Kulturchok, træthed eller influenza?

Kulturchok, træthed eller influenza?

Vi har, når vi selv skal sige det, været fremragende turister. Vi har set flere templer, gamle kvarterer og alt muligt andet spændende. Det er utroligt dejligt at være her og få en masse nye input, som for os voksne ikke er så fremmed endda. Lars føler sig temmelig godt hjemme hernede og jeg har trods alt været i Indien flere gange, så vi kan bare nyde det. Det nepalesiske folk er charmerende – så rolige, venlige og har en god fornemmelse af vesterlændinges grænsesfære. De er med andre ord ikke så nærgående. Jeg bliver ved med at tænke på de mange positive beretninger jeg har hørt om Nepal og nepalesere fra Lars og Vestens Unges-klanen. Tak for så mange sandfærdige beretninger;-)

Rytmer skaber ro, men…

Efter inspiration fra Isaks liv i steiner-vuggestue og nok også vores egne behov, har vi lavet så rytmiske dage som muligt. Vi står op, spiser morgenmad, tager en taxa til et nyt sted alt imens Rakel får den første lur, går rundt og nyder nye steder, kører hjem, børnene sover (hvis de ikke fik en for lang lur i taxaen), vi leger i haven eller går en tur ud i det larmende gadeliv, hvis vi har overskud og så tilbage til vores faste base på International Guest House, som Isak nu kalder ”hjem”. Hygiejnen er også en del af rutinerne;-) Så den står på håndvask med grøn sæbe, der til Isaks store morskab kan smutte mellem fingrene, når vi kommer ind på vores værelse.

På trods af rytmer meldte irritationen sig efter 10 travle dage i Kathmandu, hvor det bare er gået derudad. Rakel virkede dog til bare at nyde det hele, så længe hun får selskab, mad og søvn. Vi andre var nok ved at blive trætte. Isak begyndte at snakke om vuggestuen, ville gerne hjem i vores egen have og appetitten dalede. En skyldfølelse over at hive vores søn ud af en god hverdag tyngede mig. Hvorfor gør vi egentlig det her? Og er det godt for børnene? Det gør ondt, når jeg ser, at vores beslutninger gør ondt på børnene. Efterrationaliseringen af denne skyldfølelse bekræftede mig dog i, at det trods alt giver mening. Derhjemme træffer vi også beslutninger, som ikke altid umiddelbart er til børnenes bedste – vi arbejder mange timer om dagen, vi laver frivilligt arbejde med en masse møder mm. Her har vi en masse skøn tid med ungerne. Men vi gearede ned – tog nogle rolige dage med afslapning, leg, bøger, Rasmus Klump og og ingen vilde besøg, vi snakkede med alle bedsteforældrene og fandt noget pasta og havregryn. Det hjalp;-) Det er nok ikke mærkeligt, hvis Isak reagerer på de mange nye indtryk – det er vel en form for kulturchok blev vi enige om. Fair nok.

Fly, luksus og vifter

Ny destination nærmede sig. Vi sidder nu i Pokara – en ½ times flyvetur fra Kathmandu meget tæt på Himalaya-bjergene. Flyveturen var lidt hårrejsende, synes jeg. Lars og børnene bemærkede ikke det store, men da jeg fra cockpittet kunne høre først to alarmer og derefter en mekanisk stemme der sagde ”500 meter, errace errace” og derefter så stewardessen bede en bøn, blev jeg lidt bekymret;-) Desuden startede vi hele flyveturen med at indervinduet ved Lars’ sæde faldt ud. Men alt gik da heldigvis godt. Muligvis er de lyde helt normale, det er bare sjældent at sidde i et lille fly med udsyn til piloten og vinduet er blot en skønhedsting i disse højder. Jeg tænkte imidlertid en del på en lignende flyvetur i Australien med min familie for nogle år siden, hvor noget inde i flyet var tapet sammen med gaffatape og flere i min familie ikke var helt stolte ved situationen.

