Børnene stortrives

Rakel og Isak i en stjernestund

Vi ved, at flere er jer læsere gerne vil vide, hvordan børnene har det. De stortrives! De er glade og rolige og nyder de forskellige sammenhænge, vi er en del af.

Sproget blomstrer

”Du har godt nok en flot bluse” / ”Du har en stor kirke, Far” / ”Mor, du arbejder i boligforeningen” / ”Du har en dårlig mave, Mor” (hvilket kan åbenbart ikke helt ved, hvad betyder) / ”It’s my paraply” – ”It’s my bil” – ”It’s my hat” /”Så skal jeg løbe ned i (red: ad) bakken, må jeg ikke gå ud og løbe en lille tur?” / ”Vi skal finde paraplyen. Gerne have paraplyen med” (det regner i dag)

Vi finder mere og mere ud af, hvad Isak går rundt og tænker på i takt med, at sproget udvikler sig. Det bliver gradvist mere korrekt, der kommer flere og flere tillægsord om end de ikke alle bliver brugt i den helt rette sammenhæng og han er blevet god til at udtrykke hvad han vil. Og så kommer der alle de små sjove og søde vendinger, som vi desværre glemmer igen! Skal prøve at huske nogle til en anden gang.

”Jeg vil gerne hjem til vores grønne hus” - tryg og glad

Isak er blevet tryg – også ved inderne. Den første tid her, ville Isak ikke gå særlig langt selv, ville ikke snakke med så mange andre mennesker og ville slet ikke i fysisk kontakt med inderne. Vi har forsøgt at gøre tingene så rolige for ham og i hans tempo, skærmet ham fra for mange ”kind-niv” som er de små niv i kinderne, inderne ynder at give børn. Det har ikke været behageligt at skulle sige, at vi ikke vil have de gør noget, som de synes er meget naturligt, men som samtidig er meget grænseskridende for både os og Isak. Men det har været nødvendigt for at Isak kunne genvinde tilliden til, at man kan færdes roligt blandt andre mennesker. Nu går han gerne omkring – med os i den nære baggrund, der holder nærgående indere væk – og på Quo Vadis har han virkelig fundet sig til rette. Penita holder han meget af, snakker og leger med og så elsker han at løbe rundt, hvor enten vi, Benny eller watchmann kigger efter ham og sørger for, at han ikke går væk. ”Nu skal vi hen til Po Vadis (red: Quo Vadis)” lyder det af og til.

Han går rundt på opdagelse og undersøger hver en krog, hvor vi er. På Shanti – en rigtig hyggelig cafe, leger han med dubloklodser eller løber frem og tilbage og snakker med de andre gæster. På Dreamning Tree ynder han at sidde i en hængekøje for at læse eller gynge eller leger i de skønne rammer, der er der. Vi og nok især børnene er efterhånden godt kendt i dette lille miljø af vesterlændinge. Hjemme i vores grønne hus leger han med sit legetøj, med os og Rakel, men ind imellem lukker han døren til køkkenet og så må vi ikke komme ind. Han sidder i en stor stol, ordner ting på hylderne eller læser i en bog. Det er et lille helle. Han har taget vores nye hverdag til sig. Vi er begyndt at gå ture med ham på skift om formiddagen, når Rakel sover. Det elsker han - at komme ud på opdagelse med en af os. Vi elsker det også.

På Quo Vadis er der kommet en amerikansk kvinde med en jævnaldrende dreng. De drenge har både godt af og brug for hinandens selskab. De skulle lige finde hinanden, men vha. gensidig beundring af den andens biler, vil de gerne være sammen. I næste uge starter moren, Jill, yogaundervisning og vi regner med at lave en lille legestue på skift samtidig, da vi er flere her med småbørn, der gerne vil lave yoga. Og ja – os med småbørn bruger hinanden en del til erfaringsudveksling om blekøb, mad til småbørn, kontakt med indere og meget mere. Det er dejligt. Lica, som nogle af jer kender, har en skøn lille dreng nogle måneder ældre end Rakel. Og de bor meget tæt på os. Det er dejligt.  

Rakel vil helst opleve noget…

Rakel kommer længere og længere omkring på egen hånd. Hun rækker ud efter alt og kan nå det mest utrolige. Når hun ligger på gulvet er hun pludselig i det andet hjørne af legetæppet end før vi kiggede til hende. Hun siger små lyde, råber nærmest når der er noget, hun vil have – primært mad – og har ofte et smilende ansigt. Hun har bøvlet lidt med tynd mave, men har ellers haft det rigtig fint. De gange, vi tog tilløb til at gøre noget og overvejede at kontakte lægen, som ville føre til antibiotikakur, en alternativ behandler eller skrive hjem til sundhedsplejersken, har hendes mave artet sig igen. Nu virker det til, at maven er ved at vænne sig til bakterierne. Hele vejen igennem har hun smilet, udviklet sig og haft det godt – det vi har lært, man primært skal kigge på ved små børn. Penita er vores faste indiske holdepunkt her. Vi vender stort som småt med hende og også Rakels kost. Hendes ”Aunti” har også været inde omkring kostrådgivningen. Og ja – nu tror vi, vi har fundet frem til den rette kost. Rakel holder stadig meget af at være i Penitas favn og vil også gerne gå rundt med Johnny (JP og Penitas søn), Petersen (en ansat på QV) eller andre. Hun er temmelig åben for at komme omkring til andre, og vil helst ud og kigge på vejen, hvor der sker ting og sager. I går var jeg inde med hende mens Lars og Isak var ude. Hun kiggede igen og igen ud på vejen, hvorfor der naturligvis kom en del larm. Dog vil hun gerne hen til mig, når trætheden eller sulten melder sig. Men så er man heller ikke i tvivl.

Hun sidder efterhånden også ret stabilt – ind imellem ligner nu en tumling – de dukker, der er tunge i numsen og hele tiden vælter tilbage på det tunge punkt. Hendes buttede kinder gør, at flere siger, hun har en tvilling her i området – en 4 måneder ældre dreng, Sammy, som også er godt i stand og som faktisk ligner Rakel. Sammy har ret søde forældre. I går spiste vi aftensmad sammen med dem på Quo Vadis.

At børnene trives betyder selvfølgelig alverden for os voksne. Så kan vi slappe af, nyde deres smil og glæde os over at være på eventyr sammen!

Vi er på besøg hos Anna og Anamalai på Lebanon - Rakel har sin plads hos Anna, når vi er sammen med hende;-)

Isak har fundet spændende legetøj - og nej, vi er ikke på frilandsmuseet men på et velfungerende væveri!

Hygge under powercut (strømafbrydelse)

 Ture i en auto er et af højdepunkterne. Her ved "vinduet", som Isak siger, kan man følge godt med i livet på gaden, synge sange og nyde livet.

 Dreaming Tree - en ny og super lækker cafe med tysk styring, renlighed og sundhed - deres juice og lassis er en tand for sunde for os. Der skal jo helst være en del sukker i tingene, når man er i Indien. Men styringen og renligheden er meget lækkert som en afveksling.