Tiden går, og den går stærkt, når der er så meget at forholde sig til: myg, varme, fugt, et hus at holde, kaotisk trafik, bilhorn der får ørerne til at synge, snavs, huller i vejene, strømafbrydelser, insekter, indere der vil røre ved børnene også selvom vi siger nej, et hus vi skal finde os til rette i - og en hverdag, der er meget anderledes end når man er turist på egen hånd. Ja, vi skulle lige vænne os til det. Men nu er vi faldet til, og har det rigtig godt. Vi har fundet steder, hvor Isak kan løbe rundt, en cafe, hvor man sidder på gulvet og der bliver stillet en kurv med duplo-klodser frem, når vi kommer samt en masse andre åndehuller.
Her er vi
Vi er kommet til Tiruvannamalai. En by med omkring 200.000 indbyggere ved foden af et stort bjerg, som mange her, betragter som helligt. Jeg har lige spist forkost med en portugisisk fyr. Jeg spurgte, om han kom ved en bestemt guru her i byen, hvortil han svarede "bjerget er min guru". Det er sådan mange vesterlændinge har det - og til dels også nogle indere. Når der er fuldmåne, går mange mange hundredetusinde mennesker rundt om bjerget. Vi gik en lille del af den 14 km lange tur i sidste uge, hvor alle (ud over folk fra Vesten) går med bare tæer i rask tempo, standser ved små templer, tænder et lys, hopper rundt om sig selv eller hvad de nu har af religiøs praksis. Det er ekstremt stemningsfuldt og intenst. Pludselig kommer der en høj mekanisk stemme ud af en utrolig dårlig højtaler og fortæller noget om Krishna. Det er Hare Krishna-folk på missionsarbejde. Så kommer der en lang kø og jeg kigger straks efter en helligdom, men nej, her får mange af pilgrimmene mad fra en meget lille bod, som jeg ikke kan forstå, kan brødføde så mange mennesker. Så sidder der en række hellige mænd i laksefarvet outfit og spiller musik...det hele foregår i rask tempo og med høj puls. Fascinerende og på mange måder meget uforståeligt.
Ankomst og søde mennesker
Vi er kommet til Quo Vadis, et kristent dialogcenter, som vi gennem IKON har samarbejdet med i flere år. Danmission og den lokale lutherske kirke har startet stedet og siden har Vestens Unge taget vejen forbi i kortere eller længere tid. Det sted skal I nok komme til at høre meget mere om. Det er helt fantastisk. Dels er her en masse søde mennesker, som har givet os en rigtig god velkomst, dels har den en super god cafe, der med sin gode mad og hyggelige atmosfære tiltrækker mange spændende vesterlændinge, som gerne vil snakke om spiritualitet. Vi bor 50 meter fra Quo Vadis, spiser vores frokost og aftensmad der og skal på sigt forhåbentlig lave nogle små projekter sammen med dem. Og så hjælper der os med stort som småt. Penita (JPs kone, hvis der siger jer noget) sidder og har det store overblik i cafeen og nok også på selve centret. Hun giver råd om mad til Rakel, har fundet en der kan vaske vores tøj samt alle de andre ting. Anne og Nicolaj har nok gjort vores ankomst meget mindre besværlig. De hentede os i lufthavnen, har sørget for rengøringsmidler til huset og kom første dag med nybagt brød, en stempelkande og nymalet rigtig god kaffe. Og os, der regnede med vi skulle på kaffe-afvænning. Vores nye børnevenlige stamcafe, Shanti, laver en rigtig god cafe latte. Ja - vi har det godt og er ikke mindst i gode hænder.
