Kulturchok, træthed eller influenza?

Kulturchok, træthed eller influenza?

Vi har, når vi selv skal sige det, været fremragende turister. Vi har set flere templer, gamle kvarterer og alt muligt andet spændende. Det er utroligt dejligt at være her og få en masse nye input, som for os voksne ikke er så fremmed endda. Lars føler sig temmelig godt hjemme hernede og jeg har trods alt været i Indien flere gange, så vi kan bare nyde det. Det nepalesiske folk er charmerende – så rolige, venlige og har en god fornemmelse af vesterlændinges grænsesfære. De er med andre ord ikke så nærgående. Jeg bliver ved med at tænke på de mange positive beretninger jeg har hørt om Nepal og nepalesere fra Lars og Vestens Unges-klanen. Tak for så mange sandfærdige beretninger;-)

Rytmer skaber ro, men…

Efter inspiration fra Isaks liv i steiner-vuggestue og nok også vores egne behov, har vi lavet så rytmiske dage som muligt. Vi står op, spiser morgenmad, tager en taxa til et nyt sted alt imens Rakel får den første lur, går rundt og nyder nye steder, kører hjem, børnene sover (hvis de ikke fik en for lang lur i taxaen), vi leger i haven eller går en tur ud i det larmende gadeliv, hvis vi har overskud og så tilbage til vores faste base på International Guest House, som Isak nu kalder ”hjem”. Hygiejnen er også en del af rutinerne;-) Så den står på håndvask med grøn sæbe, der til Isaks store morskab kan smutte mellem fingrene, når vi kommer ind på vores værelse.

På trods af rytmer meldte irritationen sig efter 10 travle dage i Kathmandu, hvor det bare er gået derudad. Rakel virkede dog til bare at nyde det hele, så længe hun får selskab, mad og søvn. Vi andre var nok ved at blive trætte. Isak begyndte at snakke om vuggestuen, ville gerne hjem i vores egen have og appetitten dalede. En skyldfølelse over at hive vores søn ud af en god hverdag tyngede mig. Hvorfor gør vi egentlig det her? Og er det godt for børnene? Det gør ondt, når jeg ser, at vores beslutninger gør ondt på børnene. Efterrationaliseringen af denne skyldfølelse bekræftede mig dog i, at det trods alt giver mening. Derhjemme træffer vi også beslutninger, som ikke altid umiddelbart er til børnenes bedste – vi arbejder mange timer om dagen, vi laver frivilligt arbejde med en masse møder mm. Her har vi en masse skøn tid med ungerne. Men vi gearede ned – tog nogle rolige dage med afslapning, leg, bøger, Rasmus Klump og og ingen vilde besøg, vi snakkede med alle bedsteforældrene og fandt noget pasta og havregryn. Det hjalp;-) Det er nok ikke mærkeligt, hvis Isak reagerer på de mange nye indtryk – det er vel en form for kulturchok blev vi enige om. Fair nok.

Fly, luksus og vifter

Ny destination nærmede sig. Vi sidder nu i Pokara – en ½ times flyvetur fra Kathmandu meget tæt på Himalaya-bjergene. Flyveturen var lidt hårrejsende, synes jeg. Lars og børnene bemærkede ikke det store, men da jeg fra cockpittet kunne høre først to alarmer og derefter en mekanisk stemme der sagde ”500 meter, errace errace” og derefter så stewardessen bede en bøn, blev jeg lidt bekymret;-) Desuden startede vi hele flyveturen med at indervinduet ved Lars’ sæde faldt ud. Men alt gik da heldigvis godt. Muligvis er de lyde helt normale, det er bare sjældent at sidde i et lille fly med udsyn til piloten og vinduet er blot en skønhedsting i disse højder. Jeg tænkte imidlertid en del på en lignende flyvetur i Australien med min familie for nogle år siden, hvor noget inde i flyet var tapet sammen med gaffatape og flere i min familie ikke var helt stolte ved situationen.

