Gud er altid større

Hver måned under fuldmåne vandrer ½ million hinduer de 14 kilometer rundt om det hellige bjerg, Arunachala. Endelig fik jeg muligheden for at være med til denne religiøse folkefest.

Jeg tager afsted uden kamera. Denne gang vil jeg være deltager, ikke så meget beskuer, selvom jeg aldrig helt bliver en del af det. Jeg træder ind i floden af mennesker, omkring ½ million pilgrimme, på en 14 km. lang strækning rundt om det hellige bjerg, Arunachala. Det er blevet aften, fuldmånen lyser op, og bjerget er det stabile centrum hele vejen rundt. Jeg følger strømmen, ind i mellem går jeg stærkere, ind i mellem langsommere. Ind i mellem krydser jeg ind til siden for at gå ind i et tempel, eller tage mig en pause med en kop chai. Til at begynde med er jeg nærmest helt elektrisk. Jeg har ikke haft fri til bare at være mig selv i tre måneder, og det er skønt at kunne gå i mit eget tempo ud fra mine egne indskydelser. Atmosfæren er så intens. Der sker så meget omkring mig hele tiden, og jeg vil se det hele, prøve at mærke, hvad der sker på denne særlige dag.

Tiggere, hellige mænd og religiøst kitsch

Der er mennesker med halve lemmer, der ligger midt på gaden og skriger efter hjælp, tusinder af hellige mænd som tigger efter penge, folk der snakker mens de går, folk der nærmest halter igennem vandringen, folk der går med deres børn på armen – ofte grædende, højttalere der larmer med lovende budskaber om helse, mad og frelse. En hel masse bevægelse og larm, og samtidig en stærk følelse af ro.

Hundreder af offersteder og templer ligger langs vejen, hvor man stopper op og hilser på guden, nogle steder går man ind i det allerhelligste og ofrer. Nogle steder er det brahmin-præster, der står ved guddommen og forestår velsignelsen af de forbipasserende mængder, andre steder er det hellige mænd med langt hår og vilde udtryk, der tydeligt viser, at de ikke er af denne verden.

Tusinder af boder med drikke, mad, snack, offerlys, lamper, blomster, helseprodukter, smykker, religiøst kitsch møder dig på din vej. Der er håndlæsere og astrologer på fortovene ved små levende lys, guruer der udgyder deres visdom, hellige mænd der giver deres velsignelse, brahminpræster som foretager tempelceremonier. Og så alle os, der vandrer på vejen.

Tre steder undervejs var der områder, hvor man byggede små huler af sten, tændte lys inde i de små huler og så satte sig og mediterede foran dem. Det var så smukt og mindede mig om en stjernehimmel. Et af stederne så jeg en kvinde sidde på knæ ved Nandi, koen som står foran alle shiva-helligedomme. Hun holdt den ene hånd for dens ene øre, mens hun indtrængende hviskede ind i det andet. Hun sad der længe, og jeg tænkte over, hvilke hemmeligheder hun mon betroede eller hvilke ønske hun bad om. Under hele vandringen var der den ene efter den anden af sådanne små glimt ind i hinduernes religiøsitet.

Er jeg havnet i Middelalderen?

Jeg spørger mig selv, om jeg mon er havnet i Middelalderen. Var det sådan noget, Luther gjorde op med? ”Når mønten i kisten klinger, sjælen ud af skærsilden springer”. Sådanne budskaber er der mange af denne aften. Der er en intens fromhed, som er dybt bevægende. Men det er også lidt af et kræmmermarked, hvor alt koster penge. Jeg tænker, at det var godt at vi fik gjort op med det, men hvad mon vi har smidt ud med badevandet? Al den ydre fromhed, jeg ser denne aften er åben for mange ting, både godt og skidt. Men det som slår mig, er at den er åben for, at jeg bare kan gå ind i den, uden af den grund at føle mig som en hindu. Det er bevægelser, som jeg umiddelbart kan forbinde med noget, uden at forstå deres sprog eller kende betydningen af deres guder. Den folkelige religiøsitet er folkelig, fordi den taler til noget dybt alment menneskeligt. Det er bevægelser, som handler om hengivelse, at give sig over til den kraft, der er større end en selv og som fører en ind i hjertet af ens eget selv.

