Det religiøse Indien - billedreportage

Jeg fatter det ikke. Hvad har de gang i? Hvordan kan man have hellige steder, der er så beskidte og fyldt med farvepulver, ris, blomster og olie kastet skødesløst omkring? Hvordan kan man tilbede uformelige sten midt i ingenting? Hvad er det for mærkelige hånd- og kropsbevægelser, der laver foran gudestatuerne? Og hvordan kan det være, at religiøse templer, offersteder, husaltre, gudebilleder er overalt, og jeg mener overalt! Det er vildt fascinerende at gå rundt og lægge mærke til de utallige steder og måder, det guddommelige tilbedes på. Og jeg må indrømme, at jeg bliver ganske berørt af at se den hengivenhed, som inderne viser for deres guder. Her er et lille udpluk af det religiøse Indien, som er overalt!

En lilla og lyserød præstekjole...

Isak snakker meget om hans fars sorte kjole, altså præstekjolen. Sådan en har mor jo ikke og slutningen er draget - damer kan ikke være præster. Vi har fortalt, at bl.a. Agnete også er præst - men nej, det er for langt ude og forestil jer lige kolbøtterne i mit feministiske indre - starter det virkelig så tidligt med de strukturelle påvirkeninger? Han har foreslået, at Agnete har en lilla og lyserød præstekjole. Det er da et innovativt og farverigt forslag, som jeg på mange måder vil sætte pris på - tænk at få et lidt mere farverigt udtryk fra præster i den danske folkekirke.
Isak er stolt af sin fars sorte præstekjole og vi synger stadig "se min kjole, den er sort som...det er fordi, en præst han er min ven". Han er også stolt over, hans far har en stor kirke - så har han godt nok en lille borremaskine og en lille bil;-)
Her er præsten Isak på vej til gudstjeneste i kirken

Vores grønne hus - billede reportage

Enkelt, småt, basic...vi bor godt i vores gørnne hus.

Her er, hvad vi har brug for, men heller ikke mere. Vi synes selv, vi har et hyggeligt lille hus og tingene fungerer. Men kan da godt både se og mærke, der er langt fra den luksus et stort parcelhus giver. Vi bliver dagligt mindet om, at vores hverdag derhjemme faktisk er meget luksiøs med al den plads, en seng til hver mand, fine toiletter, varmt vand i hanerne, en bil i garagen, en lækker have og for ikke at tale om strøm døgnet rundt. Strømafbrydelserne er næsten det værste - det kan få os op om morgenen og kan give nervøre trækninger ved tanken om, vi ikke når at få kogt vand til kaffen;-)

Børnene stortrives

Rakel og Isak i en stjernestund

Vi ved, at flere er jer læsere gerne vil vide, hvordan børnene har det. De stortrives! De er glade og rolige og nyder de forskellige sammenhænge, vi er en del af.

Sproget blomstrer

”Du har godt nok en flot bluse” / ”Du har en stor kirke, Far” / ”Mor, du arbejder i boligforeningen” / ”Du har en dårlig mave, Mor” (hvilket kan åbenbart ikke helt ved, hvad betyder) / ”It’s my paraply” – ”It’s my bil” – ”It’s my hat” /”Så skal jeg løbe ned i (red: ad) bakken, må jeg ikke gå ud og løbe en lille tur?” / ”Vi skal finde paraplyen. Gerne have paraplyen med” (det regner i dag)

Vi finder mere og mere ud af, hvad Isak går rundt og tænker på i takt med, at sproget udvikler sig. Det bliver gradvist mere korrekt, der kommer flere og flere tillægsord om end de ikke alle bliver brugt i den helt rette sammenhæng og han er blevet god til at udtrykke hvad han vil. Og så kommer der alle de små sjove og søde vendinger, som vi desværre glemmer igen! Skal prøve at huske nogle til en anden gang.

”Jeg vil gerne hjem til vores grønne hus” - tryg og glad

Isak er blevet tryg – også ved inderne. Den første tid her, ville Isak ikke gå særlig langt selv, ville ikke snakke med så mange andre mennesker og ville slet ikke i fysisk kontakt med inderne. Vi har forsøgt at gøre tingene så rolige for ham og i hans tempo, skærmet ham fra for mange ”kind-niv” som er de små niv i kinderne, inderne ynder at give børn. Det har ikke været behageligt at skulle sige, at vi ikke vil have de gør noget, som de synes er meget naturligt, men som samtidig er meget grænseskridende for både os og Isak. Men det har været nødvendigt for at Isak kunne genvinde tilliden til, at man kan færdes roligt blandt andre mennesker. Nu går han gerne omkring – med os i den nære baggrund, der holder nærgående indere væk – og på Quo Vadis har han virkelig fundet sig til rette. Penita holder han meget af, snakker og leger med og så elsker han at løbe rundt, hvor enten vi, Benny eller watchmann kigger efter ham og sørger for, at han ikke går væk. ”Nu skal vi hen til Po Vadis (red: Quo Vadis)” lyder det af og til.

