Familien på eventyr: Sneen daler

Sneen daler udenfor, vi har alle noget uldent på og vi har fyret rigtig godt op for varmen. Ja – nu er vi hjemme på Svalevej igen – så langt fra Tiruvannamalai og alligevel med tilværelsen derfra så tæt på. Vi har pakket ud, snart vasket alt tøjet og alt legetøjet er kommet i brug. Nu har rastløsheden og nok i virkeligheden også trætheden meldt sig og jeg forsøger igen og igen at fortrænge savnet af Indien og ikke mindst alle vores venner dernede.

Den sidste tid…

Var intens og smuk. Vi fik besøg af flere gode venner fra Danmark, som også af den ene eller anden grund var tilknyttet Quo Vadis. Det var dejligt at få trådene i vores liv forenet på denne måde og vide, vi jo på mange måder har små ”Indiens-heller” i Danmark, hvor vi kan dele passionen for Quo Vadis, masala dosa og alt det andet. På mange måder var det også en eller anden form for forberedelse på, at vi skulle hjem.

Venner vi vil savne

Mange af vores venskaber i Tiru har været intense og spændende. Vi har venner fra mange lande og ikke mindst fra forskellige lag i det indiske samfund – og dette er ikke uden komplikationer. Det har ind imellem men i høj grad de sidste uger været svært at navigere i, da vores venskaber på forunderlig vis er blevet vævet godt sammen og samtidig er begyndt at støde ind i hinanden. Vi troede, vi havde inviteret til en rigtig hyggelig aften, da vi pludselig bliver gjort opmærksom på problemerne i, at en kasteløs og en brahmin (høj-kaste) skulle være i stue sammen. Det ene par trak sig fra invitationen og vi stod pludselig i et dilemma – hvad betød det, hvis vi sad sammen med højkaste-vennen, og vores kasteløse-ven samtidig vidste, at vi sad og hyggede os sammen? Vi snakkede lidt med andre venner om udfordringerne og kunne pludselig mærke, at vi ikke kunne acceptere, at invitere et menneske ind, som ikke ville give hånd til et andet menneske. Så vi aflyste. Og ja – det satte så gang i flere dybe samtaler med både den ene og den anden, at vores højkasteven mere eller mindre lukkede sig inde og at vi pludselig stod midt i det indiske samfunds dybe, dybe uretfærdigheder. Det er en lang historie, men vi var glade for vores beslutning. Pludselig oplevede jeg at stå midt i den kritik, som vi tit snakker om i IKON – det, at man i dialog skal være kritisk overfor det, der undertrykker og i en eller anden grad er ondt mod andre mennesker. Virkeligheden i vores danske kontekst er blot, at vi meget sjældent står i sådan en situation. Vi har alle gode og rimelige rettigheder og vi har en grundlæggende respekt for andre mennesker. Det eneste eksempel, som jeg kom til at tænke på, som mindede mig lidt om det er præster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster. Men den store forskel er altså bare, at de gerne vil give hånd, når kvinden ikke står i præstekjolen – og det er en ret fundamental forskel. De respekterer den pågældende kvinde som et ligeværdigt menneske. Dette er langt fra tilfældet i kastesystemet. Ja – der blev vi involveret i et af det indiske samfunds mange bagsider.

Bortset fra denne lidt voldsomme oplevelse skete der det, at vores venskaber på forunderlige vis blev fordybet. Vi skulle selvfølgelig mødes med alle inden vi rejste og i stort set alle tilfælde skete der det, at vi delte noget mere med hinanden og kom lidt tættere på hinanden. Jeg tænkte, om det skyldtes, det på en eller anden måde er uforpligtende, når vi skiltes efter nogle dage. Men på den anden side tænker jeg også, at det skyldes, der faktisk var meget mere vi havde lyst til at dele og derfor blev den sidste tid mere intens. Og ja – vi kommer til at savne alle vores søde, skæve og vildt skønne venner fra Tiruvannamalai! Kan næsten ikke bære at tænke på dem og sidde heroppe i det kolde nord.

”Jeg vil gerne hjem igen”

Børnene har stortrives den sidste tid i Indien. Isak var faldet rigtig godt til, legede selv med indiske børn, gravede i jorden og begyndte så småt at eksperimentere med det engelske sprog. Når han legede med sin ven Narayan, lavede de også deres egne ord, der hverken gav mening på dansk eller engelsk, men de hyggede sig og gentog, hvad den anden sagde. Sammen med Far sang and ”guitar-sange”, som Lars plejede at spille guitar til hjemme i Danmark – Van Morrison og Neil Young-sange, som Isak faktisk er flasket op med og derfor kender ”by heart”. Nu kan han så synge med på den ene af disse guitarsange med en rimelig flot udtale – men uden at forstå et eneste ord.