Jeg tænker, at den folkelige religiøsitet, jeg møder her, åbner mig for at ser, hvordan Gud er allestedsnærværende. At livet er et mysterium. At man ikke kan tænke sig til alt, men nogle gange bare skal gøre det, skal hengive sig. Vi har i den lutherske tradition gjort op med meget af den ydre fromhed, fordi den også kan være forbundet med overtro og religiøs underkastelse, og vi har samtidig gjort op med den magt, som kirken engang havde over menneskers liv, men vi har måske også gjort kål på noget stort og mystisk, vores adgang til det transcendente? For inderne virker det meget naturligt. Det guddommelige er overalt, i træer, planter, dyr, sten, osv. De bliver inddraget i ritualerne fra de er helt små. De ved, hvad de skal gøre på den 14 km. lange vandring. Der er ingen tøven, ingen forlegenhed.

Vesterlændinge med indre processer

Undervejs stødte jeg på en del vesterlændinge. De er så nemme at få øje på. For ud over højden og hudfarven, så var der også tydelig, at de går og føler, tænker og grubler. Et undrende smil. Et saligt smil. Et funderende udtryk. Et overraskende udtryk.  De er i proces med deres store indre personlige jeg. Inderne de går bare afsted. Det er meget konkret for dem. Ikke noget med indre processer. Man søger Gud om konkret hjælp. Gad vide, hvordan jeg selv så ud midt i det hele?

Af med sandalerne

Jeg fik lyst til at smide sandalerne, sådan som alle inderne gør det. De går jo på hellig grund og signalerer det ved at gå uden sko  – og jeg gjorde det et stykke af vejen, så længe mine stakkels fodsåler kunne tåle det. Det gav på en måde kontakt. Dels gjorde jeg som alle andre. Dels var der fysisk kontakt med underlaget, så man på en måde blev sårbar. Endnu et konkret ritual med stor symbolsk betydning, fordi man kan mærke det på sin egen krop.

Jeg fik lyst til at gå ind i templerne og gøre de samme bevægelser som dem. Tænde lys, tage lyset ind i ansigtet. Hilse på guden. Det var underordnet, hvilken gud det var. Jeg har alligevel ikke noget forhold til dem – ud over, at jeg fascineret af deres æstetik. Men bare den hengivelse, som inderne viste, smittede af. Jeg kunne fint være en del af det – og alligevel ville det aldrig helt blive mig. Men det var meget inklusivt, fordi bevægelserne i sig selv sagde mere end min forstand vil kunne sige. Jeg var på vandring. Jeg gav mig over. Lod mine fødder føre mig.

Efterhånden blev jeg tempel-træt, træt af ydre indtryk. Gik bare i min egen verden, stille og roligt. Trætheden satte ind. De sidste kilometer var hårde. Nu skulle jeg bare nå frem. Udmattet og måske lidt speedet over alle de mange indtryk kunne jeg sætte mig på verandaen derhjemme og tage et fodbad – klokken var blevet halv et om natten. Det havde taget 3½ time. Hvilket cirkus! Sikke en oplevelse. Et indblik i en meget anderledes verden, som jeg næppe helt kan sætte mig ind i, men som jeg alligevel på min egen måde kunne være en del af. Hvor var jeg glad for at jeg kom afsted.

En opdatering fra Tiru;-)

Stilheden har sænket sig over VDS-Bungalow. Børnene sover, mine forældre rejste i går hjem efter 3 skønne uger og de to tamilske familier på compounden er taget til Pongal-fejring hos deres familier i landsbyerne omkring Tiru. Udenfor på vejene er der pyntet op med flotte og farverige kolams og folk færdes på gaderne i deres flotte festtøj. På et hotel tæt på Quo Vadis ligger den 4 danskere og sover ud efter en længere rejse herned. Det er den lille Pilgrimsrejse, som vi er med til at stå for sammen med Agnete, Ele og Steen. Vi skal mødes med dem lidt senere, når de alle vågner.