Han går rundt på opdagelse og undersøger hver en krog, hvor vi er. På Shanti – en rigtig hyggelig cafe, leger han med dubloklodser eller løber frem og tilbage og snakker med de andre gæster. På Dreamning Tree ynder han at sidde i en hængekøje for at læse eller gynge eller leger i de skønne rammer, der er der. Vi og nok især børnene er efterhånden godt kendt i dette lille miljø af vesterlændinge. Hjemme i vores grønne hus leger han med sit legetøj, med os og Rakel, men ind imellem lukker han døren til køkkenet og så må vi ikke komme ind. Han sidder i en stor stol, ordner ting på hylderne eller læser i en bog. Det er et lille helle. Han har taget vores nye hverdag til sig. Vi er begyndt at gå ture med ham på skift om formiddagen, når Rakel sover. Det elsker han - at komme ud på opdagelse med en af os. Vi elsker det også.

På Quo Vadis er der kommet en amerikansk kvinde med en jævnaldrende dreng. De drenge har både godt af og brug for hinandens selskab. De skulle lige finde hinanden, men vha. gensidig beundring af den andens biler, vil de gerne være sammen. I næste uge starter moren, Jill, yogaundervisning og vi regner med at lave en lille legestue på skift samtidig, da vi er flere her med småbørn, der gerne vil lave yoga. Og ja – os med småbørn bruger hinanden en del til erfaringsudveksling om blekøb, mad til småbørn, kontakt med indere og meget mere. Det er dejligt. Lica, som nogle af jer kender, har en skøn lille dreng nogle måneder ældre end Rakel. Og de bor meget tæt på os. Det er dejligt.  

Rakel vil helst opleve noget…

Rakel kommer længere og længere omkring på egen hånd. Hun rækker ud efter alt og kan nå det mest utrolige. Når hun ligger på gulvet er hun pludselig i det andet hjørne af legetæppet end før vi kiggede til hende. Hun siger små lyde, råber nærmest når der er noget, hun vil have – primært mad – og har ofte et smilende ansigt. Hun har bøvlet lidt med tynd mave, men har ellers haft det rigtig fint. De gange, vi tog tilløb til at gøre noget og overvejede at kontakte lægen, som ville føre til antibiotikakur, en alternativ behandler eller skrive hjem til sundhedsplejersken, har hendes mave artet sig igen. Nu virker det til, at maven er ved at vænne sig til bakterierne. Hele vejen igennem har hun smilet, udviklet sig og haft det godt – det vi har lært, man primært skal kigge på ved små børn. Penita er vores faste indiske holdepunkt her. Vi vender stort som småt med hende og også Rakels kost. Hendes ”Aunti” har også været inde omkring kostrådgivningen. Og ja – nu tror vi, vi har fundet frem til den rette kost. Rakel holder stadig meget af at være i Penitas favn og vil også gerne gå rundt med Johnny (JP og Penitas søn), Petersen (en ansat på QV) eller andre. Hun er temmelig åben for at komme omkring til andre, og vil helst ud og kigge på vejen, hvor der sker ting og sager. I går var jeg inde med hende mens Lars og Isak var ude. Hun kiggede igen og igen ud på vejen, hvorfor der naturligvis kom en del larm. Dog vil hun gerne hen til mig, når trætheden eller sulten melder sig. Men så er man heller ikke i tvivl.

Hun sidder efterhånden også ret stabilt – ind imellem ligner nu en tumling – de dukker, der er tunge i numsen og hele tiden vælter tilbage på det tunge punkt. Hendes buttede kinder gør, at flere siger, hun har en tvilling her i området – en 4 måneder ældre dreng, Sammy, som også er godt i stand og som faktisk ligner Rakel. Sammy har ret søde forældre. I går spiste vi aftensmad sammen med dem på Quo Vadis.

At børnene trives betyder selvfølgelig alverden for os voksne. Så kan vi slappe af, nyde deres smil og glæde os over at være på eventyr sammen!

Vi er på besøg hos Anna og Anamalai på Lebanon - Rakel har sin plads hos Anna, når vi er sammen med hende;-)

Isak har fundet spændende legetøj - og nej, vi er ikke på frilandsmuseet men på et velfungerende væveri!