Vi har måske alle småsrkæntet lidt de sidste døgn. Lars og jeg med lidt hovedpine, Isak måske også med lidt influ-agtigt og Rakel med tænder på vej. Vi besluttede at bruge flere penge på lidt mere luksus, så vi sidder nu på en dejlig terrasse tæt på søen i Pokara, med en rutsjebane i haven og meget rene værelser. Det trænger vi til. Vi laver ikke andet end at slappe af. Vi skulle have været i bjergene i dag, men det skrinlagde vi hurtigt og godt for det. Det er lidt lunere her, så t-shirts og shorts er fundet frem igen og børnenes uldtøj pakket væk. Det betyder også, at alle hotelværelser har en vifte i loftet og sådan nogle er Isak åbenbart panisk bange for. Der er en lignende vifte eller propel i et Rasmus-klumpafsnit, hvor nogle grise skærer brød på en propel. Måske er det der angsten kommer fra eller måske er det et andet sted. Hans angst minder meget om de mange hårde læge- og sygehusbesøg, hvor han ikke har villet gå ind over dørtrinnet. Han ville i går ikke være på hotelværelset, ville bare udenfor. Da vi fik ham overtalt med Rasmus Klump, hvor han sad vendt mod væggen, glemte han det i et kort øjeblik. Men når han fik øje på viften i hans ellers meget smalle synsfelt, lukkede han øjnene på en så særegen måde, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om det var de første tegn på en ny hjernesvulst. Det så virkelig vanvittigt ud. Men det var heldigvis ”bare” angst. Natten blev heller ikke så rolig. Det var ligesom han lå og holdt vagt – skulede til viften ind imellem og havde svært ved at sove. Åh ha – det var næste ikke til at bære. Han gik med bøjet hoved, når han skulle gå og ville helst have os alle ud på gangen eller balkonen. Jeg trøstede mig ved, at han i dag ikke længere er så bange for lægebesøg, så vifter kunne han måske også vænne sig til. Ellers er Indien et temmelig besværligt land at være i med vifter i snart talt alle rum. Ganske rigtigt. Han er en sej og lærenem lille gut. I løbet af formiddagen i dag gik han selv ind på værelset fra balkoen for at lege og nu ligger han og sover tungt inde på værelset;-) Han konstatere inden vi træder indenfor at ”Den er slet ikke farlig, der sker ingenting. Den hænger fast. Den er ikke tændt.” Det bliver gentaget nogle gange og til sidst må han føle sig overbevist

.  

Vores børn er easy-going!

Vi har været heldige med dem. De er de dejligste unger. Rakel sover som en sten hele natten med undtagelse er enkelte spisepauser og om dagen tilpasser hun sig bare vores andres planer. Hun sidder godt i bæreselen og virker ganske tryg med hendes lidt laid-back udtryk og mange smil. Hun er en glad lille størrelse, der smiler til verden. Bedst er det, når mor er indenfor rækkevidde. Hun er en lille ”pil-finger”. Hun kan nå mange ting, der ligger i nærheden og vil selvfølgelig hellere lege med kuglepenne, vandflasker, vådservietter end det fine legetøj. Sådan er det nok bare at have et rask barn på 6 måneder. Men det er altså meget nyt for os. Sådan en tid med så megen energi havde vi ikke med Isak, da han var i den alder. Da Isak var 6 måneder var han lige kommet igennem den anden operation i hjernen om end en meget lille en, fik stadig en voldsom stor dosis epilepsimedicin og havde fået to stærke kemo-behandlinger. Så no wonder han ikke havde den nysgerrighed og energi. Jeg tænker tit på, hvor meget hans sygdom dengang har præget hans personlighed. Noget vi aldrig vil finde ud af og som egentlig også er ligegyldigt, for han er godt nok blevet en dejlig dreng. Men det gør ondt at tænke på de mange ting, han ikke fik mulighed for. Men men men…han og vi fik livet! Hvad mere kan man ønske sig? Noget der med sikkerhed har præget ham er den store hjerneoperation, hvor de fjernede svulsten og måtte skære nerven over til hans synsfelt i højre side.  I foråret fandt vi ud af, at hele synsfeltet i den side manglede, men vi havde alle der omgås ham i hverdagen svært ved at forstå, det var så galt. Vi kunne dog godt se det derhjemme, når vi vidste det og det fyldte meget for os i foråret at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe ham med et så lille synsfelt. Men hverdagen gik godt og med tiden bemærkede vi det sjældent, da han ikke så så meget. Kun når han var meget træt. Nu er vi jo selvsagt i helt nye rammer og det er igen tydeligt, at han ikke ser særlig godt. Vi har i Kathmandu set utallige fly på himlen, som han har svært ved at finde ligesom alle mulige andre ting, han ikke kan se. Hans gode hukommelse kommer ham heldigvis til undsætning. Det er svært at forestille sig, hvordan det må være, men i foråret da vi prøvede nogle simulerings-briller, blev vi alle chokeret over, hvor lidt han kan se. Men han lever jo godt med det – så det er blot vores forventninger til, hvad man kan se, der skal justeres.