Den sidste uge begyndte jeg at glæde mig til at komme hjem. Mine forældre pakkede deres ting og nogle af alle vores ting, som de tog med. Vi har haft mange gode oplevelser med dem, nydt deres selskab og set Indien igennem deres øjne – og det var faktisk lidt overraskende. Jeg havde helt ærligt helt glemt hvor primitivt et liv vi fører os her, hvor meget der larmer, hvor meget skidt der er på gaderne – og så også alle de små finurlige og livgivende indtryk, når man kører rundt i auto og kigger ud eller er på besøg hos gode venner. Indien er frustrerende og fascinerende. Jeg ved det, men glemmer det åbenbart ind imellem. Det har også være helt fantastisk at være sammen som familie – ungerne nød selskab, leg og nærvær; vi blev alle udfordret, som man jo gør her i Indien og kunne på skift hjælpe hinanden. Og så tog vi såmen alle en tur til Homøopat – mest bare for at prøve det og det fik vi både gode snakke og en masse sjov ud af. Vi oplevelede en masse andet. Der kommer nok en billede reportage på et tidspunkt.

Nu sidder jeg så her i VDS (som dette hus kaldes) og er både spændt og lidt sørgmodig. Tiruvannamalai, livet her og ikke mindst vores nye venner er blevet en del af os. Det bliver svært at forlade de venskaber og dette spændende liv. Det bliver nok svært helt at sætte ord på, hvad denne orlov har gjort ved os alle – men jeg kan helt klart fornemme, at tiden har sat store aftryk også større end jeg havde forventet. På en mærkelig måde havde jeg ikke forventet at få en ny oplevelse for livet her, da jeg jo allerede har været her før. Men der er både sket meget med mig og omgivelserne siden dengang, så set i bakspejlet, kan jeg jo godt forstå, det er en oplevelse vi sent vil glemme. Én ting jeg håbede på var, at vi med dette ophold kunne sætte et endeligt punktum for Isaks sygdom og vores forløb i den sammenhæng. Det er jeg ret sikker på, vi har fået. Det har fyldt meget lidt og er ved at finde sin rette plads i vores familie – som en del af vores liv, vi ind imellem skal kigge på og forholde os til, men som ikke er en del af hverdagen. Tiden hernede med børnene har været helt ubeskrivelig. Vi har stort set været sammen alle fire hele tiden. Jeg undrer mig over og er samtidig dybt taknemmelig for, det ikke har ført flere konflikter med sig. Det er gået rigtig godt, selvom vi selvfølgelig har været udfordret mange gange, men jeg synes, vi har håndteret udfordringerne godt sammen. Børnenes behov har langt hen af vejen sat dagsordenen, men også efterladt noget tid og overskud til, at vi hver især har fået nye input og gode samtaler. Det er en gave, der vil give os liv, ro og nærvær i vores kommende hverdag hjemme i Skanderborg. Det er jeg ret sikker på.

En sammenbundet familie

Den største gave på denne rejse har uden tvivl været at blive godt og grundigt bundet sammen som familie. Vi er blevet vant til at tage meget hensyn til hinanden, kender hinandens reaktioner i trætte og pressede stunder og er nok også blevet bedre til at undgå disse. Det må virkelig være en spidskompetence for inderne at undgå pressede situationer, for de bliver da konstant udsat for det. Selv Isak har overskud til at tage hensyn og jeg må sige, at begge børn har været forbavsende nemme at have med rundt. På hver deres måde har de tilpasset sig, råbt op om nye behov og nydt tilværelsen. Isak sygdom sammentømrede også Isak, Lars og mig, men i en underskudssituation – i en tilstand af krise. Nu er vi alle fire blevet bundet sammen på kryds og tværs i en situation, hvor vi grundlæggende havde overskud – og det er helt anderledes. Det har frigivet en masse nyt overskud, ny energi og større kærlighed. Jeg husker ikke, at jeg før har været så tilfreds, afslappet og lykkelig som nu. Håber, jeg kan bevare noget af denne tilstand i hverdagen hjemme.

Hjem til JP, Penita, Egg Dosa og Anker-Eskes hus…

Isak har taget hverdagen her til sig. Vi har været i Pondicherry og Mahabalipuram med mine forældre og Isak har gerne ville hjem til vores eget Anker-Eskes hus og vil allerhelst på Roots Cafe og have egg dosai. Det er vist helt naturligt for en dreng i den alder, at være en ”hjemmeføding”. De elsker rutiner og nok i endnu højere grad, når man har så få rutiner, som vi har haft de sidste 3 måneder.