Hygge under powercut (strømafbrydelse)

 Ture i en auto er et af højdepunkterne. Her ved "vinduet", som Isak siger, kan man følge godt med i livet på gaden, synge sange og nyde livet.

 Dreaming Tree - en ny og super lækker cafe med tysk styring, renlighed og sundhed - deres juice og lassis er en tand for sunde for os. Der skal jo helst være en del sukker i tingene, når man er i Indien. Men styringen og renligheden er meget lækkert som en afveksling.

Vi er i live

Tiden går, og den går stærkt, når der er så meget at forholde sig til: myg, varme, fugt, et hus at holde, kaotisk trafik, bilhorn der får ørerne til at synge, snavs, huller i vejene, strømafbrydelser, insekter, indere der vil røre ved børnene også selvom vi siger nej, et hus vi skal finde os til rette i - og en hverdag, der er meget anderledes end når man er turist på egen hånd. Ja, vi skulle lige vænne os til det. Men nu er vi faldet til, og har det rigtig godt. Vi har fundet steder, hvor Isak kan løbe rundt, en cafe, hvor man sidder på gulvet og der bliver stillet en kurv med duplo-klodser frem, når vi kommer samt en masse andre åndehuller.

Her er vi
Vi er kommet til Tiruvannamalai. En by med omkring 200.000 indbyggere ved foden af et stort bjerg, som mange her, betragter som helligt. Jeg har lige spist forkost med en portugisisk fyr. Jeg spurgte, om han kom ved en bestemt guru her i byen, hvortil han svarede "bjerget er min guru". Det er sådan mange vesterlændinge har det - og til dels også nogle indere. Når der er fuldmåne, går mange mange hundredetusinde mennesker rundt om bjerget. Vi gik en lille del af den 14 km lange tur i sidste uge, hvor alle (ud over folk fra Vesten) går med bare tæer i rask tempo, standser ved små templer, tænder et lys, hopper rundt om sig selv eller hvad de nu har af religiøs praksis. Det er ekstremt stemningsfuldt og intenst. Pludselig kommer der en høj mekanisk stemme ud af en utrolig dårlig højtaler og fortæller noget om Krishna. Det er Hare Krishna-folk på missionsarbejde. Så kommer der en lang kø og jeg kigger straks efter en helligdom, men nej, her får mange af pilgrimmene mad fra en meget lille bod, som jeg ikke kan forstå, kan brødføde så mange mennesker. Så sidder der en række hellige mænd i laksefarvet outfit og spiller musik...det hele foregår i rask tempo og med høj puls. Fascinerende og på mange måder meget uforståeligt.

Ankomst og søde mennesker 
Vi er kommet til Quo Vadis, et kristent dialogcenter, som vi gennem IKON har samarbejdet med i flere år. Danmission og den lokale lutherske kirke har startet stedet og siden har Vestens Unge taget vejen forbi i kortere eller længere tid. Det sted skal I nok komme til at høre meget mere om. Det er helt fantastisk. Dels er her en masse søde mennesker, som har givet os en rigtig god velkomst, dels har den en super god cafe, der med sin gode mad og hyggelige atmosfære tiltrækker mange spændende vesterlændinge, som gerne vil snakke om spiritualitet. Vi bor 50 meter fra Quo Vadis, spiser vores frokost og aftensmad der og skal på sigt forhåbentlig lave nogle små projekter sammen med dem. Og så hjælper der os med stort som småt. Penita (JPs kone, hvis der siger jer noget) sidder og har det store overblik i cafeen og nok også på selve centret. Hun giver råd om mad til Rakel, har fundet en der kan vaske vores tøj samt alle de andre ting. Anne og Nicolaj har nok gjort vores ankomst meget mindre besværlig. De hentede os i lufthavnen, har sørget for rengøringsmidler til huset og kom første dag med nybagt brød, en stempelkande og nymalet rigtig god kaffe. Og os, der regnede med vi skulle på kaffe-afvænning. Vores nye børnevenlige stamcafe, Shanti, laver en rigtig god cafe latte. Ja - vi har det godt og er ikke mindst i gode hænder.