Hvad vil vi med denne blog?

Jeg har tænkt lidt over det de sidste dage. Første tænkte jeg, det var fint at kunne uploade billeder og skrive lidt om dette og hint til alle jer derhjemme. Det er bestemt en god grund til at lave en blog. Men en endnu bedre grund er, at vi kan reflektere over tilværelsen med børnene og gemme vores betragtninger og tanker om dem til de bliver ældre. Måske de gerne vil læse det engang. Det er i hvert fald blevet min nye motivation for at skrive. Desuden synes jeg det er skønt bare at kunne skrive;-) 

Gadelivet - billedreportage

Er det kaffetoppen?

De første snebjerge

8 dage skal der gå, før vi ser snebjergene første gang. Nede i dalen ligger de gemt bag forurening og skyer. Men vi har nu taget turen op på en bakkekam, hvor vi ser ud over dalen med Kathmandu spredt over det meste, og så Himalaya i baggrunden. Jeg har drømt om at tage en overnatning her, siden jeg arbejdede her for 17 år siden. Hvor er det dejligt at gense snebjergene! De er så flotte, at det er overvældene. Hvilken enorm kontrast mellem Kathmandus snavsede, nussede og larmende kaos og så denne rene luft, klare farver og beroligende stilhed. Vi er taget på en enkelt dags ophold på et lækkert resort, hvor vi kan nyde udsigten fra terrassen lige udenfor værelset, fra restauranten eller fra en gåtur langs med bjergkammen.

Er det kaffetoppen?
Ressorten ligger på vej op til et af de mest yndede udflugtsmål, da jeg gik på den norske skole. Fra skolen kunne vi se bjerget hver dag. Vi kaldte det for to-træ-toppen, fordi der var to træer på toppen af bjerget. De mindste børn gik kun op til et plateau, vi kaldte for kaffetoppen, der lå halvejs deroppe, inden det begyndte at blive rigtig stejlt. Så de første år på skolen kunne jeg kun se misundeligt til, når de store fortsatte op mod tinden og glæde mig til, at det blev min tur engang. Imens gik vi på opdagelse i terrænet omkring kaffetoppen, hvor der var rigeligt at tage sig til for små børn. Da jeg så blev større og endelig måtte gå med på toppen, var et en sport at nå først op og siden først ned igen. At komme ned af det sidste stejle stykke var ikke helt uden risiko, især ikke når der gik konkurrence i det – og det skulle jeg nok sørge for, at der gjorde.

Men Rakel på maven og Isak på ryggen gik vi deropad. Jeg håbede på, at vi kunne nå kaffetoppen. Om det lykkedes, er stadig lidt uvist. Vi nåede frem til en top, der havde to planer, og som i min hukommelse minder meget om kaffetoppen. Her var der plads til at lege, mens de små ventede på, at de store tog op på toppen. Men Herfra denne top går det igen ned, før det først går op til et lille plateau, der kommer lige før det for alvor går stejlt opad. I min hukommelse, så gik det straks op efter kaffetoppen, så det er et åbent spørgsmål, om det er det ene eller andet. Jeg håber, at der er nogen, der kan hjælpe mig. 

Snetoppene tittede op over skyerne

Så kom den glædelige overraskelse. Vi så snebjergene! Endnu en ting, som Lars har snakket utrolig meget om – Himalayas snebjerge, som man kan se fra Kathmandu-dalen (bare ikke så godt på denne årstid). Vi fulgte en gammel drøm af Lars’ og bestilte en overnatning på et lille resort oppe på et bjerge, som Lars sammen med de andre kostskolelever har besteget utallige gange. Det levede totalt op til vores høje forventninger, som jeg dog havde fået sat helt i bund efter skuffelsen med kostskolen. Jeg regnede hverken med snebjerge, vandretur eller luksus. Men vi fik det hele og det var så fedt.