Vi har måske alle småsrkæntet lidt de sidste døgn. Lars og jeg med lidt hovedpine, Isak måske også med lidt influ-agtigt og Rakel med tænder på vej. Vi besluttede at bruge flere penge på lidt mere luksus, så vi sidder nu på en dejlig terrasse tæt på søen i Pokara, med en rutsjebane i haven og meget rene værelser. Det trænger vi til. Vi laver ikke andet end at slappe af. Vi skulle have været i bjergene i dag, men det skrinlagde vi hurtigt og godt for det. Det er lidt lunere her, så t-shirts og shorts er fundet frem igen og børnenes uldtøj pakket væk. Det betyder også, at alle hotelværelser har en vifte i loftet og sådan nogle er Isak åbenbart panisk bange for. Der er en lignende vifte eller propel i et Rasmus-klumpafsnit, hvor nogle grise skærer brød på en propel. Måske er det der angsten kommer fra eller måske er det et andet sted. Hans angst minder meget om de mange hårde læge- og sygehusbesøg, hvor han ikke har villet gå ind over dørtrinnet. Han ville i går ikke være på hotelværelset, ville bare udenfor. Da vi fik ham overtalt med Rasmus Klump, hvor han sad vendt mod væggen, glemte han det i et kort øjeblik. Men når han fik øje på viften i hans ellers meget smalle synsfelt, lukkede han øjnene på en så særegen måde, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om det var de første tegn på en ny hjernesvulst. Det så virkelig vanvittigt ud. Men det var heldigvis ”bare” angst. Natten blev heller ikke så rolig. Det var ligesom han lå og holdt vagt – skulede til viften ind imellem og havde svært ved at sove. Åh ha – det var næste ikke til at bære. Han gik med bøjet hoved, når han skulle gå og ville helst have os alle ud på gangen eller balkonen. Jeg trøstede mig ved, at han i dag ikke længere er så bange for lægebesøg, så vifter kunne han måske også vænne sig til. Ellers er Indien et temmelig besværligt land at være i med vifter i snart talt alle rum. Ganske rigtigt. Han er en sej og lærenem lille gut. I løbet af formiddagen i dag gik han selv ind på værelset fra balkoen for at lege og nu ligger han og sover tungt inde på værelset;-) Han konstatere inden vi træder indenfor at ”Den er slet ikke farlig, der sker ingenting. Den hænger fast. Den er ikke tændt.” Det bliver gentaget nogle gange og til sidst må han føle sig overbevist

.  

Vores børn er easy-going!

Vi har været heldige med dem. De er de dejligste unger. Rakel sover som en sten hele natten med undtagelse er enkelte spisepauser og om dagen tilpasser hun sig bare vores andres planer. Hun sidder godt i bæreselen og virker ganske tryg med hendes lidt laid-back udtryk og mange smil. Hun er en glad lille størrelse, der smiler til verden. Bedst er det, når mor er indenfor rækkevidde. Hun er en lille ”pil-finger”. Hun kan nå mange ting, der ligger i nærheden og vil selvfølgelig hellere lege med kuglepenne, vandflasker, vådservietter end det fine legetøj. Sådan er det nok bare at have et rask barn på 6 måneder. Men det er altså meget nyt for os. Sådan en tid med så megen energi havde vi ikke med Isak, da han var i den alder. Da Isak var 6 måneder var han lige kommet igennem den anden operation i hjernen om end en meget lille en, fik stadig en voldsom stor dosis epilepsimedicin og havde fået to stærke kemo-behandlinger. Så no wonder han ikke havde den nysgerrighed og energi. Jeg tænker tit på, hvor meget hans sygdom dengang har præget hans personlighed. Noget vi aldrig vil finde ud af og som egentlig også er ligegyldigt, for han er godt nok blevet en dejlig dreng. Men det gør ondt at tænke på de mange ting, han ikke fik mulighed for. Men men men…han og vi fik livet! Hvad mere kan man ønske sig? Noget der med sikkerhed har præget ham er den store hjerneoperation, hvor de fjernede svulsten og måtte skære nerven over til hans synsfelt i højre side.  I foråret fandt vi ud af, at hele synsfeltet i den side manglede, men vi havde alle der omgås ham i hverdagen svært ved at forstå, det var så galt. Vi kunne dog godt se det derhjemme, når vi vidste det og det fyldte meget for os i foråret at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe ham med et så lille synsfelt. Men hverdagen gik godt og med tiden bemærkede vi det sjældent, da han ikke så så meget. Kun når han var meget træt. Nu er vi jo selvsagt i helt nye rammer og det er igen tydeligt, at han ikke ser særlig godt. Vi har i Kathmandu set utallige fly på himlen, som han har svært ved at finde ligesom alle mulige andre ting, han ikke kan se. Hans gode hukommelse kommer ham heldigvis til undsætning. Det er svært at forestille sig, hvordan det må være, men i foråret da vi prøvede nogle simulerings-briller, blev vi alle chokeret over, hvor lidt han kan se. Men han lever jo godt med det – så det er blot vores forventninger til, hvad man kan se, der skal justeres.

Hvad vil vi med denne blog?

Jeg har tænkt lidt over det de sidste dage. Første tænkte jeg, det var fint at kunne uploade billeder og skrive lidt om dette og hint til alle jer derhjemme. Det er bestemt en god grund til at lave en blog. Men en endnu bedre grund er, at vi kan reflektere over tilværelsen med børnene og gemme vores betragtninger og tanker om dem til de bliver ældre. Måske de gerne vil læse det engang. Det er i hvert fald blevet min nye motivation for at skrive. Desuden synes jeg det er skønt bare at kunne skrive;-)