Jeg kan ikke rigtig huske, som vi egentlig har fået det skrevet, men vi blev i december ”opgraderet”. Nicolaj og Anna, som var hernede med deres drenge Anker og Eske skulle pludselig hjem til Danmark og vi blev spurgt, om vi ville bo i deres hus. Det har vi så gjort med stor ydmyghed og passet på de ting, vi forhåbentligt meget snart får sendt hjem til Danmark til dem. Men sådan noget kan jo tage tid hernede;-) Isak forbinder huset med Anker og Eske, som han så meget op til og han elsker at lege med deres efterladte legetøj. Huset hedder derfor i hans termologi vores ”Anker-Eske hus”. 

Narajan har fødselsdag i dag. Det er Isaks legekammerat – en af de meget få, så han fylder meget i Isaks liv. Vi fejrede Narajan i formiddags. Vi havde købt en motorcykel til ham. Han elsker Isaks motorcykler, så vi var sådan set ikke i tvivl om, hvad han skulle have. Isak har sovet med motorcyklet (i æsken, der var næste intakt) de sidste tre nætter og har glæder sig rigtig meget til at komme til Narajans fødselsdag. Det bliver nok også et savn for Isak. De to drenge har haft deres konflikter, mest pga. manglende fælles sprog om end begge drenge forsøger at tale dens andens sprog ind imellem, men jo ikke helt vellykket. Det var så dejligt at se deres leg i dag. De nyder hinandens selskab. Savnet af legekammerater har helt sikkert været det helt store minus ved denne tur. Men vi håber, Isak hurtigt vænner sig til livet i børnehaven igen. Han starter i børnehave, når han kommer hjem – men med samme gruppe børn og med samme pædagoger, som i vuggestuen. Rakel starter nogle måneder efter i vuggestue-delen af denne gruppe. Vi snakker ind imellem om børnene hjemme – han husker dem alle enten fordi de ”ser mærkelige ud”, ”skal have tørret næse”, ”eller leger med en af de andre” – og så er der lige Tobias og Liam som vist er i en særlig kategori i Isaks hjerte.

Isak glæder sig måske også til at komme hjem. I hvert fald glæder han sig til at komme hjem til det brune hus og den røde Pers bil, som vi selvfølgelig burde have haft med.

Rakel – nu rundt omkring, med mindst 7 tænder og stor kærlighed til tamilere

Hun bliver mere og mere herlig. Storgriner, laver små shows hvor hun kan komme til det, elsker storebrors løjer og er i det hele taget en livsnyder med en sød tand. Vi har ikke ligefrem forsøgt at fremme hendes motoriske udvikling her, da kravleri er lidt besværligt i det beskidte Indien. Men nu kan hun ikke holde sig på måtten længere. Og det går især stærkt, hvis der er noget hun meget gerne vil have. Hun kravler – lærte at kravle rigtigt på Crystals fødselsdag og med hjælp fra Crystal i dagene før (Crystal – vores ven fra Texas, som har været og besøge os hernede – nogle helt fantastiske dage). Hun har måske udviklet en lidt særegen stil – måske kan vi bare ikke få børn, der kravler normalt.

Rakel elsker tamiler og tamilsk. Hun sætter i et stort smil med hele kroppen, når hun møder en af sine mange tamilske venner og elsker deres store nærvær, ekspressive og kærlige udtryk og sproget. Det bliver uden tvivl et savn for hende at komme til Danmark. Men vi trøster os ved, at vi har tamilske naboer, så når hun er alt for utilfreds, kan hun vel komme derover. Vi kan ikke helt forstå hendes reaktioner – men hendes mange gode stunder med Penita, Johnny, Sam, JP, Dobly, Jaya og alle de andre har nok sat sig dybt i hende. Hun vil stadig gerne gå fra arm til arm – primært når det er tamilere og hun følger godt med i alt det ståhej, der altid er i denne kultur. Det bliver stille hjemme på Svalevej alene med far dagen lang;-) Hun er blevet vant til temmelig mange indtryk og virker til at stortrives i det.

Og så tænderne – de er nærmest sprunget ud på stribe den sidste måned. Omkostningen har været noget natteroderri og en lidt trættere mor. Men efter en til to nætter er Rakel tilbage ved sit gode humør og med et forandret smil, der viser en ny tand-top.

Beklager, men billederne må I vente med. De skal nok komme.