Roen og den rene luft var forjættende, snebjergene dybt imponerende og vandreturene skønne. Det var ikke lige sådan et bjerg, jeg havde forestillet mig, Lars og de andre børn gik op af for mange år siden. Det er så godt at få sat en mere korrekt kulisse, når hans opvækst nu er så fremmedartet, som den er for en fynbo med rødderne dybt plantet i et lokalsamfund med alle bedsteforældre indenfor få kilometer og min bedste veninde, hvis farmor var min bedstemors veninde og hvis fætter er min brors ven. Det er langt væk fra ugentlige vandreture i bjerge tæt på Himalaya med 40 andre børn.

På trods af vores ualmindelige dårlige form og børn på ryg og mave nåede vi op på toppen af et bjerg. Det er da for fedt. Vi nåede ”kaffe-toppen” men ikke ”to-træ-toppen”, som er navne jeg altid har troet var nepalesiske men viser sig at være kostskolebørnenes navne – på kaffe-toppen holdt de altid kaffepause og på to-træ-toppen var der to træer. Sådan kan man blive klogere;-)

Vi nyder den skønne udsigt til bjergene efter den første vandretur

Isak og Rakel

Isak nød også naturen. Han legede i en bambushæk og gik lidt på opdagelse i skovbunden på hans egen nysgerrige og forsigtige facon, hvor han lige skal have ”en hånd”, hvis det virker for farligt. Han slynger om sig med nye ord hver dag og har fået både Kathmandu, ”Namaste” og  ”this is my hat” i sit ordforråd. Han charmer overalt og er imponerende nem at have med rundt. Vi leger en stor del af dagen – i disse dage er det med bivoks, han har fået som en lille rejse-gave fra vuggestuen. Vi laver elefanter, krokodiller, biler og andre ting. Det er nærmest helt buddhistisk legetøj, for når bivoksen bliver varm, bliver det blødt og mister formen ligesom buddhisternes smukke mandalaer af sand, som også forsvinder med tiden. Men det tænker Isak selvfølgelig ikke over;-) Og så synger vi mange gange om dagen. Når vi går ture og kører taxa, synger Isak for det meste, så der var ikke meget stilhed med ham på ryggen, da vi vandrede op ad bjerget. Det er så fantastisk at have al den tid med børnene. Og intet opvaks, tøjvask eller rengøring men tid og tid og tid til at være sammen.

Rakel tiltrækker i høj grad også opmærksomhed. Hun har selvfølgelig ikke så mange sjove påfund som Isak, men bliver alligevel sjovere for hver dag. Hendes kinder vidner selvfølgelig om en stor appetit – og hun vil gerne smage alt det, vi andre spiser. Så hun kan være noget af et hyr at sidde til bords med, hvis hun ikke lige kan få noget af maden. Ris er hun imidlertid ikke begejstret for, så det er ret upraktisk. Hun er ellers utrolig nem. Men har fået et noget voldsomt protest-skrig, som nærmest lyder som om, hun er ved at gå til og når hun så får det, hun gerne vil have, forsvinder gråden med et. Vi blev noget forskrækkede de første gange, men er ved at vænne os til, det ikke er helt så alvorligt, som det lyder - udfordringen er blot at finde ud af, hvad hun vil, men enten er hun træt ellers vil hun ikke sove;-) Og ind imellem vil hun bare have sin mor.

Kan man lege med en tigger?