Børnenes verden
De har begge skulle vænne sig til de nye bakterier, men har ikke været rigtig syge nogle af dem. Rakel skulle vænne sig til varmen, men har det fint nu i hendes tynde bomuldskjoler. Isak har dog ligesom os voksne har lidt svære ved at falde til. Han er helt sikkert også påvirket af at vi, skulle finde en rytme og at vi som voksne blev mere afslappede med det hele. Nu  har vi fundet ud af, hvor vi skal være hvornår (i meget store træk) og har fået købt de ekstra ting, der gør hverdagen nemmere, som en ekstra madras og en kande til vand. Isak har taget vores nye hjem til sig - det er vores grønne hus, der er malet i en meget skrigende mintgrøn. Jer, der har været i Indien kan nok levende forestille jer farven. Vi er næsten kommet til at holde af den;-) Vi er på toppen igen, hvilket man ikke ligefrem kunne sige vi var sidste fredag. Der havde vi været her i knap en uge, syntes ikke rigtigt, vi havde udrettet noget og var slet ikke faldet til. Vi snakkede om, hvordan vi kunne lave rytmer, kunne splitte os op og meget andet indtil vi pludselig tog en spontan beslutning og bestilte plads på Ideal Beach Resort - en skøn og luksuiøst sted 3 timer herfra med strand, pool og plads samt ingen myg;-) Vi trængte til afslapning alle mand efter 4 uger på farten og det fik vi. Isak legede i poolen en stor del af dagen, vi spiste som konger og fik energien tilbage. Med denne energi
og erfaringerne fra den første uge kom vi tilbage og fandt vores gode "hverdag".

Et andet åndehul vi har, er hjemme hos Anna og Nicolaj og deres skønne drenge Anker og Eske. Isak elsker at være omkring de "store drenge" og alt deres legetøj og vi andre nyder at slappe af, reflektere og lufte ideer. De er også behjælpelige med alverdens fif til det gode liv i Tiru - som køb af en ventilator med batteri, så timerne med power-cut bliver mindre ulidelige (den virker dog ikke for tiden), samt køb af lækkert stof til tøj og meget andet. Så selvom vores liv her er meget mere simpelt, så er det stadig godt;-)

Rakel charmer sig frem. Hun virker utrolig nysgerrig og stikker stadig i et stort smil, når hun ser nye mennesker. Hun har fundet sin plads på Penitas skød, når vi andre spiser og der får hun al den kærlighed og opmærksomhed, som hun kan ønske. Hun har jo været lidt tung i det, men er efterhånden ved at komme langt rundt og får fat i al Isaks legetøj. Kinderne er på retur, så hun er blevet lidt kønnere og får så utrolig mange komplimenter, at vi jo også nærmest tror, hun er en stor skønhed;-) Mange synes hun ligner en dukke, men vi ved jo godt, det i høj grad handler om, at mange dukker har lys hud og er buttede. Men hun er uden tvivl dejlig og vi nyder hende hver dag.
Isak er en tænksom lille fyr. I takt med hans sprog bliver bedre, virker det mere og mere som om, han tænker meget. Han konkluderer meget på ting -"Nu er jeg glad - Mor, du er også glad?!" "Fanen (lofts-ventilatoren) gør ikke noget, den sidder fast" - ja, den fane arbejder han stadig i, men med aftagende intensitet. Han har også brug for sit eget rum ind imellem, og det har været en udfordring hernede, da vi bor meget småt og udendørs-areaelerne ikke er så ideelle at løbe rundt på. Templet inde i byen og ashramen her i området er nogle af de gode steder at bruge energi for ham. Så vi forsøger at komme dertil dagligt. Det passer også fint med vores ønsker. Så er vi i gang med at indrette soveværelse, stue og køkken sådan, at der er små lege-rum flere steder. Det er godt for vores kreativitet og vane med at have fantastiske rammer i et parcelhus og et samfund med overflod af luksus. Jeg skrev før, at vi i weekenden fik luksus på Ideal Besch Resort. I virkeligheden tror jeg ikke stedet er meget anderledes end et godt charter-rejsemål, men hernede virker det som total luksus, fordi hverdagen ikke er fuld af så mange bekvemmeligheder, som derhjemme. Summa sumarum så har Isak det godt. En af de ting han virkelig nyder er at køre i auto-rikshaw. Han synes, vi kører så stærkt, kan overskue det og det virker ikke farligt for ham. Det er et meget børnevenligt køretøj. Motorcykel derimod skal han ikke nyde noget af omend han har en stor fascination af motorcykler - men åbenbart på afstand og måske i små størrelser;-) For tiden synger vi meget "Se min kjole, den er sort som kullet. Det er fordi en præst han er  min ven." Rasmus Klump er stadig en tro følgesvend, men nu har vi heldigvis lånt nogle pixibøger af Anker. Når Isak vågner, siger han straks noget om Skæg, Klump, Pingu eller Per.