Børnenes verden
De har begge skulle vænne sig til de nye bakterier, men har ikke været rigtig syge nogle af dem. Rakel skulle vænne sig til varmen, men har det fint nu i hendes tynde bomuldskjoler. Isak har dog ligesom os voksne har lidt svære ved at falde til. Han er helt sikkert også påvirket af at vi, skulle finde en rytme og at vi som voksne blev mere afslappede med det hele. Nu har vi fundet ud af, hvor vi skal være hvornår (i meget store træk) og har fået købt de ekstra ting, der gør hverdagen nemmere, som en ekstra madras og en kande til vand. Isak har taget vores nye hjem til sig - det er vores grønne hus, der er malet i en meget skrigende mintgrøn. Jer, der har været i Indien kan nok levende forestille jer farven. Vi er næsten kommet til at holde af den;-) Vi er på toppen igen, hvilket man ikke ligefrem kunne sige vi var sidste fredag. Der havde vi været her i knap en uge, syntes ikke rigtigt, vi havde udrettet noget og var slet ikke faldet til. Vi snakkede om, hvordan vi kunne lave rytmer, kunne splitte os op og meget andet indtil vi pludselig tog en spontan beslutning og bestilte plads på Ideal Beach Resort - en skøn og luksuiøst sted 3 timer herfra med strand, pool og plads samt ingen myg;-) Vi trængte til afslapning alle mand efter 4 uger på farten og det fik vi. Isak legede i poolen en stor del af dagen, vi spiste som konger og fik energien tilbage. Med denne energi
og erfaringerne fra den første uge kom vi tilbage og fandt vores gode "hverdag".
Et andet åndehul vi har, er hjemme hos Anna og Nicolaj og deres skønne drenge Anker og Eske. Isak elsker at være omkring de "store drenge" og alt deres legetøj og vi andre nyder at slappe af, reflektere og lufte ideer. De er også behjælpelige med alverdens fif til det gode liv i Tiru - som køb af en ventilator med batteri, så timerne med power-cut bliver mindre ulidelige (den virker dog ikke for tiden), samt køb af lækkert stof til tøj og meget andet. Så selvom vores liv her er meget mere simpelt, så er det stadig godt;-)
Rakel charmer sig frem. Hun virker utrolig nysgerrig og stikker stadig i et stort smil, når hun ser nye mennesker. Hun har fundet sin plads på Penitas skød, når vi andre spiser og der får hun al den kærlighed og opmærksomhed, som hun kan ønske. Hun har jo været lidt tung i det, men er efterhånden ved at komme langt rundt og får fat i al Isaks legetøj. Kinderne er på retur, så hun er blevet lidt kønnere og får så utrolig mange komplimenter, at vi jo også nærmest tror, hun er en stor skønhed;-) Mange synes hun ligner en dukke, men vi ved jo godt, det i høj grad handler om, at mange dukker har lys hud og er buttede. Men hun er uden tvivl dejlig og vi nyder hende hver dag.
Isak er en tænksom lille fyr. I takt med hans sprog bliver bedre, virker det mere og mere som om, han tænker meget. Han konkluderer meget på ting -"Nu er jeg glad - Mor, du er også glad?!" "Fanen (lofts-ventilatoren) gør ikke noget, den sidder fast" - ja, den fane arbejder han stadig i, men med aftagende intensitet. Han har også brug for sit eget rum ind imellem, og det har været en udfordring hernede, da vi bor meget småt og udendørs-areaelerne ikke er så ideelle at løbe rundt på. Templet inde i byen og ashramen her i området er nogle af de gode steder at bruge energi for ham. Så vi forsøger at komme dertil dagligt. Det passer også fint med vores ønsker. Så er vi i gang med at indrette soveværelse, stue og køkken sådan, at der er små lege-rum flere steder. Det er godt for vores kreativitet og vane med at have fantastiske rammer i et parcelhus og et samfund med overflod af luksus. Jeg skrev før, at vi i weekenden fik luksus på Ideal Besch Resort. I virkeligheden tror jeg ikke stedet er meget anderledes end et godt charter-rejsemål, men hernede virker det som total luksus, fordi hverdagen ikke er fuld af så mange bekvemmeligheder, som derhjemme. Summa sumarum så har Isak det godt. En af de ting han virkelig nyder er at køre i auto-rikshaw. Han synes, vi kører så stærkt, kan overskue det og det virker ikke farligt for ham. Det er et meget børnevenligt køretøj. Motorcykel derimod skal han ikke nyde noget af omend han har en stor fascination af motorcykler - men åbenbart på afstand og måske i små størrelser;-) For tiden synger vi meget "Se min kjole, den er sort som kullet. Det er fordi en præst han er min ven." Rasmus Klump er stadig en tro følgesvend, men nu har vi heldigvis lånt nogle pixibøger af Anker. Når Isak vågner, siger han straks noget om Skæg, Klump, Pingu eller Per.
