Snetoppene tittede op over skyerne

Så kom den glædelige overraskelse. Vi så snebjergene! Endnu en ting, som Lars har snakket utrolig meget om – Himalayas snebjerge, som man kan se fra Kathmandu-dalen (bare ikke så godt på denne årstid). Vi fulgte en gammel drøm af Lars’ og bestilte en overnatning på et lille resort oppe på et bjerge, som Lars sammen med de andre kostskolelever har besteget utallige gange. Det levede totalt op til vores høje forventninger, som jeg dog havde fået sat helt i bund efter skuffelsen med kostskolen. Jeg regnede hverken med snebjerge, vandretur eller luksus. Men vi fik det hele og det var så fedt.

Roen og den rene luft var forjættende, snebjergene dybt imponerende og vandreturene skønne. Det var ikke lige sådan et bjerg, jeg havde forestillet mig, Lars og de andre børn gik op af for mange år siden. Det er så godt at få sat en mere korrekt kulisse, når hans opvækst nu er så fremmedartet, som den er for en fynbo med rødderne dybt plantet i et lokalsamfund med alle bedsteforældre indenfor få kilometer og min bedste veninde, hvis farmor var min bedstemors veninde og hvis fætter er min brors ven. Det er langt væk fra ugentlige vandreture i bjerge tæt på Himalaya med 40 andre børn.

På trods af vores ualmindelige dårlige form og børn på ryg og mave nåede vi op på toppen af et bjerg. Det er da for fedt. Vi nåede ”kaffe-toppen” men ikke ”to-træ-toppen”, som er navne jeg altid har troet var nepalesiske men viser sig at være kostskolebørnenes navne – på kaffe-toppen holdt de altid kaffepause og på to-træ-toppen var der to træer. Sådan kan man blive klogere;-)

Vi nyder den skønne udsigt til bjergene efter den første vandretur

Isak og Rakel

Isak nød også naturen. Han legede i en bambushæk og gik lidt på opdagelse i skovbunden på hans egen nysgerrige og forsigtige facon, hvor han lige skal have ”en hånd”, hvis det virker for farligt. Han slynger om sig med nye ord hver dag og har fået både Kathmandu, ”Namaste” og  ”this is my hat” i sit ordforråd. Han charmer overalt og er imponerende nem at have med rundt. Vi leger en stor del af dagen – i disse dage er det med bivoks, han har fået som en lille rejse-gave fra vuggestuen. Vi laver elefanter, krokodiller, biler og andre ting. Det er nærmest helt buddhistisk legetøj, for når bivoksen bliver varm, bliver det blødt og mister formen ligesom buddhisternes smukke mandalaer af sand, som også forsvinder med tiden. Men det tænker Isak selvfølgelig ikke over;-) Og så synger vi mange gange om dagen. Når vi går ture og kører taxa, synger Isak for det meste, så der var ikke meget stilhed med ham på ryggen, da vi vandrede op ad bjerget. Det er så fantastisk at have al den tid med børnene. Og intet opvaks, tøjvask eller rengøring men tid og tid og tid til at være sammen.

Rakel tiltrækker i høj grad også opmærksomhed. Hun har selvfølgelig ikke så mange sjove påfund som Isak, men bliver alligevel sjovere for hver dag. Hendes kinder vidner selvfølgelig om en stor appetit – og hun vil gerne smage alt det, vi andre spiser. Så hun kan være noget af et hyr at sidde til bords med, hvis hun ikke lige kan få noget af maden. Ris er hun imidlertid ikke begejstret for, så det er ret upraktisk. Hun er ellers utrolig nem. Men har fået et noget voldsomt protest-skrig, som nærmest lyder som om, hun er ved at gå til og når hun så får det, hun gerne vil have, forsvinder gråden med et. Vi blev noget forskrækkede de første gange, men er ved at vænne os til, det ikke er helt så alvorligt, som det lyder - udfordringen er blot at finde ud af, hvad hun vil, men enten er hun træt ellers vil hun ikke sove;-) Og ind imellem vil hun bare have sin mor.

Kan man lege med en tigger?

Efterhånden kan vi mærke, at Isak virkelig savner legekammerater. I sommer, da han ikke var i vuggestue i 6 uger og vi ikke mødte mange børn i den tid, var det intet problem. Men han er blevet ældre og har åbenbart fået et større behov for jævnaldrende eller i det mindste børn. Vi har nogle gange mødt børn på tempelpladserne og nogle af dem har været tiggere eller er vant til at få ting fra vesterlændinge. Så disse møder danner ikke grundlag for gode legerelationer. Isak forstod ikke deres lidt aggressive attitude og forstod slet ikke den ene gang, da vi blev nød til at holde nogle børn væk, da de blev for lang-fingerede. Det er virkelig et alvorligt dilemma. Siden har vi prøvet at undgå, at han kom i kontakt med disse børn – men hvor føles det ubehageligt, at vi ikke vil have han leger med nogle børn, selvom jeg godt ved, at de ikke er på jagt efter leg men penge. Vi glæder os så meget til at komme til Tiruvanamalai, hvor vi kan finde nogle børn, Isak kan lege med.  

Vi opdrager et individ

Vi har flere gange reflekteret over børneopdragelse sammen med Priya de sidste par år. Vi har snakket om den store forskel der er på at opdrage et individ eller et barn, der skal indgå i en kollektiv kultur. Vi opdrager individer i Danmark, som selvfølgelig skal agerer i fællesskaber, men ikke have den samme kollektive bevidsthed/familiestruktur som i eksempelvis Indien. Vi lærer vores børn at træffe valg og nogle gange også for store valg – og vi lærer dem at sige fra i fællesskaber. Det gør man ikke på samme måde i Indien eller for den sags skyld Nepal. Og det er bare så tydeligt, når vi har Isak med rundt i Kathmandu. Han opfører sig virkelig pænt langt det meste af tiden, men ind imellem bliver han irritabel, vil en anden vej, vil have slik eller vil ikke noget. De fleste kender nok de trælse situationer fra supermarkedet med en skrigende unge. Sådanne situationer oplever vi også her – men på tempelpladser og i små butikker. I Danmark får man overbærende eller ligefrem forstående blikke – her møder vi måbende blikke. Det virker til, at nepaleserne virkelig undrer sig. Tænk at en lille dreng kan lave så meget ballade! Jeg har endnu kun set en dreng til et meget velhavende indisk par lave samme små ”anfald”. De nepalesiske børn gør det ikke – eller i hvert fald ikke der, hvor vi har været. Når deres børn er så disciplinerede, som de tilsyneladende er, og ikke får lov til bare at overveje, hvad de godt kunne tænke sig - har de så noget der hedder trods-/selvstændighedsalderen? Har de ikke børn på knap 3 år, der er ved at finde ud af, de har deres egen vilje og som ofte søger forældrenes grænser? Jeg gad virkelig godt vide det…men hvis man ikke opdrager sit barn til at blive et individ, men nærmere til at indgå i en kollektiv struktur, så har de måske heller ikke brug for samme periode? Nå – men vi er i hvert fald glad for de mange gode råd vi har fået fra både familie, venner og vuggestuen – råd til, hvordan vi undgår de helt store konflikter, for de virker langt hen ad vejen;-)