Efterhånden kan vi mærke, at Isak virkelig savner legekammerater. I sommer, da han ikke var i vuggestue i 6 uger og vi ikke mødte mange børn i den tid, var det intet problem. Men han er blevet ældre og har åbenbart fået et større behov for jævnaldrende eller i det mindste børn. Vi har nogle gange mødt børn på tempelpladserne og nogle af dem har været tiggere eller er vant til at få ting fra vesterlændinge. Så disse møder danner ikke grundlag for gode legerelationer. Isak forstod ikke deres lidt aggressive attitude og forstod slet ikke den ene gang, da vi blev nød til at holde nogle børn væk, da de blev for lang-fingerede. Det er virkelig et alvorligt dilemma. Siden har vi prøvet at undgå, at han kom i kontakt med disse børn – men hvor føles det ubehageligt, at vi ikke vil have han leger med nogle børn, selvom jeg godt ved, at de ikke er på jagt efter leg men penge. Vi glæder os så meget til at komme til Tiruvanamalai, hvor vi kan finde nogle børn, Isak kan lege med.  

Vi opdrager et individ

Vi har flere gange reflekteret over børneopdragelse sammen med Priya de sidste par år. Vi har snakket om den store forskel der er på at opdrage et individ eller et barn, der skal indgå i en kollektiv kultur. Vi opdrager individer i Danmark, som selvfølgelig skal agerer i fællesskaber, men ikke have den samme kollektive bevidsthed/familiestruktur som i eksempelvis Indien. Vi lærer vores børn at træffe valg og nogle gange også for store valg – og vi lærer dem at sige fra i fællesskaber. Det gør man ikke på samme måde i Indien eller for den sags skyld Nepal. Og det er bare så tydeligt, når vi har Isak med rundt i Kathmandu. Han opfører sig virkelig pænt langt det meste af tiden, men ind imellem bliver han irritabel, vil en anden vej, vil have slik eller vil ikke noget. De fleste kender nok de trælse situationer fra supermarkedet med en skrigende unge. Sådanne situationer oplever vi også her – men på tempelpladser og i små butikker. I Danmark får man overbærende eller ligefrem forstående blikke – her møder vi måbende blikke. Det virker til, at nepaleserne virkelig undrer sig. Tænk at en lille dreng kan lave så meget ballade! Jeg har endnu kun set en dreng til et meget velhavende indisk par lave samme små ”anfald”. De nepalesiske børn gør det ikke – eller i hvert fald ikke der, hvor vi har været. Når deres børn er så disciplinerede, som de tilsyneladende er, og ikke får lov til bare at overveje, hvad de godt kunne tænke sig - har de så noget der hedder trods-/selvstændighedsalderen? Har de ikke børn på knap 3 år, der er ved at finde ud af, de har deres egen vilje og som ofte søger forældrenes grænser? Jeg gad virkelig godt vide det…men hvis man ikke opdrager sit barn til at blive et individ, men nærmere til at indgå i en kollektiv struktur, så har de måske heller ikke brug for samme periode? Nå – men vi er i hvert fald glad for de mange gode råd vi har fået fra både familie, venner og vuggestuen – råd til, hvordan vi undgår de helt store konflikter, for de virker langt hen ad vejen;-)

Kulturmøde og det nye Kathmandu

Jeg er faldet i det behagelige hul, hvor nye oplevelser summer rundt og kroppen nyder godt af megen søvn. Det sker ofte på ferier – og er måske en af grundene til, jeg sjældent får skrevet postkort, da jeg nærmest ikke når at komme op af hullet, inden ferien er forbi. For i dette hul er tanker og oplevelser endnu så sprøde, at de er svære at sætte ord på. Det er på mange måder et stille hul i mit indre. Eller et stille rum er måske et bedre ord bortset fra, at oplevelsen af pludselig at være dette sted passer bedre med at falde i et hul;-)

”Frilandsmusset” og kulturmødet med japanerne

Vi oplever nyt og spændende hver dag og langt mere end jeg turde tro med to små børn.  Jeg har altid været en lidt doven turist, der hellere ville sidde længe over et måltid end nå en seværdighed mere. Dette passer faktisk rigtig godt med at have to børn med. Måltider og gåture sker i et roligt tempo ligesom besøg ved templer, zoologisk have og lignende også sker ganske langsomt, så børnene og jo især Isak kan følge med. Vi ser det hele fra andre perspektiver, da vi tvinges ind i børnenes verden, når vi lytter til deres behov. Samtidig møder vi mange flere mennesker end vi ellers ville gøre. Børn er en helt fantastisk kontaktskaber, om det så er til en tibetansk munk, en nepalesisk pige eller en japansk turist. Særpræget var i høj grad en oplevelse i går, hvor vi besøgte en landsby lige udenfor Kathmandu, der stadig ikke var opslugt af storbyen, men som ud over en lille internetcafe så ud til at have bevaret alting, som det var for 20-30 år siden. Gederne kom ud af husene, kornet blev tørret på små måtter udenfor, de ældre passede børn og dyr…det gav et livagtigt flash-back til vores besøg på Frilandsmusset nord for København denne sommer…der var bare tale om levet liv fremfor et levende museum. Og så virkede det på mange måder alligevel som et levende museum, da enkelte turister havde forvildet sig dertil med chokerende store kameraer. En stor japansk gruppe sprang rundt i landsbyen og fotograferede med noget der lignede en halv meter lange linser, som fik vores fine spejlreflekskamera til at ligne det bare ingenting. Det mærkelige var, at vi pludselig blev en del af ”objektet” for dem. Vores børn, var de dybt betaget af og fotograferede i lange baner. Og der stod vi ved siden af landsbyens beboere, som virkede til at leve i en anden tid og alligevel var vi ”foto-objekter” sammen med dem. Det var mildest talt en mærkværdig fornemmelse af at leve i en globaliseret verden, hvor forskellene skriger til himlen, og virker absurde, når de forenes. Det var egentlig ubehageligt at være en del af, fordi der var så mange dagsordner i mødet mellem os ”tre aktører” nemlig lokalbefolkningen, europæiske turister og japanske turister. Det var et kulturmøde med et hav af ”clashs”, som har sat spor i min opfattelse af dialog. Dialog er selvfølgelig mulig, men er altså svært at håndtere med tre forskellige aktører med så forskellige baggrunde og så få ”kontaktflader” med undtagelse af fascination af det fremmed.

Barndommens land

At blive ført igennem Lars’ barndomsland på denne rejse giver så utrolig god mening. Meget er stadig som for 30 år siden, da Lars startede på kostskolen i Kathmandu, noget har forandret sig en del og ind imellem til en lidt skuffende side. Befolkningen er steget fra 500.000 til 4.5 millioner. Det giver selvfølgelig nogle uhensigtsmæssigheder. Samtidig har der ikke været en stabil regering i mange år, hvilket er til alles beklagelse og har sat landet markant tilbage. Turismen har haft trange kår, men er heldigvis på vej tilbage, infrastrukturen i byen er håbløs – vejene enormt hullede og små og byplanlægningen virker til at være ikke eksisterende. Lige pludselig giver al vores snak om vækst i Danmark mere mening – for her er et eksempel på, hvordan tingene kan være uden vækst.

Kostskolen lå et kvarter, der virker til at tilhøre overklassen. Jeg havde aldrig tænkt over, hvilket kvarter det mon var, Lars var vokset op i. Skolen var jævnet med jorden bortset fra en lille del af muren omkring. Et større lejlighedskompleks var under opførsel på grunden – også på fodboldbanen, som nok er den del, jeg har hørt mest om. Heldigvis kunne vi gå lidt rundt derinde og dvæle ved erfaringen af, at skolen var væk. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor ingen af os havde tænkt den tanke, at det kunne være sket. Men det kom som en ret stor overraskelse, at skolen ikke stod der nærmest intakt.

Dag 2: Min skole er ødelagt

Så var det tid til at gense min barndoms skole, hvor jeg havde min første skoledag og hvor jeg boede i kostafdeling med norske og danske børn. Forventningsfuldt gik vi ned af den sidegade, hvor skolen lå, og jeg fortalte om dengang jeg faldt på vejen og fik det ar på knæet, som så tydeligt ses endnu. Muren til zoologisk have var der som altid. Det gamle traditionelle nepalesiske hus lå stadig som om intet var hændt. Og så begyndte der at komme en masse nybyggeri. Jeg begyndte at spekulere på, hvor langt nede mon skolen lå? Huskede jeg forkert, eller var det her jeg skulle finde den?  Pludselig gik det op for mig, at vi stod lige foran porten til skolen, der ligesom muren var fuldstændig faldefærdig. Inde på den grund, hvor skolens smukke, hvide bygning engang havde ligget, var man nu i gang med at bygge rækkehuse i to etager, alle pakket så tæt, at der kun lige var plads til små veje imellem husene.

