Hver måned under fuldmåne vandrer ½ million hinduer de 14
kilometer rundt om det hellige bjerg, Arunachala. Endelig fik jeg muligheden
for at være med til denne religiøse folkefest.
Jeg tager afsted uden kamera. Denne gang vil jeg være
deltager, ikke så meget beskuer, selvom jeg aldrig helt bliver en del af det. Jeg
træder ind i floden af mennesker, omkring ½ million pilgrimme, på en 14 km. lang
strækning rundt om det hellige bjerg, Arunachala. Det er blevet aften,
fuldmånen lyser op, og bjerget er det stabile centrum hele vejen rundt. Jeg
følger strømmen, ind i mellem går jeg stærkere, ind i mellem langsommere. Ind i
mellem krydser jeg ind til siden for at gå ind i et tempel, eller tage mig en
pause med en kop chai. Til at begynde med er jeg nærmest helt elektrisk. Jeg
har ikke haft fri til bare at være mig selv i tre måneder, og det er skønt
at kunne gå i mit eget tempo ud fra mine egne indskydelser. Atmosfæren er så intens. Der sker så meget omkring mig
hele tiden, og jeg vil se det hele, prøve at mærke, hvad der sker på denne
særlige dag.
Tiggere, hellige mænd
og religiøst kitsch
Der er mennesker med halve lemmer, der ligger midt på gaden
og skriger efter hjælp, tusinder af hellige mænd som tigger efter penge, folk
der snakker mens de går, folk der nærmest halter igennem vandringen, folk der
går med deres børn på armen – ofte grædende, højttalere der larmer med lovende
budskaber om helse, mad og frelse. En hel masse bevægelse og larm, og samtidig
en stærk følelse af ro.
Hundreder af offersteder og templer ligger langs vejen, hvor
man stopper op og hilser på guden, nogle steder går man ind i det
allerhelligste og ofrer. Nogle steder er det brahmin-præster, der står ved
guddommen og forestår velsignelsen af de forbipasserende mængder, andre steder
er det hellige mænd med langt hår og vilde udtryk, der tydeligt viser, at de
ikke er af denne verden.
Tusinder af boder med drikke, mad, snack, offerlys, lamper, blomster,
helseprodukter, smykker, religiøst kitsch møder dig på din vej. Der er håndlæsere
og astrologer på fortovene ved små levende lys, guruer der udgyder deres visdom,
hellige mænd der giver deres velsignelse, brahminpræster som foretager
tempelceremonier. Og så alle os, der vandrer på vejen.
Tre steder undervejs var der områder, hvor man byggede små huler
af sten, tændte lys inde i de små huler og så satte sig og mediterede foran
dem. Det var så smukt og mindede mig om en stjernehimmel. Et af stederne så jeg
en kvinde sidde på knæ ved Nandi, koen som står foran alle shiva-helligedomme.
Hun holdt den ene hånd for dens ene øre, mens hun indtrængende hviskede ind i
det andet. Hun sad der længe, og jeg tænkte over, hvilke hemmeligheder hun mon betroede
eller hvilke ønske hun bad om. Under hele vandringen var der den ene efter den
anden af sådanne små glimt ind i hinduernes religiøsitet.
Er jeg havnet i
Middelalderen?
Jeg spørger mig selv, om jeg mon er havnet i Middelalderen.
Var det sådan noget, Luther gjorde op med? ”Når mønten i kisten klinger, sjælen
ud af skærsilden springer”. Sådanne budskaber er der mange af denne aften. Der
er en intens fromhed, som er dybt bevægende. Men det er også lidt af et
kræmmermarked, hvor alt koster penge. Jeg tænker, at det var godt at vi fik
gjort op med det, men hvad mon vi har smidt ud med badevandet? Al den ydre
fromhed, jeg ser denne aften er åben for mange ting, både godt og skidt. Men
det som slår mig, er at den er åben for, at jeg bare kan gå ind i den, uden af
den grund at føle mig som en hindu. Det er bevægelser, som jeg umiddelbart kan
forbinde med noget, uden at forstå deres sprog eller kende betydningen af deres
guder. Den folkelige religiøsitet er folkelig, fordi den taler til noget dybt alment
menneskeligt. Det er bevægelser, som handler om hengivelse, at give sig over
til den kraft, der er større end en selv og som fører en ind i hjertet af ens
eget selv.
Jeg tænker, at den folkelige religiøsitet, jeg møder her,
åbner mig for at ser, hvordan Gud er allestedsnærværende. At livet er et
mysterium. At man ikke kan tænke sig til alt, men nogle gange bare skal gøre
det, skal hengive sig. Vi har i den lutherske tradition gjort op med meget af
den ydre fromhed, fordi den også kan være forbundet med overtro og religiøs
underkastelse, og vi har samtidig gjort op med den magt, som kirken engang havde
over menneskers liv, men vi har måske også gjort kål på noget stort og mystisk,
vores adgang til det transcendente? For inderne virker det meget naturligt. Det
guddommelige er overalt, i træer, planter, dyr, sten, osv. De bliver inddraget
i ritualerne fra de er helt små. De ved, hvad de skal gøre på den 14 km. lange vandring.
Der er ingen tøven, ingen forlegenhed.
Vesterlændinge med
indre processer
Undervejs stødte jeg på en del vesterlændinge. De er så
nemme at få øje på. For ud over højden og hudfarven, så var der også tydelig,
at de går og føler, tænker og grubler. Et undrende smil. Et saligt smil. Et
funderende udtryk. Et overraskende udtryk.
De er i proces med deres store indre personlige jeg. Inderne de går bare
afsted. Det er meget konkret for dem. Ikke noget med indre processer. Man søger
Gud om konkret hjælp. Gad vide, hvordan jeg selv så ud midt i det hele?
Af med sandalerne
Jeg fik lyst til at smide sandalerne, sådan som alle inderne
gør det. De går jo på hellig grund og signalerer det ved at gå uden sko – og jeg gjorde det et stykke af vejen, så længe
mine stakkels fodsåler kunne tåle det. Det gav på en måde kontakt. Dels gjorde
jeg som alle andre. Dels var der fysisk kontakt med underlaget, så man på en
måde blev sårbar. Endnu et konkret ritual med stor symbolsk betydning, fordi
man kan mærke det på sin egen krop.
Jeg fik lyst til at gå ind i templerne og gøre de samme
bevægelser som dem. Tænde lys, tage lyset ind i ansigtet. Hilse på guden. Det
var underordnet, hvilken gud det var. Jeg har alligevel ikke noget forhold til
dem – ud over, at jeg fascineret af deres æstetik. Men bare den hengivelse, som
inderne viste, smittede af. Jeg kunne fint være en del af det – og alligevel
ville det aldrig helt blive mig. Men det var meget inklusivt, fordi
bevægelserne i sig selv sagde mere end min forstand vil kunne sige. Jeg var på
vandring. Jeg gav mig over. Lod mine fødder føre mig.
Efterhånden blev jeg tempel-træt, træt af ydre indtryk. Gik
bare i min egen verden, stille og roligt. Trætheden satte ind. De sidste
kilometer var hårde. Nu skulle jeg bare nå frem. Udmattet og måske lidt speedet
over alle de mange indtryk kunne jeg sætte mig på verandaen derhjemme og tage
et fodbad – klokken var blevet halv et om natten. Det havde taget 3½ time.
Hvilket cirkus! Sikke en oplevelse. Et indblik i en meget anderledes verden,
som jeg næppe helt kan sætte mig ind i, men som jeg alligevel på min egen måde
kunne være en del af. Hvor var jeg glad for at jeg kom afsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar