde mellem indisk og vestlig kultur. Koret bestod af indere, der sang overraskende rent efter normal standard her, men på vanlig vis med alt for høj lyd ud af højttalerne. Sangene var en blanding af britiske og indiske julesalmer. Jeg var på som en vesterlænding. Deltagerne var en blanding af indere og vesterlændinge. Det var et bevægende og aldeles fantastisk arrangement, hvor Quo Vadis for alvor viste sit sande ansigt som et kristent mødested for mennesker med alle mulige religiøse og kulturelle udgangspunkter.

Så blev det jul alligevel! Selvom det godt nok holdt hårdt at få fanget en julestemning her i de meget anderledes omgivelser. Og selvom det nok er en julestemning, som vi aldrig kommer til at opleve igen - sammen med mennesker fra så mange lande og med så mange former for tro. Men julen kan altså noget!
(Der er lagt billeder ind i det sidste blog-indlæg fra selve juleaften)

Julestemning og besøg

Nu er mine forældre ankommet til vores alles store lettelse lige bortset fra Rakel, der havde et udtryk i ansigtet, der sagde noget i stil med ”Hvad er der nu så særligt ved dem”, da hun så sin brors store begejstring. Det er hyggeligt at have dem her, børnene nyder det og det gør vi andre også. Det er dejligt at være flere hænder til de små. Det har vi virkelig glædet os til – og så er det ikke mindst dejligt at opleve Indien sammen med mine forældre, der de sidste 8 år har lagt øre til stort og småt om dette land. Som min mor sagde, så kommer Indien ikke rigtig bag på hende – lige med undtagelse af lugten – den rakte hendes fantasi dog ikke til. Det sjove ved at få besøg er, at vi pludselig selv begynder at lægge mærke til skidt, lugte, larm og alt det andet generende, når vi tænker på at give andre en god start på 3 uger i Indien.

Vi er flyttet i et større hus med møbler og andet inventar fra en børnefamilie. Vi syntes, det var ren luksus, da vi kom fra det lille grønne hus og samtidig er vejret de sidste 3 uger blevet meget mere behageligt. Ingen særlig fugt og en varme, der bare er ganske behagelig. Her er også mere plads og meget bedre legefaciliteter til Isak udenfor, så vi nyder det her. Men det er måske ikke helt luksus, når man lige kommer fra Danmark. Min mor sagde, de helt sikkert var rejst videre, hvis toilet- og badefaciliteterne var på en campingplads;-) Ja – Indien er bare basic –men også helt fantastisk.

Vi havde en stille og rolig Jul. Den 23. bagte vi julekager til den helt store guldmedalje, til et arrangement på Quo Vadis d. 25. Det var ret hyggeligt og det duftede af Jul.  Den 24. startede med pandekager, rengøring og småindkøb til julemiddagen, som endte med at blive kylling, pomme frites og bearnaise sauce. Danseriet omkring juletræet trak ifølge Isak lidt ud. Han havde set en stor pakke med grønt papir, som selvfølgelig var til ham. Når folk spurgte, hvad han havde fået i julegave, svarede han ”En stor grøn pakke” – men der var nu også godt lego indeni (købt i Indien). Rakel syntes, gavepapieret var mest spændende. Det både skinnede og glitrede. Ellers var hun meget glad for sine nye biler og et par rasleæg. Vi andre havde pakket en tilfældig bog fra reolen ind samt en lampe vi havde købt bare for at Isak ikke skulle tro, det kun var ham og Rakel, der fik. Vi nød sådan en rolig dag for os selv uden alle de mange forventninger, som vi har opdaget, tager temmelig meget energi. Ind imellem powercut, forberedelser og juletræs-dansning skypede vi også med hele familien. Kusinerne og deres forældre i Cairo fik vi dog først snakket med d. 25.

Lars skriver lidt senere om d. 25, som også var en meget dejlig dag.

I dag har vi været en tur i templet, ved skrædderen, der er sat til at lave skjorter, bukser og bluser samt spist frokost på Quo Vadis. Nu soves der til middag. Rakel er ikke faldet i søvn endnu og er mildest talt ikke tilfreds med, at hun skal puttes af Far. To nye flotte tænder er lige brudt frem i overmunden i nat – så vi havde en lidt urolig nat, men nu har hun det fint igen med undtagelse af ”putte-selskabet”. Det bliver en kold tyrker for hende at komme hjem til kolde Danmark, hvor hun primært skal være alene sammen med Far om dagen. Håber hun rimeligt hurtigt vænner sig til det. 

Billederne kommer også lidt senere;-)

En glad fotograf - på motorcykel

Endelig fik jeg muligheden for at komme lidt rundt på en motorcykel. JP's søn, der også kan lide at tage billeder, tilbød at tage mig rundt på en tur. Og jeg fik endda lov til at køre på motorcyklen selv. Det føltes meget naturligt og var bare skønt!!

Jeg er og bliver dybt fascineret af  indernes og især hinduernes æstetik. Så de fleste billeder blev af hindu-offersteder. Men jeg fik også oplevet lidt natur og lidt landsbyliv. Især landsbylivet håber jeg på at få oplevet lidt mere. 

En olielampe i den røde hytte på Qvo Vadis, der har sagt farvel til den stil, som missionærerne bragte med sig, og grebet tilbage til rødderne af deres egen gamle kultur. 

En grov sten (i baggrunden) ser ud til at være midtpunktet for dette offersted, og omkring det er der så bygget et tempel med flere offersteder.

Hovedet på en slange. Slanger optræder hyppigt i hindu-mytologi. Slangen er alt andet end et kunstværk, men alligevel er der noget rørende smukt over det den måde, blomsten lægges på dens hoved.

Groft forarbejdede gudefigurer med tøj på og dekoreret med blomster. Og så har du pludselig noget simpelt men smukt.

Friske blomster - hver dag. Mon konerne er ligeså heldige? Næppe! Til gengæld sætter de fleste kvinder i Sydindien friske blomster i håret - hver dag! 

Indgangen til templet, hvor man stikker fingeren ned i den røde farve og smører som en prik på panden, mens den grå aske smøres i streger hen over panden. 

Tid til en chai. En fantastisk drik.

Lime indgår i mange religiøse ritualer i hinduismen. På hver sin side af en port havde man lagt en overskåren lime dyppet i den røde hellige aske. 

Pause fra skolen. Pludselig var jeg omringet af børn, der gerne ville fotograferes.

Min chauffør, der venter tålmodigt, mens jeg tager billeder - uden at vide det af ham selv...

Og så var der lige et tempel mere - igen med slanger, denne gang en hel gruppe, der danner et tag over guden. 

Guden sidder på slangerne, som man kan se i baggrunden af stenen, en shiva-lingam. Lingam'en er den mest udbredte gudefigur.

Hvis øjne kunne slå ihjel....

Selv chipsen er farverig i Indien.