Her er vi
Vi er kommet til Tiruvannamalai. En by med omkring 200.000 indbyggere ved foden af et stort bjerg, som mange her, betragter som helligt. Jeg har lige spist forkost med en portugisisk fyr. Jeg spurgte, om han kom ved en bestemt guru her i byen, hvortil han svarede "bjerget er min guru". Det er sådan mange vesterlændinge har det - og til dels også nogle indere. Når der er fuldmåne, går mange mange hundredetusinde mennesker rundt om bjerget. Vi gik en lille del af den 14 km lange tur i sidste uge, hvor alle (ud over folk fra Vesten) går med bare tæer i rask tempo, standser ved små templer, tænder et lys, hopper rundt om sig selv eller hvad de nu har af religiøs praksis. Det er ekstremt stemningsfuldt og intenst. Pludselig kommer der en høj mekanisk stemme ud af en utrolig dårlig højtaler og fortæller noget om Krishna. Det er Hare Krishna-folk på missionsarbejde. Så kommer der en lang kø og jeg kigger straks efter en helligdom, men nej, her får mange af pilgrimmene mad fra en meget lille bod, som jeg ikke kan forstå, kan brødføde så mange mennesker. Så sidder der en række hellige mænd i laksefarvet outfit og spiller musik...det hele foregår i rask tempo og med høj puls. Fascinerende og på mange måder meget uforståeligt.
Ankomst og søde mennesker
Vi er kommet til Quo Vadis, et kristent dialogcenter, som vi gennem IKON har samarbejdet med i flere år. Danmission og den lokale lutherske kirke har startet stedet og siden har Vestens Unge taget vejen forbi i kortere eller længere tid. Det sted skal I nok komme til at høre meget mere om. Det er helt fantastisk. Dels er her en masse søde mennesker, som har givet os en rigtig god velkomst, dels har den en super god cafe, der med sin gode mad og hyggelige atmosfære tiltrækker mange spændende vesterlændinge, som gerne vil snakke om spiritualitet. Vi bor 50 meter fra Quo Vadis, spiser vores frokost og aftensmad der og skal på sigt forhåbentlig lave nogle små projekter sammen med dem. Og så hjælper der os med stort som småt. Penita (JPs kone, hvis der siger jer noget) sidder og har det store overblik i cafeen og nok også på selve centret. Hun giver råd om mad til Rakel, har fundet en der kan vaske vores tøj samt alle de andre ting. Anne og Nicolaj har nok gjort vores ankomst meget mindre besværlig. De hentede os i lufthavnen, har sørget for rengøringsmidler til huset og kom første dag med nybagt brød, en stempelkande og nymalet rigtig god kaffe. Og os, der regnede med vi skulle på kaffe-afvænning. Vores nye børnevenlige stamcafe, Shanti, laver en rigtig god cafe latte. Ja - vi har det godt og er ikke mindst i gode hænder.
Børnenes verden
De har begge skulle vænne sig til de nye bakterier, men har ikke været rigtig syge nogle af dem. Rakel skulle vænne sig til varmen, men har det fint nu i hendes tynde bomuldskjoler. Isak har dog ligesom os voksne har lidt svære ved at falde til. Han er helt sikkert også påvirket af at vi, skulle finde en rytme og at vi som voksne blev mere afslappede med det hele. Nu har vi fundet ud af, hvor vi skal være hvornår (i meget store træk) og har fået købt de ekstra ting, der gør hverdagen nemmere, som en ekstra madras og en kande til vand. Isak har taget vores nye hjem til sig - det er vores grønne hus, der er malet i en meget skrigende mintgrøn. Jer, der har været i Indien kan nok levende forestille jer farven. Vi er næsten kommet til at holde af den;-) Vi er på toppen igen, hvilket man ikke ligefrem kunne sige vi var sidste fredag. Der havde vi været her i knap en uge, syntes ikke rigtigt, vi havde udrettet noget og var slet ikke faldet til. Vi snakkede om, hvordan vi kunne lave rytmer, kunne splitte os op og meget andet indtil vi pludselig tog en spontan beslutning og bestilte plads på Ideal Beach Resort - en skøn og luksuiøst sted 3 timer herfra med strand, pool og plads samt ingen myg;-) Vi trængte til afslapning alle mand efter 4 uger på farten og det fik vi. Isak legede i poolen en stor del af dagen, vi spiste som konger og fik energien tilbage. Med denne energi
og erfaringerne fra den første uge kom vi tilbage og fandt vores gode "hverdag".