Vi begyndte den sidste uge at snakke med Isak om, at vi skulle hjem til Danmark og vores brune hus. Han lyttede, tænkte og blev stille. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at begynde at snakke med ham om det allerede eller om vi skulle have ventet til nogle dage før. Men på den anden side plejer han at fungere bedst ved at være forberedt på nye situationer. Måske er der bare ingen vej udenom, at det er svært. Ind imellem lagde han sig ind på vores seng og kiggede. Jeg spurgte ham af og til, hvad han lavede og han sagde ”Jeg tænker”. Ok, det kan man jo ikke forbyde nogle og der understregede ligesom vores billede af ham som en tænksom lille fyr.

Vi skulle køre i lufthavnen om aftenen. De fleste af vores nære venner på Quo Vadis skulle de bønnemøde 3 timer fra Tiruvannamalai om formiddagen, så vi vidste, de ikke ville være hjemme denne dag. Så vi stornød dem op til;-) Vi regnede med at skulle køres til lufthavnen af Sam – Quo Vadis’ gode chauffør. Men tingene udviklede sig og pludselig sad vi i en minibus med alle vores gode venner fra Quo Vadis. Vi – eller nok rettere børnene - skulle sendes af sted med god maner. Sikke en gave. Børnene har åbnet mange hjerter og er blevet en helt integreret del af Quo Vadis. De er allerede savnet dernede. Puha – det er altså hårdt at tage afsked med alle de mennesker.

Vi ankommer til lufthavnen. Isak er spændt – han genkender den og siger ”Så kommer Bedstemor og Bedstefar om lidt”. Øh – nej, ikke rigtigt. Vi kommer ud og Isak vil ”gerne hjem igen” (til Tiruvannamalai). Hm…det kan blive en lang tur. Børnene klarer trods denne hjemve turen ufatteligt godt. De er virkelig nogle imponerende rejsefæller. Vi havde dog en udfordring med at holde Rakel på sædet på sidste flyvetur, da hun langt hellere ville kravle rundt på gulvet. Men det gik. I lufthavnen mødte vi Merete fra IKON, da vi ventede på baggage. Dejligt med et kendt ansigt, men ellers var der ikke ligefrem jubel indeni i mig. Da ville jeg nu også helst bare ”hjem igen”. Men Farfar ventede udenfor. Rakel gik i chok, da hun mærkede kulden, skreg og skreg, da hun skulle spændes fast i en autostol og lignede også en i chok, da vi spiste på Burger King på vej hjem. Det var langt fra den tamilske kultur og ikke mindst den kontakt hun har formået at få med stort set alle tamilere, hun har mødt. Isak var først glad og nød at løbe rundt. Han kunne selvfølgelig huske autostolen, men efter noget køretid, da trætheden endelig meldte sig, ville han gerne over til mig. Jeg brugte mine bedste evner og forsøgte at forklare ham, at man skal sidde i sådan en i Danmark. Men han var ulykkelig. Han plejer jo at kunne sidde ved en af os, når han vil uanset hvor vi er. Flere gange sagde han ”Jeg vil hjem igen”. Men vi fik ham da ud af bilen, da vi ankom til Svalevej og synet af legetøjet, de store flader man kan løbe på ændrede fokus. Han legede og legede indtil øjnene nærmest faldt i. Rakel var stadig lidt chokeret, men tøede op med tiden og især næste dag.

Vi kom hjem til et varmt hus, mine forældre havde sat mad i køleskabet, Knud og Mona (genboerne) havde sat boller, kage og blomster og kom over til en kop kaffe, inden Farfar skulle videre. Det var en dejlig velkomst. Vi har mange at komme hjem til. Nu kunne jeg også begynde at mærke glæden ved hjemkomsten. Stilheden var nærmest larmende – kunne ikke huske en sådan stilhed. Renheden var overraskende og som vi gik rundt i huset og ordnede ting, slog det os, at alting er nemt her. Funktionaliteten er helt i top, tingene er nemme at holde rene og børnene virkede til at trives. Det er intet mindre end luksus! Vidste ikke, jeg bor i en luksus-villa. Hvor er vi dog bare privilegeret i vores del af verden. Vi har alt, hvad vi skal bruge, og vi har så fantastiske rammer, at vi har overskud til at gøre en masse andre ting end at få dagen til at fungere. Det er gået et døgns tid siden jeg sidst skrev. I dag har vi været inden og købe vinterstøvler til Isak i Århus og hvor er det bare også nemt at tage en tur til byen. Gadelivet er slet ikke påtrængende – nærmest tilbageholdende. Intet forstyrrer ens færden, køerne bliver fulgt så der ikke pludselig kommer 4 personer, der bliver betjent før mig. Det er så slående anderledes.

Isaks bedste ven, Narayan, holder fødselsdag