Jeg kunne virkelig ikke tro mine egne øjne! Hvad i alverden har man tænkt på? Hvordan kan man få sig til at gøre det? Vantro gik jeg ned af en sti, så vi kunne komme ind på den tidligere skoles område, hvor der før har ligget en fodboldbane. Og jeg kunne se, at det hele var fuldstændig ødelagt. Tårerne pressede sig på. Æv, hvor ærgerligt!! Så mange ting står, som de altid har gjort, men netop min skole er ødelagt!! På vej tilbage blev jeg opmærksom på, hvor mange ting, der er som det altid har været, blot med en etage eller to bygget til. Mange flere mennesker og biler, mere rod og mere forfald, men meget lidt fremskridt. På vej indtil bydelen, Thamel, hvor vi bor, kan man stadig købe batik-tæpper det samme sted som for 35 år siden. Men min skole er ødelagt!!

For 27 år siden, da jeg forlod skolen og jorden forsvandt under fødderne på mig, havde jeg dog stadig muligheden for at besøge den fysiske skole. Nu er også den mulighed forsvundet ned i et sort hul. Nå, men jeg kommer mig nok over tabet. Men de kunne da godt have bevaret bygningen, om ikke så for min skyldJ  

 På vej ned mod skolen, hvor alt åndede fred og ingen fare....

 Så kom chokket!!

 Den tidligere fodboldbane....

 De nye rækkehuse.

 Husene dækker hele området.

 Vi går en tur i området, så jeg kan få tankerne et andet sted hen....

Historien vender tilbage

Kan man tage et barn på 5½ måned til Nepal og Indien? Det er der nok mange, der synes er meget underligt. Og jeg må da indrømme, at det påvirker mig at møde så mange, der reagerer med uforståenhed, når vi har fortalt om vores rejseplaner. To ting har trøstet mig: Min læge, der siger, at de jo også har børn i Indien og så mine forældre, der tog mig til Bangladesh, da jeg netop var 5½ måned gammel. Ikke kun på en rejse, der varer 3½ måned, men et ophold, der endte med at tage 12 år. Men det får mig da til at tænke – jeg får lyst til at sige mindes – dengang jeg selv var på Rakels alder og mine forældre tog mig med på en rejse ud i det ukendte. For dem meget mere ukendt end det er for os, men stadigvæk: langt væk fra den trygge og kendte hverdag, hvor vi ved, hvad vi har at holde os til.

Det er nu 27 år siden, at jeg forlod det Nepal, som jeg gik på kostskole i. Da vi fløj ind over Nepal og jeg genså bjergene, der majestætiske stiger op over skyerne, gik der et gip igennem mig. Tusinder af minder og følelser ligger lagret i mig fra de år jeg boede på den Norske Skole i Kathmandu. Det er næsten ikke til at forstå, at det er mig, der beredvilligt indlod mig på kostskolelivet som 7-årig og boede med 40 andre børn i den samme store hvide bygning. Men det er ikke til at overse, når følelser og minder vælder op. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg skulle sige farvel til den norske skole, da 5. klasse var overstået og vi skulle hjem til det Danmark, som jeg reelt set ikke kendte. Det var som om, at jorden under mig forsvandt. Alt, hvad jeg kendte og holdt af var enten her i Nepal eller i Bangladesh, hvor mine forældre boede og jeg havde levet de første syv år af mit liv. Alt det skulle jeg med et sige farvel til og det var naturligvis ikke til at bære.

Jeg har været tilbage i Nepal to gange siden da. Jeg kan ikke sproget særlig godt og jeg har ikke kontakt med nogen fra min barndom. Så jeg skal begå mig som alle andre turister. Det føles lidt forkert, men på den anden side, så ser jeg ting, som andre ikke ser. Og jeg kan glæde mig over at vise stederne frem for Louise. I morgen skal vi besøge det sted, hvor den norske skole lå. Mon ikke det vækker et par minder til live….

Men ellers har det været et par dage, hvor vi lige skal lande: sove ud, finde ud af hvor vi er og hvordan vores oppakning fungerer. Det har været et par dage, der også tydelig har vist, at vi ikke er på en almindelig ferierejse til syden. Vi er på forældreorlov og har to små unger med, og det handler mest af alt om at få tid sammen med dem. Det gik måske op for mig, da Isak som han jo så ofte gør råbte på far! Og fordi det er noget, jeg hører så ofte, tænker jeg normalt heller ikke over, hvad der ligger i det. Men netop her, hvor vi har tid til at være sammen, så gik det pludselig ind i mig på en helt anden måde: tænk, at have en dreng, der kalder en far, og der er ikke andre i hele verden, der hedder far for ham. Og Rakel på 5½ måned, som bare bliver sødere og sødere med hendes store kinder, der allerede er et stort hit blandt nepaleserne. Hvor er det dejligt, at vi kan dele denne tid sammen, hvor de er så små, og så under himmelstrøg, som jeg selv voksede op under og holder så uendelig meget af.

De første indtryk - vi falder til

Vi er trætte og høje. Isak løber rundt på den lille græsplæne, vi har lige fået et godt måltid morgenmad og vi forældre er lettet over, at rejsen gik så smertefrit. Vi sidder i en skøn have, der hører til hotellet i timerne efter vores ankomst. Søvn har ingen af os fået meget af det forgangne døgn med den lange rejse fra Fyn til Kathmandu. Ungerne har været helt fantastiske – jeg forstår ikke rigtig, de ikke protesterede mere. Det virker nærmest som om, at vi forældre var mest irritable;-)

Miniput-landet

Det hele er lidt småt og sødt. Lufthavnen, som er mit første indtryk af Kathmandu er faktisk både lille og sød. Der er ikke mange mennesker og søde detaljer som et lille plastic-skur hvor man kan få taget sit pasfoto og så alle tolderne, der tusser rundt med deres søde traditionelle hatte. Jeg tænkte ved mig selv, at det her land virker betryggende. Udenfor står et hav af bittesmå minibusser. Og så er det voldsomme ved at komme til Østen med al dens ståhej, larm og lugte også lidt miniputagtigt i forhold til Indien. Det er faktisk lige så skønt et land, som jeg så mange gange har hørt fra Vestens Unge-volontører og ikke mindst Lars. Jeg mangler dog at se sne-bjergene fra jorden!

Springvand, ris&karry, paratha, pandekager og chai

Isak er kommet til liv-retternes land og svælger sig i lækkerrier. ”Springvand” (mineralvand) er et nyt hit. Hvor han har fået det ord fra er os en gåde, men det er meget sødt, når han ber’ om mere springvand. Han trives hernede. Rejsen herned var længe ventet og blev en stor oplevelse med både tog, fly og busser. Men da han blev placeret på forsædet med sin far i en taxi til hotellet, blev det lige en tand for skørt. Der skulle han altså ikke sidde selvom han så ofte har villet det i Danmark. Men vi kunne godt sidde tre bagi med en stor klapvogn, så det gik.

Isak nyder gå-turene rundt i Kathmandu med den gode udsigt fra hans rygsæk. Rakel har det også godt. Hun får al den opmærksomhed en lille dame som hende ønsker. Hendes store kinder er vist meget tiltrækkende – og hun griner bare. Det er dejligt med sådan nogle skønne unger.

Logistik og overskud

Ja – det går faktisk meget godt med to små børn på rejse. Vi er glade for vores gennemtænkte pakning med diverse indkøb af smart og småt udstyr til rejsen. Pusletasken med en barnestol i er et af hittene. Vi skal lige finde ud af vores dagsrytme med børnenes lurer og sult, men vi er godt på vej. De første dage har været totalt i børnenes vold og det er fint. Det er mange gange nemmere at være i parcelhuset på Svalevej men heldigvis mange gange mere interessant at gå rundt i Kathamandus gader (når man har tid;-). Jeg håber, at vores fokus på børn og logistik de første dage kan give lidt mere overskud til at nyde omgivelserne. I morgen er planen at gå rundt i det område, hvor Lars har gået på kostskole som barn. Skolen er lukket for en del år siden, men bygningen og området kan formentlig vække en masse minder. Isak er begyndt at snakke om, at han skal i skole…måske det kommer af vores snak om kostskolen.