Et andet åndehul vi har, er hjemme hos Anna og Nicolaj og deres skønne drenge Anker og Eske. Isak elsker at være omkring de "store drenge" og alt deres legetøj og vi andre nyder at slappe af, reflektere og lufte ideer. De er også behjælpelige med alverdens fif til det gode liv i Tiru - som køb af en ventilator med batteri, så timerne med power-cut bliver mindre ulidelige (den virker dog ikke for tiden), samt køb af lækkert stof til tøj og meget andet. Så selvom vores liv her er meget mere simpelt, så er det stadig godt;-)
Rakel charmer sig frem. Hun virker utrolig nysgerrig og stikker stadig i et stort smil, når hun ser nye mennesker. Hun har fundet sin plads på Penitas skød, når vi andre spiser og der får hun al den kærlighed og opmærksomhed, som hun kan ønske. Hun har jo været lidt tung i det, men er efterhånden ved at komme langt rundt og får fat i al Isaks legetøj. Kinderne er på retur, så hun er blevet lidt kønnere og får så utrolig mange komplimenter, at vi jo også nærmest tror, hun er en stor skønhed;-) Mange synes hun ligner en dukke, men vi ved jo godt, det i høj grad handler om, at mange dukker har lys hud og er buttede. Men hun er uden tvivl dejlig og vi nyder hende hver dag.
Isak er en tænksom lille fyr. I takt med hans sprog bliver bedre, virker det mere og mere som om, han tænker meget. Han konkluderer meget på ting -"Nu er jeg glad - Mor, du er også glad?!" "Fanen (lofts-ventilatoren) gør ikke noget, den sidder fast" - ja, den fane arbejder han stadig i, men med aftagende intensitet. Han har også brug for sit eget rum ind imellem, og det har været en udfordring hernede, da vi bor meget småt og udendørs-areaelerne ikke er så ideelle at løbe rundt på. Templet inde i byen og ashramen her i området er nogle af de gode steder at bruge energi for ham. Så vi forsøger at komme dertil dagligt. Det passer også fint med vores ønsker. Så er vi i gang med at indrette soveværelse, stue og køkken sådan, at der er små lege-rum flere steder. Det er godt for vores kreativitet og vane med at have fantastiske rammer i et parcelhus og et samfund med overflod af luksus. Jeg skrev før, at vi i weekenden fik luksus på Ideal Besch Resort. I virkeligheden tror jeg ikke stedet er meget anderledes end et godt charter-rejsemål, men hernede virker det som total luksus, fordi hverdagen ikke er fuld af så mange bekvemmeligheder, som derhjemme. Summa sumarum så har Isak det godt. En af de ting han virkelig nyder er at køre i auto-rikshaw. Han synes, vi kører så stærkt, kan overskue det og det virker ikke farligt for ham. Det er et meget børnevenligt køretøj. Motorcykel derimod skal han ikke nyde noget af omend han har en stor fascination af motorcykler - men åbenbart på afstand og måske i små størrelser;-) For tiden synger vi meget "Se min kjole, den er sort som kullet. Det er fordi en præst han er min ven." Rasmus Klump er stadig en tro følgesvend, men nu har vi heldigvis lånt nogle pixibøger af Anker. Når Isak vågner, siger han straks noget om Skæg, Klump, Pingu eller Per.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar